Ta et valg – bare et eller andet.

Hvis du lige nu tænker ”åh nej, jeg magter ikke at læse flere folks meninger om valg og politik”, så kan du være ganske rolig. Jeg skal nok holde mig fra egne politiske holdninger og præferencer.

Det, der kilder min interesse lige nu er nemlig folks (som jo så må være mine facebookvenners) adfærd på netop Facebook i en valgperiode.

Det er egentlig ikke så meget de mange, der viser billeder af sig selv pyntet med logoet på det parti, de nu stemmer på eller dem, som poster artikler om hvor god deres holdning er eller hvor dumme de andres er.

Det, jeg bliver overrasket over, er de mange, der i statusopdateringer proklamerer, at de ikke vil høre noget om valg eller sågar vil slette dem, der skriver noget om valg. Her i valgperioden. Eller måske resten af livet.

Og jo. Det er overalt. Valget. I fjernsyn, aviser og på alle sociale medier. Men det er jo også pointen med en valg-kampagne. Ikke?

Men det slår mig som en temmelig egoistisk og ret indadvendt handling at blive sur over, at andre mennesker ytrer deres holdninger. Hvorfor har vi fået så svært ved bare at trække på skulderen og ignorere dem, vi ikke gider, eller lade være med at lytte til dem, vi ikke gider høre på? Hvorfor hidser vi os op, fordi nogen synes noget?

Mit umiddelbare forslag er vel at lade være med at gå på facebook. Hold pause et par uger. Det er slut lige om lidt. Kys dine børn eller gå en tur i stedet. Der er helt sikkert ikke meget, du går glip af derinde.

Alligevel bliver jeg lidt bekymret for de mange, der ”ikke gider det valg”. Jeg håber, at problemet ligger i en oplevelse af at blive overrendt med andres irriterende holdninger, fordi man selv har sin egen. For det har man da? Ikke?

For… hvis man er helt ligeglad med det danske politiske landskab og hellere vil kigge på nuttede kattekillinger og billeder af mad og fødder-i-sand, mangler man så ikke et eller andet grundlæggende som borger i et demokratisk samfund?

I så fald har man også frasagt sig retten til at brokker sig over noget som helst, hverken skattetryk, skoler, økopriser, skokvitteringer, forurening eller plejehjem. Nix. Knyt. Du har meldt dig ud. Kig på en ged, der skriger på youtube i stedet.

Eller tag nu bare et valg og lad de andre gøre det samme. Og træk vejret. Helt ned i maven. Det er snart overstået.

Fister Humlehaven

Du har sikkert prøvet den sjove, sjove leg, hvor man finder sit helt eget strippernavn ved at tage navnet på sit første husdyr og navnet på den første gade, du boede på.

Og hvis du ikke selv har taget initiativet, så har facebook helt sikkert taget det for dig. Som stripper skulle jeg i så fald arbejde under følgende frække navn:

"Fister Humlehaven. Book NU til din polterabend!"

Eller måske ikke sådan voldsomt frækt egentligt, men det er på den anden side også svært at få en fræk kombination med Humlehaven... og Fister.

Jeg er altså ikke tilfreds med resultatet af testen og vælger derfor den eneste logiske løsning: At snyde. Således havner jeg i stedet med scenenavnet Tiger Skolevej.

"Miiiine damer og herrer... taaaag godt imod...Tiiiiiiiger Skoleveeeeeeeej!!"

Lidt bedre, bedstemt. Men det er lissom stadig ikke rigtige noget pletskud.

Trods en masse flytten rundt i en meget ung alder, er Skolevej den primære del af det, jeg husker som mit barndomshjem. Selve vejen oplevede jeg dengang som en ret stor vej, men når jeg i en senere alder har besøgt vejen, indser jeg hvor lille jeg var, da jeg var lille. For det er ikke nogen stor vej.

Midt på denne vej for 30 år siden stod i hvert fald tit en flok børn og sagde at ”alle må være med til rundbold på nær dem der starter med M”. Jeg og min ven Mette gik så hjem til hende og Mette græd og så drak vi sikkert kakaomælk. Det var der meget af dengang. Det indgik bare i det at være de små.
Der var også en del toasts og legoklodser i barndomsminderne.

Når vi fik lov til at være med, legede vi nogle gange dåseput. Også efter lille-Kim fik ret mange og ret alvorlige tæsk af den underlige mand, hvis baghave vi bare ikke måtte gemme os i.
Samme underlige mands æbletræ blev som resultat plyndret hver sommer og toiletpapir’et hver vinter.

Op og ned ad Skolevej har jeg i timevis øvet mig i at blive en dygtig tamburmajor, inden at jeg vidste at jeg faktisk skulle blive en sådan en. Selvom jeg var en dreng og derfor ikke kunne være med i pigegarden. 80'erne var mere firkantede og regelfaste.

På Skolevej har jeg underholdt de store drenge med at helt naturligt spankulere rundt i spinlonkjoler, høje sko og håndtaske, og spørge ind til deres knallerter, mens min stakkels storesøster døde af skam.

Skolevej er derfor det bedste bud på min barndoms gade. Og selvom jeg skulle snyde endnu mere i testen og vælge frit mellem alle veje, jeg har bodet på, er der ikke et eneste seriøst bud på stripper-efternavn: Trige Centervej, Grønnegade og Lyravej.

"Madame Amour præsenterer: Liveshow med Kittemis TrigeCentervej"

Nej. Det blir bare aldrig godt.

Overtrådt!

Her den anden dag er jeg et hurtigt smut ude at deltage i forbrugsfesten - som den shoppingtype,         jeg er.

Jeg køber en masse tøj og er så naturligvis også derfor nødt til at købe sko. Og en en bog. Jeg køber så meget, at ekspedienten udstøder et ”ohr”, når jeg lægger det altsammed’ op på disken, hvilket må siges at være en god indikator for overforbrug. 

Efter denne farlige leg med mit nu en anelse voldtagede dankort, er jeg så udmattet og sulten, at jeg slår et smut ind på den nærmest burgerrestaurant - BurgerKing. Egentligt er min plan at finde en single-plads ved vinduet og læse lidt i min nye bog, men da alle disse allerede er optaget af andre ensomme overforbrugere (mest piger), sætter jeg mig ved det eneste ledige bord; en 4-personers bås. Og det er her, der indenfor 30 sekunder bliver dømt overtrådt. Med stort OVER!

I den tid det tager mig at gøre kål på en mellem pommes frites, mellem cola og to knaslækre kyllingeburgere, får jeg det ondeste øje af omtrent 5 mødre, som tydeligvis ikke kan hverken overskue eller acceptere mit overforbrug.
Nej – ikke af tøj, penge eller mad. Af plads! Siddeplads! 

Her skal det lige tilføjes, at der er en ret høj udskiftning af restaurantgæster, så ingen behøver ligefrem at stå op. Men min bås er tydeligvis et meget eftertragtet sted at sidde, hvis man er nogens mor med favnen fuld af umættede fedtsyrer og overvægtige teenagebørn.

Mit blik søger derfor helle og akut tilflugt fra den vredeste øjenkontakt i min nyindkøbte bog, og jeg overvejer flugtmuligheder og overgivelsesstrategier, men min krop er lammet over den overraskende og voldsomme reaktion, min opførsel har medført.

Helt naivt troede jeg, at det var okay og helt acceptabel burgerresturant-opførsel at sidde ved et bord, der tæller flere stole end højest nødvendigt. Men jeg har taget fejl og har lært min lektie!

Efter endt måltid pakker jeg forsigtigt mine ting og forlader restauranten med blikket fast fokuseret i gulvet.

Jeg vil gerne sige undskyld. Det her skal ikke ske igen.
Fremadrettet  vil jeg derfor meget hellere vente til der bliver plads på singlerækkerne, end at risikere at blive udsat for endnu en kaskade af skuffede, himlende, vrede og truende mødreøjne.

Hvonår mon man udvikler sådan et blik..? Kors, altså.

Hvorfor siger du 86 når jeg siger 87..?

I mit hoved ser hun cirka sådan her ud

Indimellem er det godt med lidt fredagsgenbrug.

Jeg dør stadig indeni over damens utrolige evne til på ingen måde at være til stede eller til at opfatte den mindste information.

Og jeg imponeres af politimandens tålmodighed. Jeg havde klaret præcis 20 sekunder inden jeg havde smækket på og ladet konen sejle i sin egen sø.  Dette trods mange år i "servicebranchen".

Alarmscentralmand er nu øverst på listen over jobs, jeg ikke ville kunne håndtere. Og her optræder ellers både løvetæmmer, slamsluger-operatør og sosu-hjælper.


Klik på filmen!

Kom så med et ordentligt grand prix

Irriterende værter

I anledning af, at vi nu er midt i en grand prix tid.

Eller… jeg burde nok nærmere sige en Eurovision-tid. For det er ikke meget grand prix, Danmark har præsteret de seneste år.

Okay, selvfølgelig lige med undtagelse af et brag af en tv-produktion til sidste års ESC i København.

For det var et virkelig flot show! Og så bagefter rigtig pinligt og desværre typisk for statsstøttede (kultur)virksomheder, at der ikke var styr på økonomien og undskyldninger som ”jamen, vi havde jo ikke prøvet det før” skulle godtgøre for et tab på mere end 20 millioner kroner. Som konsekvens af fadæsen blev både direktøren og en stor del af bestyrelse i Wonderful Copenhagen skiftet ud. Synkende skude og den slags.

Nok om det.

Det, der ærgrer mig er, at DR igennem mange år ikke rigtig har formået at holde et grand prix med både et godt show og gode sange. Flere forklaringer er i spil, bl.a. at der ikke sendes nok sange ind til konkurrencen og at der ikke er nok seere til programmet.

Men det passer simpelthen ikke: Til grand prix’et i 2014 modtog DR 872 bidrag, hvilket er det højeste antal nogensinde – selv hvis vi medregner storhedstiden i 80’erne, hvor grand prix’et i 1988 toppede med 741 bidrag. Og i år havde grand prix’et 1,7 mio. seere, hvilket kun er ca. 100.000 mindre end året inden.

Så der er faktisk ingen undskyldning for at half-ass’e programmet sådan, som det de sidste mange år er blevet med en kombination af uoplagte børneværter, dårlige manuskripter, x-faktorplagiater, kedelig underholdning og en generel mangel på gode sange.

Hvis vi nu kaster et hurtigt blik over sundet, opdager vi et helt andet show, som stadig er den største tv-begivenhed. Den svenske Melodifestivalen er 6 programmer fordelt på 6 lørdage med 32 (28 i år) og hvert program kombinerer underholdning, fest, galla og en bred vifte af musik.

Så er det da underligt, at man hos DR ikke kan levere andet en en halvlunken aften med sange, som ingen kan huske. Syng årets vindersang nu. Lige nu. Prøv.

Et forslag kunne være, at redaktionen hos DR måske kiggede lidt i øst og med al deres professionelle kundskab knækkede den svenske kode og selv stablede et grand prix sammen, hvori ovenstående ingredienser indgår.

Altså.. når det nu er et af de største tv-shows, de har.

Fake it 'till you make it

Nu er det ingen hemmelighed, at jeg gennem tiderne har haft lidt forskellige jobs og at flere af disse også har være såkaldte ”voksenjob”.

Jeg beklager den irriterende, pædagogiske brug af citationstegn. Eller situationstegn, som jeg troede de hed indtil for ganske få år siden. Live and learn.

Med voksenjob mener jeg fuldtidsarbejde, der ofte involverer en stor del kontorarbejde foran en computer i et åbent kontorlandskab, hvor man er omgivet af mange andre med tilsvarende voksenjob og computer.

I mit tilfælde har jeg flere gange fået et voksenjob, som jeg på ingen måde (eller i ringere grad) har været kvalificeret til. Dette skyldtes min dansk-i-Stockholm-situation, som har åbnet mange (måske lidt for mange) døre til det pulserende erhvervsliv. Kort fortalt, så er dansktalende personer en meget sjælden varer i Stockholm, fordi mange firmaer har deres nordiske hovedkontorer, og derfor ofte har brug for denne sprogkompetence.

I disse forskellige jobs har jeg ofte (og ikke uventet) oplevet en smule stress og følelsen af at være bagud, af ikke at ha styr på og af ikke at følge med. Og det troede jeg indtil for ganske nylig, var fordi jeg ikke hver gang var så kvalificeret, som jeg måske burde - og mest bare kørte den hjem på charme og modersmålskompetence.

Men jeg opdager mere og mere, at det ikke kun er mig, der føler en slags utilstrækkelighed og svag præstationsangst. Næ næ, der er maaaange flere som heller ikke har en anelse, om hvordan de er havnet i den situation, de er i - sådan rent voksenjobmæssigt.

Vi er altså mange derude, der pisker rundt for at holde os flydende, og som faker i tide og utide for at give indtrykket af kompetance og overblik. Med en nikken, ”m-hm” og måske en let markering af at vi har ret, lader vi de andre voksne forstå, at vi er helt med, er i kontrol, bestemmer og forstår alting. No problem!

Dette medfører så bare desværre også, at de andre voksne opfatter én som så erfaren, slagfærdig og overskudsagtig, så de selv bliver stressede og usikre over hvordan deres egen præstation bliver opfattet overfor sådan en verdensmand med så meget tjek på tingene.

Og i virkeligheden er der ingen, der rigtigt ved, hvad de laver! Det er nok unfair at forvente en håndsoprækning og offentlig bekendtgørelse fra de, der har det på samme måde som mig, men I er der. Jeg ser jer. Og lad os nu for hulen slappe lidt af, og nogen gange bare turde sige "det forstår jeg altså ikke" eller "nu er jeg ikke med".

Okay, jeg siger det først: "Det der grundskyld... det forstår jeg altså ikke"

Lyvesvin!

For lidt siden havde jeg en rigtig god ven.

Vi havde et af de der sjældne venskaber, hvor man er rigtig tæt på hinanden. De venskaber, hvor man sådan virkelig er der for hinanden til hverdag, laver ting sammen og mødes bare fordi man lige har lyst til at hænge og snakke.
Vi snakkede om kærester og kærestesorger, sygdom og misbrug, familie, venner, arbejde og fremtid. Vi snakkede om det hele. Det var trygt.

Og vi var flere, der var venner omkring ham. Han fik samlet en god gruppe folk, som hyggede sig med hinanden. Og med ham. Det var trygt. Og det var kærlighed.

Indtil vi opdagede det. Indtil vi fandt ud af, at alt hvad han nogensinde havde fortalt os var løgn. Alt. Hans fortid med tidligere karriere og sportsskader. Hans jobs og studie, som han var væk til og brugte mange timer på hver dag. Ny viden dukkede op: Et ægteskab. En voldsom gæld. Indlæggelser. Mange vrede mennesker. Og en særdeles plettet straffeattest.

Det viste sig på få minutter at ingen af os i virkeligheden vidste hvem han var, hvor han kom fra og hvad han lavede.

Alt hvad vi vidste om ham var løgn.

Vi havde købt løgnene alle sammen. Selvom vi havde snakket om, at nogle af historierne måske var lidt pyntede, lod vi os systemfodre med halve sandheder og forklaringer, som ikke ringede de klokker, de burde ha ringet. Fordi det var trygt.
Selvom jeg havde hørt rygterne og de onde tunger, hævede ingen særligt meget på øjenbrynene, når voldsomme sygdomme blev introduceret hos både ham selv og hans familie, som ingen i øvrigt rigtig havde mødt. Fordi det var kærlighed.

Tilbage stod jeg. Og var helt alene. Selvom vi var flere, så var jeg helt alene med mit svigt.
For jeg havde jo troet på ham. Jeg valgte at tro på det gode i ham. Valgt at lade tvivlen komme ham til gode og tro på, at vi jo alle sammen laver noget hø i fortiden, men at det netop er det, det er: Fortid. Og at det ikke havde noget med mig at gøre.

Men det havde det! For lige pludselig så var jeg også en del af løgnen. Jeg var medvirkende i et spil om økonomisk svindel, dokumentfalsk og manipulation. Det var jeg, fordi jeg aldrig spurgte hvor pengene kom fra, hvordan en studerende kunne ha råd til en lejlighed ved vandet fyldt med designermøbler eller hvorfor mon ingen nogensinde havde besøgt han på den skole, han påstod at han gik på? Jeg, som det voksne, fornuftige og måske endda decideret intelligente menneske, jeg går og regner mig selv for at være, blev charmet og forført til at tro, at jeg havde en god, nær og kærlig ven.

Den er svær at sluge. At jeg pludselig er hende konen inde i fjernsynet, der grædende fortæller at hun ikke anede at hendes mand svindlede for millioner igennem hele deres ægteskab. Hende, som fik mig til at råbe IDIOT af fjernsynet. Nu er det så mig, der er idioten, fordi jeg stolede på et menneske, jeg troede jeg kendte.

For lidt siden havde jeg en rigtig god ven. Han viste sig at være et rigtigt lyvesvin.