Fake it 'till you make it

Nu er det ingen hemmelighed, at jeg gennem tiderne har haft lidt forskellige jobs og at flere af disse også har være såkaldte ”voksenjob”.

Jeg beklager den irriterende, pædagogiske brug af citationstegn. Eller situationstegn, som jeg troede de hed indtil for ganske få år siden. Live and learn.

Med voksenjob mener jeg fuldtidsarbejde, der ofte involverer en stor del kontorarbejde foran en computer i et åbent kontorlandskab, hvor man er omgivet af mange andre med tilsvarende voksenjob og computer.

I mit tilfælde har jeg flere gange fået et voksenjob, som jeg på ingen måde (eller i ringere grad) har været kvalificeret til. Dette skyldtes min dansk-i-Stockholm-situation, som har åbnet mange (måske lidt for mange) døre til det pulserende erhvervsliv. Kort fortalt, så er dansktalende personer en meget sjælden varer i Stockholm, fordi mange firmaer har deres nordiske hovedkontorer, og derfor ofte har brug for denne sprogkompetence.

I disse forskellige jobs har jeg ofte (og ikke uventet) oplevet en smule stress og følelsen af at være bagud, af ikke at ha styr på og af ikke at følge med. Og det troede jeg indtil for ganske nylig, var fordi jeg ikke hver gang var så kvalificeret, som jeg måske burde - og mest bare kørte den hjem på charme og modersmålskompetence.

Men jeg opdager mere og mere, at det ikke kun er mig, der føler en slags utilstrækkelighed og svag præstationsangst. Næ næ, der er maaaange flere som heller ikke har en anelse, om hvordan de er havnet i den situation, de er i - sådan rent voksenjobmæssigt.

Vi er altså mange derude, der pisker rundt for at holde os flydende, og som faker i tide og utide for at give indtrykket af kompetance og overblik. Med en nikken, ”m-hm” og måske en let markering af at vi har ret, lader vi de andre voksne forstå, at vi er helt med, er i kontrol, bestemmer og forstår alting. No problem!

Dette medfører så bare desværre også, at de andre voksne opfatter én som så erfaren, slagfærdig og overskudsagtig, så de selv bliver stressede og usikre over hvordan deres egen præstation bliver opfattet overfor sådan en verdensmand med så meget tjek på tingene.

Og i virkeligheden er der ingen, der rigtigt ved, hvad de laver! Det er nok unfair at forvente en håndsoprækning og offentlig bekendtgørelse fra de, der har det på samme måde som mig, men I er der. Jeg ser jer. Og lad os nu for hulen slappe lidt af, og nogen gange bare turde sige "det forstår jeg altså ikke" eller "nu er jeg ikke med".

Okay, jeg siger det først: "Det der grundskyld... det forstår jeg altså ikke"

Lyvesvin!

For lidt siden havde jeg en rigtig god ven.

Vi havde et af de der sjældne venskaber, hvor man er rigtig tæt på hinanden. De venskaber, hvor man sådan virkelig er der for hinanden til hverdag, laver ting sammen og mødes bare fordi man lige har lyst til at hænge og snakke.
Vi snakkede om kærester og kærestesorger, sygdom og misbrug, familie, venner, arbejde og fremtid. Vi snakkede om det hele. Det var trygt.

Og vi var flere, der var venner omkring ham. Han fik samlet en god gruppe folk, som hyggede sig med hinanden. Og med ham. Det var trygt. Og det var kærlighed.

Indtil vi opdagede det. Indtil vi fandt ud af, at alt hvad han nogensinde havde fortalt os var løgn. Alt. Hans fortid med tidligere karriere og sportsskader. Hans jobs og studie, som han var væk til og brugte mange timer på hver dag. Ny viden dukkede op: Et ægteskab. En voldsom gæld. Indlæggelser. Mange vrede mennesker. Og en særdeles plettet straffeattest.

Det viste sig på få minutter at ingen af os i virkeligheden vidste hvem han var, hvor han kom fra og hvad han lavede.

Alt hvad vi vidste om ham var løgn.

Vi havde købt løgnene alle sammen. Selvom vi havde snakket om, at nogle af historierne måske var lidt pyntede, lod vi os systemfodre med halve sandheder og forklaringer, som ikke ringede de klokker, de burde ha ringet. Fordi det var trygt.
Selvom jeg havde hørt rygterne og de onde tunger, hævede ingen særligt meget på øjenbrynene, når voldsomme sygdomme blev introduceret hos både ham selv og hans familie, som ingen i øvrigt rigtig havde mødt. Fordi det var kærlighed.

Tilbage stod jeg. Og var helt alene. Selvom vi var flere, så var jeg helt alene med mit svigt.
For jeg havde jo troet på ham. Jeg valgte at tro på det gode i ham. Valgt at lade tvivlen komme ham til gode og tro på, at vi jo alle sammen laver noget hø i fortiden, men at det netop er det, det er: Fortid. Og at det ikke havde noget med mig at gøre.

Men det havde det! For lige pludselig så var jeg også en del af løgnen. Jeg var medvirkende i et spil om økonomisk svindel, dokumentfalsk og manipulation. Det var jeg, fordi jeg aldrig spurgte hvor pengene kom fra, hvordan en studerende kunne ha råd til en lejlighed ved vandet fyldt med designermøbler eller hvorfor mon ingen nogensinde havde besøgt han på den skole, han påstod at han gik på? Jeg, som det voksne, fornuftige og måske endda decideret intelligente menneske, jeg går og regner mig selv for at være, blev charmet og forført til at tro, at jeg havde en god, nær og kærlig ven.

Den er svær at sluge. At jeg pludselig er hende konen inde i fjernsynet, der grædende fortæller at hun ikke anede at hendes mand svindlede for millioner igennem hele deres ægteskab. Hende, som fik mig til at råbe IDIOT af fjernsynet. Nu er det så mig, der er idioten, fordi jeg stolede på et menneske, jeg troede jeg kendte.

For lidt siden havde jeg en rigtig god ven. Han viste sig at være et rigtigt lyvesvin.

Opskrift på hjemmekoncert

Mud slide frarådes af hensyn til efterfølgende, ekstensiv oprydning

Er du typen, der gerne vil gå på flere koncerter end økonomi, vennekreds og udøvende kunstnere kan rumme, så er her den (tæt på) perfekte opskrift på en fantastisk aften i selskab med nogle af verdens bedste bands. Og dig selv.

OBS: Læs hele opskriften igennem inden du går i gang, da der kan være elementer, der skal forberedes inden.

Forbedredelse:
Anskaf liveoptagelse af koncert. Ska det være ekstra virkeligt, kan du med fordel bruge en optagelse, som en fra publikum har skudt med sin mobil.

Køb koncertøl. Ikke smarte hipster-minibryggede specialmalt og ekstrahvedeøl. Nix. Hold dig til en helt almindelig pilsnere i halvlitersdåser. Ska det være ekstra koncert’et, så brug f.eks. Royal.

Tis ved siden af toilettet. Ah, hva pokker: Overpis hele området i flere dage for virkelig at opdyrke den helt skarpe pisoire-duft. (Er du en pige, så sørg efterfølgende for at låse toilettet af, så du er sikker på at stå længe i kø, når koncerten starter.)

Umiddelbart inden koncertstart:
Hæld øllerne op i plastkrus. Hav ekstra plastkrus klar, da flere enten skal tabes, trampes på eller knækkes i hånden. Gør det lidt inden koncerten, så øllet er lunkent og fladt, når du starter.

Løb en hurtig tur rundt om blokken, op/ned ad trappen eller lav 50 hurtige burpees. På den måde er du svedig, forpustet og tørstig allerede fra start.

Læg eventuelt ud med en anden liveoptagelse med et mindre godt band som opvarmning. Her har du mulighed for at snakke højlydt med dine imaginære venner, hente øl og markere territorium overfor dem, der står lidt for tæt og som kan udgøre en ”hop-ind-i-dig”-fare senere.


Under koncerten:
Så ruller vi! Råb, hop og dans og skrål med. Benyt seje råbeord som ”yeah”, ”wooo” og ”metaaaaal”. Også selvom koncerten, du fik fat i er en intimoptagelse af Joni Mitchell fra ’82.

Hop ind i alle de usynlige personer, der står rundt om dig. Husk at spilde øl og tørre lidt sved af på dem. Smid også lidt øl på dig selv.

Spil luftguitar. Meget. Især, men ikke begrænset til, under guitarsolo.

Overpis toilettet og efterlad dine øl derude, hver gang du er der. Hent derefter mere øl
(Piger: Stå længe udenfor døren og brokke dig, imens du snakker med dine imaginære toilet-veninder om de andre imaginære veninder, som holder din plads tæt på scenen. Opgiv, lås op og tis så på "herretoilettet" ifølge ovenstående.)

Bliv ekstra rørstrømsk, når der spilles langsomme sange. Tag fat i alle imaginære sidemænd og knug dem alt for intimt ind til dig, mens I svajer frem og tilbage. Tilføj ”jeg elsker dig fandme. Jeg GØR”, ”fuck, de er goe” elller ”..you keep me drowning in your låååååååååve..” efter humør.

Efter koncerten: 
Konstater at for mange folk er på vej ud og råb at ”du kraftedeme ikke gider stå i kø for at komme ud”. Tilføj eventuelt ”pis mig i øret” eller ”røvhuller”.

Hent øl-slatterne på toilette og hæld dem over i et krus, så du har noget at drikke på vejen.

Løb nu mod udgangen og stød ind i mange. Spild mere øl-tis på dit tøj. Fortsæt ud af døren uden din jakke.

-

Tillykke! Du har nu gennemført hjemmekoncerten og er klar til en rigtig sjov bytur. Her kan du, lidt for tidligt på aftenen og hel alene, hæs, svedende og lugtende, råbe andre ind i hovedet og blive ekstra fornærmet, når de kigger underligt på dig. Go fornøjelse!

Skolens forårskoncert

Her er mit lille bidrag til forældre og særligt til musiklærer rundt omkring.

Mit officielle forslag til sang at opføre til den snartkommende forårskoncert for store og lille sammenspil, bigband eller hvad det nu kaldes på netop jeres skole. 

Dette er Örebro Kommunale Musikskole, som spiller.. Tænk at sidde som forældre til den forårskoncert!

Politikontrol - har vi ikke..

Måske var det ham her, jeg talte med. 

Med al respekt for politiets arbejde og prioritering, særligt i disse dage, må jeg dele min oplevelse.

Jeg ringer ind til Kbhs politi her til formiddag for at gøre opmærksom på en stor, spritny BMW uden nummerplader, som holder udenfor min dør.
Jeg tænker, at man særligt lige nu er obs på biler uden nummerplader. Bliver stillet om 3 gange og til sidst bliver min henvendelse registreret.

Fire timer senere bliver jeg ringet op og spurgt om bilen stadig holder der. Jeg er på arbejde, så det kan jeg ikke svare på.

"Vores motorcykelbetjent havde en mere presserende opgave", lyder forklaringen.
Det er jo ok. Man kan ikke være alle steder på en gang. Men er der kun en betjent i hele Kbh? Til det skal siges at jeg bor 100 meter fra politistationen på v-bro. Det ville tage nogen 3 minutter at gå op til bilen og tilbage.

"Kan du ikke ringe ind igen, hvis den stadig holder der?", spørger manden.

Det kan jeg ikke. Min telefon er i stykker og jeg kan kun ringe fra arbejde. Vil gerne. Kan ikke. Desuden er det som sagt ikke fordi jeg personligt er presset over bilen, men den holder ulovligt og uden plader - dobbelt op på ulovlighed og mystik anonym bil i city.

Jeg forklarer manden situationen og tilføjer at de jo selv bor lige om hjørnet, hvis det er.

"Nå.. Så må du have en god weekend", siger manden og så er det det med det.

...Lige nu er jeg typen, der har en ret tom fornemmelse i maven. Jeg tror stadig på at det kan betale sig at ringe ind, hvis der er noget, men jeg er faktisk lidt skuffet.

SE MIG! Jeg skal hjem og skide!

Forleden dag var jeg nede at handle lidt. Ikke noget særligt, sådan basisvarer: Mælk, brød, smør og toiletpapir.

Det sidste fandtes kun i en 10-pak, som ikke kunne være i en plasticpose sammen med de andre varer. Derfor tager jeg rullerne under armen og går hjemad.

Så er det at jeg begynder at lægge mærke til hvordan folk kigger en smule underligt på mig. Sådan med en smule ubehag i blikket, som om jeg står og skriger "Uh, hvor skal jeg bare hjem og skide" lige ind i ansigtet på dem.

Det lader til, at der er et tabu omkring toiletpapir. Også selvom det er noget, vi jo simpelthen alle sammen køber.

Men at se nogen køber toiletpapir, får os åbenbart til at tænke mere på, hvad det skal bruges til, end når vi køber chips eller gulerødder. Vi tænker på bæ - og det vil vi ikke tænke på!

Her er jeg typen, der ikke synes at dette er et tabu, der bør bekæmpes med oplysning, samtaler og 80'er OBS-indslag.

Jeg synes i stedet, at dagligvarebutikkerne burde skaffe nogle meget store, brune papirsposer, så  toiletrullerne kan fragtes anonymt og uden at støde nogen. Helt efter den amerikanske spiritusmodel. Her er der jo heller ingen, der regner ud, at den lasede mand drikker billig alkohol af flasken, han gemmer i en brun papirspose. Det er jo ikke til at vide.

I denne nye, vidunderlige verden, vil gadebilledet altså være fyldt med mennesker, der kan gå helt uden skyld og skam med store, brune poser fyldt med anonym Lambi i favnen.

Neglelak i drengefarver

Johnny Depp er en dreng med neglelak

Som typen, der ikke er nogens far, ved jeg at jeg skal træde varsomt, når jeg blander mig i emner som børneopdragelse og forældremoral. Så det gør jeg! Blander mig. Og træder varsomt.

For hvis nogen kan føle sig ramt, er det mødre og fædre. Det er min erfaring. Og det giver da også god mening, at man helst gerne selv vil tro, at ens beslutninger omkring ens egne børn, er de rigtige og de bedste.

Nogen gange kan jeg bare ikke lade være med at blande mig…

Forleden overhørte jeg en samtale mellem to mødre. Den ene fortalte at hendes søn gerne ville prøve at have neglelak på og havde det på i børnehaven. Den andens mors umiddelbare reaktion var et ”Ej!” og et fnis, som helt tydeligt viste, at det syntes hun ikke om.

Den første mor følte sig åbenbart på usikker grund her, og valgte en smule undskyldende at hurtigt tilføje: ”Altså jeg fandt en helt mørk rød – næsten sort”.

Og der sidder jeg med store, store lytteører og ærgrer mig over, at disse urbane og relativt unge mødre ikke er kommet længere i deres egen udvikling og at synet på hvad der er ”drenget” og ”piget” måske alligevel ikke er helt så elastisk, som man kunne håbe på: At vi stadig snakker om drengefarver og pigefarver. Sådan helt alvorligt med voksenstemmer.

Jeg vil skynde mig at sige, at jeg på ingen måde går ind for et kønsneutralt samfund, hvor alle tiltales med ”hen”. Jeg synes, at forskelligheden er det, vi bliver klogere af. At støde på andre mennesker med andre meninger og holdninger og en anden farve neglelak gør, at vi vokser som mennesker.

At man pådutter sine egne værdier og moral på sine unger, er der ikke noget underligt eller forkert i. Det gør alle. Det er vel en del af konceptet med værdier og moral. Men hvorfor ikke også lige gøre sig en tanke om, hvor man selv er i forhold til sine egne forældre? Er vi altid enige med dem og deres holdninger? Eller synes vi nogle gange, at de måske er lidt ”gammeldags” eller stive i betrækket, og vi selv står og jonglere friskt med de vise sten?

Kunne man så forestille sig, at man begrænser sine børn ved at sige ”du kan da ikke have neglelak på. Du er en dreng, ven” eller ”Alle piger vil da gerne lege med Barbie, skat”?

Kunne man forestille sig, at man måske skulle lade poderne selv vælge, gøre sig sine egne erfaringer og lade dem blive de mennesker, de er uden at føle sig forkerte eller skamme sig, hvis en pige hellere vil klatre i træer og en dreng gerne vil være ”mor” når vi leger far, mor og børn? Og hvis de vælger selv at synes at lyserød er pigefarver, så er det deres egen beslutning.

Og kunne man forestille sig, at man som den person, der har valgt at sætte børn i verden, også havde overskud, mod og ikke mindst lyst til at bakke barnet op og løse en eventuel konflikt med andre forældre, børnehaven, skolen, mormor eller legekammeraterne.

De er derude, de seje fædre, der selv lige hopper i en kjole og med humor og alvor tager snakken med de unger i børneren, der syntes at hans søn var underlig, fordi han gerne ville have kjole på.

De er derude, de seje mødre, der giver deres sønner neglelak på (i valgfri farve) og med et smil lige siger til hende den anden forældre med den firkantede holdning, at det må han gerne have og at hun er på mobilen, hvis der er spørgsmål.

For det er jo sjældent at det er ungerne selv, der skaber problemerne. Tror jeg. For hva ved jeg? Jeg er jo ikke nogens far.