Den søde juletid

Ak ja.

Så er den over os. Bare det lyder jo ikke særligt positivt: "Julen er over os". Som om vi sådan bliver overfaldet - voldtaget om man vil - af Julen og dens bande; Advent, Pakkekalender og Julefrokost.

Det er ikke nogen hemmelighed at julen ikke er min favorittradition. Og det handler ikke om at jeg har noget imod selve julens budskab eller noget personligt imod Jesusbarnet.. Jeg er heller ikke anarkistisk imod at man mødes i familiens skød. Det jeg ikke bryder mig om er alle de forventninger, der er knyttet til stort set hele december.

Man skal:

A) Julehygge på kommando og deltage i alle julefrokoster og glöggrelaterede arrangementer med både arbejde, skole, fodboldklub, venindekreds og fætterkusinekonstallationer.

B) Købe lave pakkekalender og købe gaver til alle i ens intimsfære, hvad enten man skal se dem i julen eller ej. Eller for den sags skyld har set dem hele året.

C) Hygge sig hele d. 24. Også når man mellem 18.00 og 19.00 skal indtage mere mad end man kan spise eller har lyst til, fordi ens mor/svigermor/mormor eller anden mor har stået i flere dage og fået mavesår, fordi alt skal være "som det plejer". 

Derefter skal man så tæve rund om træet og synge "som vi plejer", selvom de fleste synes det mest bare er pinligt. Det er trods alt de færreste familier, der "plejer" at synge sammen, når de ses.

Og så skal man pakke gaver ud og lade som om man bliver glad for et gavekort på 100 kr til Magasin eller et par boxershorts fra Maverick eller noget andet fis, som man ikke behøver eller kan bruge, og som nogen anden bare har købt for at købe noget. Og SÅ skal vi ellers hygge "som vi plejer" med slik og kaffe og sådan, selvom alle allerhelst bare vil ind og ligge alene i sin egen seng.

Man må for alt i verden ikke:

A) Foreslå, at man ikke "bytter gaver" i år (eller alle år)

B) Være alene juleaften, da man i så fald for det første er ked af det, ensom og ulykkelig, og desuden fornærmer alle dem, der tilbyder at man kan fejre jul hos dem - selvom om det netop er det, man prøver at undgå.

C) Foreslå at lave en "alternativ" juleaften uden stress; hvor man selv bestemmer hvad der skal ske og hvornår.

Som sagt og som det tydeligt fremgår: Ikke en stor fan.

Men faktisk synes jeg selve julehyggen er hyggelig; at klippe julehjerter og pynte og lave konfekt og drikke glögg og mødes med familien, men i sit eget tempo, så alle er med og har det godt.

Tænk hvis det kunne være sådan - på selv juleaften? At man ikke skulle gøre "som man plejer", men som man har lyst til!

Klog af facebookskade

Nymodens teknologi plejer ellers ikke at være en voldsom udfordring for mig. Har sådan set altid syntes at jeg har ret godt styr og er fremme i skoene. Også med facebook. Indtil i går.

I går blev kvinden i sin hjemmespundne kjole lige pludselig meget nøgen igen, og den blinde høne fik brutalt frataget sit korn!

Tanken var at gøre det lettere for jer, som ind imellem kigger ind, læser et indslag, fnyser lidt på en af måderne og surfer videre; jeg skulle importere min blog til facebook.
Det lykkedes mig i stedet, ved et frygteligt uheld og i bedste mening, at spamme alle mine (nu sikkert mindre end) 401 søde facebookvenner med 4 års indslag. Tjekkede ellers at jeg ikke havde godkendt at de skulle postes nogen steder, og havde ellers tjekket efter på min egen wall at der ikke var noget. Det var først nogle timer senere, hvor sandheden gik op for mig.

Lyset i mørket er vel så, at de der fra nu af læser mine statusopdateringer og posts, kun er de, der virkelig er interesserede. Resten har nok valgt mine posts fra. På den hårde måde!

Så undskyld endnu engang til alle – både jer som stadig læser og til jer, som ikke længere gør. Det var simpelthen ikke med vilje at selvpromovere mig i så udstrakt en grad. Men nu ved jeg da, hvordan man gør det!

Hals schmals

Så sad man her og var stille.

Har ondt i halsen og må ikke sige noget. Ligner noget overanstrengelse af stemmebånd, hvilket måske ikke er så underligt, når jeg nu er gået fra ingenting til hysterisk tenorsyngeri de sidste par uger. Og så kombineret med en mindre forkølelse bliver det jo festligt.
Er nu bas. Når jeg endelig siger noget, kan det ikke høres, kun mærkes gennem vibrationer i gulvet og brystkasse.

Overvejer at gå ud og låne nogens hund, bare for at have selskab, der ikke kræver at jeg svarer eller underholder vokalt (for nu at undgå at skrive oralt).
Denne er altså dagen hvor jeg skal finde en ny serie at følge med i. De andre holder pause eller tager for lang tid mellem afsnittene. Konsekvens: Udvidelse af horisont.

Desuden er vejret så efterårsfesent i dag, så det slet ikke er værd at gå ud i. Herfra ser det både koldt og fugtigt ud. Så det nægter jeg, så længe det går. Skal på et eller andet tidspunkt ud at handle, hvis jeg ikke også skal sulte ihjel.

Må man så råbe om hjælp? Eller brumme om hjælp?

Fisk i verdensklasse!

I går til frokost var der ikke så meget festligt at vælge imellem. Det plejer ellers at være et mad-bonanza med sovs og kartofler og pasta og stegt kød.

Desuden bliver jeg meget venligt betjent af de mange søde, deltidsansatte i diverse skånejobs og arbejdstræninger. Her vil jeg fremhæve en lillebitte dame af asiatisk herkomst, som går under navnet ”Helen”, ifølge navneskiltet. Efter mange tallerkner mad og småsnak med ”Helen”, er jeg helt overbevist om at det ikke er hendes rigtige navn, og jeg mistænker at min kantine også huser folk i vidnebeskyttelsesprogrammer. Gad vide hvad ”Helen” har set som er så farligt, at hun er tvunget til at servere kogte kartofler under alias resten af hendes liv? Sidespor.

Der var altså i dag ikke så meget spændende kød på menuen. Derfor følger jeg min kantineven ”Helens” råd og tager en tallerken med den for mig hidtil ukendte fisk ”Kulmule-i-bacon”. HVILKEN FISK! Jeg elsker evolutionen og dens små mirakler, som i dette tilfælde har barslet denne lille baconflyder. Jeg forestiller mig, at kulmulens skjold af bacon er udviklet gennem tusindvis af år for at skræmme hajer og andre farlige havdyr, som jo som bekendt ikke tåler svinekød. Og så herligt det er at fange og efterfølgende stege og indtage dette dyr, som må siges at været et af naturens helt store kulinariske fænomener.

I dag er der en anden fisk på menuen. Laks. Møgfisk. Ikke det mindste et spor af bacon nogen steder på fiskens ovnbagte krop.

På billedet øverst ses ”Kulmule-i-bacon” anrettet på tallerken med hvad der må siges at være imponerende kartofler.

Nedenfor er det lykkes mig finde et billede af en tidligt evolutionerende del af arten, hvor baconskjoldet ikke umiddelbart er synligt. Det er det derimod på manden, der holder fisken.

I mitt hjärta.

Jeg har netop købt en togbillet fra Stockholm til København. Enkeltrejse. Det var svært.

I disse dage siger jeg farvel til byen, som har været mit hjem gennem syv år. Det er længe for sådan én som mig.
Der er blevet budt på mange magiske oplevelser, lige fra at få lov at synge i landets næststørste tv-program til at bade i total stilhed under stjernerne.

Jeg har været så heldig at møde fantastiske, kærlige mennesker. Nogle har været flygtige bekendtskaber og andre livslange venskaber, men ingen er glemt.

Det er heroppe, jeg har gennemlevet nogle af de værste kriser – både 30årskrise  og det der var meget værre.

Det er også her, jeg har boet i længst tid i egen lejlighed og det er her, jeg har haft nogle af mine til dato vigtigste parforhold.

Når jeg tænker på det, som skal blive mit ”nye” liv de næste tre år og som starter om 28 dage, er det lige nu mest med nervøsitet og forvirring. Og tvivl.

For hvad nu hvis jeg ikke kan finde ud af det? Eller bliver ked af det? Eller bliver så glad for det, at jeg glemmer, hvor meget jeg allerede savner Stockholm lige nu?

Jeg ved i mit hoved, at det nok skal gå; at der nok er nogen til at ae mig på kinden og at dette her er helt og aldeles nødvendigt. Lige nu er det bare virkelig trist.

Når alt kommer til alt så er det er nok bare sådan her, det er. Og skal være: Det er svært at tage afsked og det er først i 11. time, at vi endelig sætter pris på det, vi har. Eller havde.

Så nu vil jeg gemme Stockholm i mit hjertet, indtil den dag jeg kommer hjem igen.

Fordriv af tid

Pludselig kan man af den ene eller den anden årsag stå i en situation, hvor man har en helt masse tid tilovers. Og hvad gør man så?

Den umiddelbare løsning er at arbejde mere. På den måde får man nået alt det man skal nå og samtidig sparer man en masse overtid og afspadsering sammen. Det, som mange dog hurtigt opdager med denne løsningsmodel er, at jo mere man arbejder, desto mere har man at lave. Ja, en klassiker, men ikke desto mindre sand.

Mulighed nummer to er også en klassiker, nemlig at skaffe sig en hobby. Her tænker jeg straks på træsløjd, noget med garn eller aktiviteter, der involverer en rideskole.
Jeg har i et stykke tid valgt at risikere liv og lemmer og mit gode helbred, og kastet mig hovedkulds ud i en kajak. På klubmåden. Er indtil videre (7-9-13) ikke ufrivilligt havnet i vandet, og det er faktisk en meget afstressende aktivitet. Det er bare begrænset hvor mange timer man kan udfylde i en kajak.

Mulighed nummer tre: Man bruger penge. En fuldstændig formidabel måde at få tiden til at gå er shopping. Her taler jeg ikke kun om indkøb af tøj og anden detail i beklædningsfamilien, men i særdeleshed om møbler, biler og ejendomme. – altså boliger. Har faktisk aldrig tænkt på at det hedder sådan; ejendom. ”Jeg har lige købt en ejendom” siger jo i ordenes direkte betydning overhovedet ingenting om, hvad man har købt, udover at det er noget man ejer – hvilket jo er givet allerede fra starten. Sidebar. Det tager enorme mængder af tid at undersøge, research'e, kigge, finde, mærke, prøve og overveje inden man kommer frem til selvet købet af for eksempel en sofa. For slet ikke at tale om tidshorisonten for boligkøb.
 Mulighed nummer tre er derfor en klar vinder, hvis vi udelukkende leder efter tidsfordriv i mængde.

Er vi derimod på jagt efter lidt mere mening OG tidsfordriv, er hobby’en nok det bedre valg. Men her bliver det farligt: Skulle man nu havne i en situation hvor man overvejer og spekulerer over køb af større møblement IMENS man padler rundt i en kajak, og på den måde kombinerer man to ting – multitasker om man vil - udnytter man umiddelbart tiden bedst muligt. Men når hele humlen er at bruge tid, så skyder man her sig selv i foden (jeg taler i metaforer), og havner i det, jeg kalder ”tidssplid” – en tilstand hvor man i forsøget på at bruge tid alligevel effektiviserer og dermed medvirker processen.

En mulig konklusion kan altså være at gøre én ting ad gangen. Holde sig fra multitasking. Med andre ord; ikke være kvinde.

Ergo: Har man for meget fritid ,er det bedst at være en mand! Hov?

Welcome to Copenha.. Malmooee!

Til de få, der endnu ikke har opdaget det, så er der grand prix i luften! Nærmere betegnet i luften over Malmö, hvor alle hoteller er fuldt bookede med nervøse sangerinder (m/k) fra nær og fjern, og deres hære af stylister, artister, dansere, svansere og pr-maskiner (m/k).

De, der bookede i tide og dermed fik plads, vil det sige. For som i Betlehem, så i Malmö: Alt er optaget og ingensteds kan husly findes.

I praksis betyder det, at delegationerne må løse deres akutte og temporære boligsituations andetsteds – altså i København. Og ikke kun dem. De mange, mange (MANGE) grandprix fans må også se sig nødsaget til at pendle over Storebælt til og fra det store show.

Da det blev officielt at ESC 2013 skulle stå i Malmö ”Arena”, skal en af Københavns mange borgmestre efter sigende have twittret en stor tak til SVT. Det gjorde han eller hun ret i, for helt uden at røre en finger (eller kulturkassen), har København i disse dage flere tusinde turister mere end sædvanligt, og Wonderful Copenhagen gnider sig i hænderne og smiler skævt.

Det er dejligt for København og for Danmark! Men det er hulme dumt af Sverige. Det skulle være interessant at få indblik i, hvilket vanvittigt politisk cirkus som har fået et af verdens største TV-arrangementer til at placeres et sted, som ikke har kapacitet til at rumme det, i stedet for at placere der, hvor alle (inklusive værtsparet i Baku sidste år og i det danske grand prix i år) regnede med at det skulle afholdes; Stockholm. Her kan tilføjes, at flere hundrede Stockholmske hotelværelser allerede var bookede, inden det blev besluttet at Malmö skulle være værtsby.

”Our southern capital to the rest of Europe” prøvede ESC-værtinde Peter Mede at forklare valget med under semifinalen i tirsdags. Og ja, det havde været korrekt, hvis dette var ECS 1992, men nu hvor hele Baltikum og Rusland deltager, holder argumentet ikke.

Hvor om alting er, så er det indtil videre et flot show med rørende tegnsprogstegnende børn og sjov pauseunderholdning. Moldavien, Danmark, Estland og Ukraine gik videre til finalen, så egentlig har jeg ikke meget at klage over. Bortset fra at det havde været skægt at se det Live from Stockholm. For jeg rejser ikke til Malmö. Det gør jeg sgu ikke. Det er simpelthen for fesent!

Måske bliver det en tur til Moldavien næste år? Skal bare liiige finde ud af, hvor det mon ligger..

Alt ordner sig til sidst

Alting handler om indstilling, siger man.

Handler om at det, der er afgørende for hvordan alting flasker sig, er hvordan man tænker på det eller er indstillet.

Det er bare nogen gange rigtig svært at opretholde den rette indstilling, når det meste omkring én virker stressende, overrumplende og uoverskueligt.
På et tidspunkt kan man ikke længere bare smile til verden og vende den anden kind til.

Man er nødt til at trække i håndbremsen; se det hele ude fra og ja.. mærke ind og melde ud.

I en sådan situation kan denne være verdens bedste sang:

Hotel Don Carlos og mig

I anledning af at jeg omsider skal gense solen, synes jeg at en lille sang er på sin plads. Du er velkommen til at synge med!


Mel: Eviva España

Om to dage drager jeg til Grand Canari’
Jeg er forelsket i alt hvad der er spansk
Jeg bli’r aldrig træt af vin og røde bøffer
Og alle bøsser taler tysk og svensk og dansk
Der findes ingen spanske fyre der
Men jeg må ned, jag kan slet ik’ la’ vær’

Jeg elsker dans og go’ musik, Eviva España
Og åh så meget sol og sprit, Eviva España
Hotel som ikke har balkon, Eviva España
Og mad på ægte dansk facon (Hos Pia), España por favor

MELLEMSPIL

Snart så skal jeg nyde klang af kastagnetter
Og danse nøgen som en ægte tysk turist
Mænd og koner uden tøj med hængenumser
Ta’r varmt imod mig som en ny og ung nudist
Velkommen til min spanske festival
Den gamle hud den gør mig vild og gal

Jeg elsker dans og go’ musik, Eviva España
Og åh så meget sol og sprit, Eviva España
Don Carlos uden en balkon, Eviva España
Og mad på ægte dansk facon (Hos Pia), España por favor

MELLEMSPIL

Når jeg er hjemme i min polske stue
Med læderstol og pudervår i leopard
I det vinterhverdagstriste tøj og hue
Så ønsker jeg, jeg var tilbage i en fart
Til billig øl og sand i mine sko
Hvor gamle, nøgne damer går i bro

Jeg elsker dans og go’ musik, Eviva España
Og åh så meget sol og sprit, Eviva España
Don Carlos uden en balkon, Eviva España
Og mad på ægte dansk facon (Hos Pia), España por favor

Tra la la lalalala la, Eviva España
Tra la la lalalala la, Eviva España
Tra la la lalalala la, Eviva España
Tra la la lalalala la (Hos Pia), España por favor

España por favooooooooor

Se, hvad jeg kan!

”Vi søger dig, som er prestigeløs..”

På det svenske jobmarkede er der den sidste tid opstået en trend med at bruge ordet ”prestigeløs” i annoncer.
Ikke engang variationer eller synonymer, men KUN det ord. Og ikke overraskende, så bliver jeg ret provokeret af det.

Når jeg slår ordet ”prestige” op, finder jeg følgende:
”Prestige (..) dækker over en slags anseelse, som en person (..) nyder..”
”En persons prestige er meget afhængig af for eksempel job, ejendom, uddannelse og lignende, dvs. på hvad man har udrettet og hvad man magter at udrette.”

Straks vil nogen sikkert sige: ”Ja, altså pral og gøren-sig-bedre-end”, hvilket jo her i vores kulturelle del af spektrummet, er en helt medfødt moralsk default, nemlig janteloven. Ja, en kliché, men ikke desto mindre det som udløser reaktionen.

Skal man være lidt mindre hysterisk, kan man påstå at prestige er lig stolthed og selvværd; at vise hvad man kan!

Vi gjorde meget som børn: Tegnede, formede, malede, byggede, modulervoksede og optrådte med ting, som vi ville at vores forældre skulle se. Fordi vi havde lavet det! Fordi vi kunne! Og fordi vi syntes, vi var dygtigt!
I de fleste tilfælde modtog vi vores forældres hyldest i form af ”ih” og ”neej” og ”nææ”, hvilket så gjorde at vi fortsatte, indtil vores præstationer (!) med tiden udløste mindre og mindre begejstring for til sidst kun at udløses ved de virkelig store præstationer. Som for eksempel at blive gravid, gifte sig eller fylde år, hvilket, når man tænker efter, egentlig ikke er særligt store præstationer. Store begivenheder, ja. Men en direkte præstation..?

Nu som voksen er det at vise sine resultater og indsatser (som er synonymer til præstation) altså blevet noget negativt. Det vi som børn blev hyldet for, bliver der nu rynket på næsen af. Fordi nu handler det pludselig om at vi gør os bedre end andre. Det gjorde det ikke før, men nu trykker vi nogen anden ned og rækker tunge af taberene, når vi vinder. Og er vi stolte over et resultat, så bør vi i stedet vise hensyn til de, der ikke klarede sig lige så godt.

Det provokerer mig og det ærgrer mig! Hvorfor må man ikke være stolt af det man har opnået? Hvorfor må man ikke med glæde i hele kroppen fortælle om et resultat, man har opnået eller en konkurrence man har vundet? Med mindre man naturligvis er idrætsudøver. Tænk, hvis nogen havde sagt "Ej, hallo! Slap lige af og tænk lidt på de andre" til Bjarne Riis, da han stod med armene overhovedet og havde vundet Tour de France?

Men i jobannoncer søger man nu efter personer, som ikke er stolte over deres bedrifter og som ikke stræber efter at gøre sit bedste og blive bedre.

Fandme nej!

Jeg er stolt over mine bedrifter; jeg bliver glad, når jeg vinder og jeg vil gerne fortælle om mine resultater!
Og det er ikke fordi, jeg vil påpege at nogen er mindre gode. Slet ikke. Jeg vil bare gerne ha, at I skal se hva jeg ka!