tirsdag den 3. februar 2015

SE MIG! Jeg skal hjem og skide!

Forleden dag var jeg nede at handle lidt. Ikke noget særligt, sådan basisvarer: Mælk, brød, smør og toiletpapir.

Det sidste fandtes kun i en 10-pak, som ikke kunne være i en plasticpose sammen med de andre varer. Derfor tager jeg rullerne under armen og går hjemad.

Så er det at jeg begynder at lægge mærke til hvordan folk kigger en smule underligt på mig. Sådan med en smule ubehag i blikket, som om jeg står og skriger "Uh, hvor skal jeg bare hjem og skide" lige ind i ansigtet på dem.

Det lader til, at der er et tabu omkring toiletpapir. Også selvom det er noget, vi jo simpelthen alle sammen køber.

Men at se nogen køber toiletpapir, får os åbenbart til at tænke mere på, hvad det skal bruges til, end når vi køber chips eller gulerødder. Vi tænker på bæ - og det vil vi ikke tænke på!

Her er jeg typen, der ikke synes at dette er et tabu, der bør bekæmpes med oplysning, samtaler og 80'er OBS-indslag.

Jeg synes i stedet, at dagligvarebutikkerne burde skaffe nogle meget store, brune papirsposer, så  toiletrullerne kan fragtes anonymt og uden at støde nogen. Helt efter den amerikanske spiritusmodel. Her er der jo heller ingen, der regner ud, at den lasede mand drikker billig alkohol af flasken, han gemmer i en brun papirspose. Det er jo ikke til at vide.

I denne nye, vidunderlige verden, vil gadebilledet altså være fyldt med mennesker, der kan gå helt uden skyld og skam med store, brune poser fyldt med anonym Lambi i favnen.



Ingen kommentarer:

Send en kommentar