Overtrådt!

Her den anden dag er jeg et hurtigt smut ude at deltage i forbrugsfesten - som den shoppingtype,         jeg er.

Jeg køber en masse tøj og er så naturligvis også derfor nødt til at købe sko. Og en en bog. Jeg køber så meget, at ekspedienten udstøder et ”ohr”, når jeg lægger det altsammed’ op på disken, hvilket må siges at være en god indikator for overforbrug. 

Efter denne farlige leg med mit nu en anelse voldtagede dankort, er jeg så udmattet og sulten, at jeg slår et smut ind på den nærmest burgerrestaurant - BurgerKing. Egentligt er min plan at finde en single-plads ved vinduet og læse lidt i min nye bog, men da alle disse allerede er optaget af andre ensomme overforbrugere (mest piger), sætter jeg mig ved det eneste ledige bord; en 4-personers bås. Og det er her, der indenfor 30 sekunder bliver dømt overtrådt. Med stort OVER!

I den tid det tager mig at gøre kål på en mellem pommes frites, mellem cola og to knaslækre kyllingeburgere, får jeg det ondeste øje af omtrent 5 mødre, som tydeligvis ikke kan hverken overskue eller acceptere mit overforbrug.
Nej – ikke af tøj, penge eller mad. Af plads! Siddeplads! 

Her skal det lige tilføjes, at der er en ret høj udskiftning af restaurantgæster, så ingen behøver ligefrem at stå op. Men min bås er tydeligvis et meget eftertragtet sted at sidde, hvis man er nogens mor med favnen fuld af umættede fedtsyrer og overvægtige teenagebørn.

Mit blik søger derfor helle og akut tilflugt fra den vredeste øjenkontakt i min nyindkøbte bog, og jeg overvejer flugtmuligheder og overgivelsesstrategier, men min krop er lammet over den overraskende og voldsomme reaktion, min opførsel har medført.

Helt naivt troede jeg, at det var okay og helt acceptabel burgerresturant-opførsel at sidde ved et bord, der tæller flere stole end højest nødvendigt. Men jeg har taget fejl og har lært min lektie!

Efter endt måltid pakker jeg forsigtigt mine ting og forlader restauranten med blikket fast fokuseret i gulvet.

Jeg vil gerne sige undskyld. Det her skal ikke ske igen.
Fremadrettet  vil jeg derfor meget hellere vente til der bliver plads på singlerækkerne, end at risikere at blive udsat for endnu en kaskade af skuffede, himlende, vrede og truende mødreøjne.

Hvonår mon man udvikler sådan et blik..? Kors, altså.