Der ligger med andre ord en masse pres fra ens omverden på, at man skal være med og deltage i de her forskellige mærkedage, som vi nu plejer at fejre.
(Bøf og Blowjob er en undtagelse. Det er en skøn dag. Men den er vi åbenbart vrede på?)
Har man så af den ene eller anden grund ikke lyst til at fejre den pågældende mærkedag, har alle andre mennesker åbenbart krav på en forklaring; lige fra nær familie til perifer kollega forlanger alle, at man da lige fortæller, hvad der er galt og hvorfor man nu stiller sig sådan på tværs?
Juleaften er som tidligere nævnt et kapitel for sig og et lysende eksempel på problemstillingen. Her er man mildest talt underlig og i værste fald ondskabsfuld og sårende overfor andre mennesker, hvis man bare gerne vil have lov at hoppe over. For "man kan jo ikke sidde alene juuuuleaften". Det kan man så til gengæld alle andre af årets dage, uden at føle skyld og skam, og uden at det er et særligt problem for ens omverden. Men netop denne dag, juleaften, da er man simpelthen obsternasig, hvis man bare gerne vil være hjemme - også den aften.
Valentine's Day, som så hæsligt har sneget sig ind i den danske forbrugskultur (for at tro, at det noget som helst andet end det, er at lyve for sig selv), er en temmelig anstrengende dag at være single på. Her står folk på nakken af hinanden for at poste lummert belyste restaurantbesøg og buketter fra Rema 1000 på alle sociale medier, imens man selv - endnu en gang - laver aftensmad til sig selv.
Mors Dag (og Fars Dag for den sags skyld) er ikke et hak bedre, hvis man er sådan en, der mangler den forældre, man skal fejre. Her skal man nemlig også navigere imellem spørgsmål, situationer og krav, for ikke at såre andre menneskers følelser og ødelægge nogens gode stemning.
For mit eget vedkommende har jeg ikke haft en mor i 20 år i år. For mig er det ikke noget, jeg går og tænker på til hverdag. Det er ikke nogen ny eller underlig situation, og det er okay.
Men er man uden mor på Mors Dag, så opstår de samme tre situationer hver gang - uanset hvor man er og hvor meget man prøver at navigere udenom:
A)
Man bliver spurgt, om man har købt noget til sin mor til Mors Dag. Svarer man "nej" uden en forklaring, risikerer man sandsynligvis at blive opfattet som et dårligt og utaknemmeligt barn, der er ligeglad med sin gamle mor. Og det er jo en træls beskyldning og en ærgerlig situation. Men det er også en ærgerlig situation hvis man er ærlig og siger "Nej, det har jeg ikke. Min mor er død". For så har man pludselig sat spørgeren i en ubekvem situation og i værste fald såret dennes følelser - ikke fordi man ikke har en mor, men fordi den anden jo nu uvidende har spurgt til den døde mor. Og andres døde mødre er sjældent skidesjove at tale om.
Den eneste mulighed man har for ikke at havne i knibe, er altså at lyve den anden lige i hovedet: "Ja, jeg har købt et skønt kurophold. Du ved, sådan en weekend i et spa oppe i Nordsjælland. Det blir hun skide glad for. Og hun trænger!"
B)
Der er altid nogen (enten i forbindelse med punkt A eller helt umotiveret), der spørger ind og synes, at Mors Dag jo er et oplagt tidspunkt for mig til at mindes min døde mor. Der stilles forslag om at tænde et lys, besøge et gravsted eller gå en lang tur og sådan rigtig komme i kontakt, mærke ind og melde ud. Som om man ikke selv kan finde ud af at mindes dem, der skal mindes på de tidspunkter, hvor det giver mening at mindes dem på.
C)
Der indkommer tilbud om selskab. Lidt som med juleaften, så er denne dag for nogen åbenbart ikke en dag, som man skal være alene på. Igen til forskel fra alle andre dage, hvor det er helt okay.
Selvfølgelig er hensigten altid venligt ment, og de gode råd og tilbud et udtryk for omsorg. Det er klart. Det er som sagt bare lidt svært at venligt takke nej til forslag, meninger og tilbud uden at virke afvisende (hvilket man jo sådan set er) eller utaknemmelig (hvilket man bestem ikke er), og på den måde komme til at gøre nogen anden ked af det, som jo mener vel.
Jeg har ikke løsningen. Måske skal det også være sådan, at vi ind imellem lige træder lidt ved siden af eller over tæerne på hinanden. Så rykker vi måske tættere sammen, når vi lige har ømmet os.
Under alle omstændigheder, så er det en ærgerlig situation, når man kommer til at gøre nogen forlegen. Særligt når man måske bare mest har lyst til selv at gå og være lidt ked af det. Helt alene.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar