En bred erfaring

Ikke mig

Jeg har tidligere bevæget mig graciøst rundt i emnet job hopping og beskrevet min evne til at kaste mig hovedkulds fra den ene ende af erhvervslivet til den anden.

I dag havde jeg tænkt, at jeg lige ville genopfriske nogle af de mere usædvanlige jobs (eller arbejdsrelaterede opgaver, om man vil) som jeg har bestredet.

Der er ingen morale eller pointe i dagens indspark. Dette er ren selvudlevering og forhåbentlig underholdning.

Pizzabager
Vi starter blidt. Selve jobbet er langt fra usædvanligt. Dog mere for personer af kaukasisk afstamning end andre. Dog var det især usædvanligt for mig, da jeg hverken taler italiensk (eller andet middelhavs/mellemøstlig/østeuropæisk sprog) eller er decideret god til at bage pizzaer. Trods det, tilbragte jeg det meste af en sommer med at klatte rundt med tomatsovs og mozzarellastrimler. Og med helt okay resultat. Der blev aldrig klaget over maden på mine vagter. No, sir!

Telefonsvarer
Det er ikke bare en kæk måde at beskrive et job som telefondame/kundeservicemedarbejder, men jeg har rent faktisk ageret ”live telefonsvarer” for forhenværende statsminister Poul NR og kone Lone. I stedet for, som alle andre dengang, at købe en maskine i Føtex til 200 kr., valgte man at købe en tjeneste, hvor et rigtigt menneske svarede telefonen og enten kunne tage imod en besked eller henvise til et mobilnummer. Ikke stille videre, blot henvise. Altså fuldstændig samme service som maskinen til 200 kr. Jeg kan afsløre her, at tjenesten kostede betydeligt mere, så det var rart at vide, at de der styrer landet også har en god, sund privatøkonomi.

Cykelbud (cyklebud bør det vel hedde?).
Heller ikke noget usædvanligt job, men luk lige øjnene og forestil dig en 14-årig Ehlers en mørk eftermiddag i december iført nissehue-overtrukken cykelhjelm og en Fjällräven proppet til randen med apotekervarer til ældre og gangbesværede i lokalområdet. På rød damecykel. Blev rig af drikkepenge, siger jeg! RIG!

Danselærer
It’s true! Folk har betalt penge for at lære dansens kunst af mig. Nød lærer som bekendt nøgen kvinde at spinde, og åbenbart også ungdomsskoler at ansætte revl og krat. I et svagt øjeblik sagde jeg ja til at undervise et hold i ”funky dance”. Den får du lige igen: Funky dance… Visualisér.. Det skal siges, at eleverne var glade og kom og dansede hele sæson'en, så noget fik de vel ud af det.

Tamburmajor
Er legende i branchen. Mildest talt. Har gået forrest og vist vej til ære for borgere, borgmestre, dronninger, prinser og julemarkedsgæster over hele Danmark og Sydslesvig. Har desuden undervist drenge og piger (flest piger) i kunsten at gå med pind gennem størstedelen af 90'erne. Og her taler vi både diverse spejderorganisationer (inklusive KFUK. Ja. -K.), skotske pibe bands (har altid været go i plisseret nederdel) og hjemmeværnet. Fik aldrig decideret penge for det, men hvis arbejdet bærer lønnen i sig selv, så var det godt betalt.

Krop som et menneske

Her sidder jeg så en søndag aften og føler mig en smule sådan.. uvedligeholdt. Og så begynder jeg at tænke lidt over det med renlighed.

Lige så let som det er at stave til ordet ordet ”ulækker”, lige så let er det at blive det. Og her mener jeg ikke sådan ”Puha, jeg løber lige et par kilometer og nu er jeg bare helt svedig”, men sådan rigtig fælt.

Og er man allerede rigtig møgbeskidt, så nytter det ikke noget med en hurtig tur under bruseren for igen at blive ren. Nejnej. Så skal der barberes og klippes og plukkes og renses og peeles og mundvandes og smøres forskellige hudpartier ind i forskellige dertil fremstillede cremer og lotioner, og tøjet skal være nyvasket og nytørret og SÅ føler man sig ren igen.

Det er kun en lille smule tid, der står imellem din fuldbyrdede, sommerregnsduftende lækkerhed og det ulækre, surtlugtende, som er dig.. eller.. menneske. Eller.. krop.

Måske kan man undskylde sine ”brusebadsfrie dage” med at man vil fortrænge det faktum at man blot er krop. Eller gøre som en del gør, nemlig at forsvare sin uvilje til at blive gennemblødt hver morgen med at ”vi lever i et samfund, hvor vi faktisk har badet os til en udbredt overfølsomhed overfor snavs og skidt”. Det hører man jo ind imellem nogen sige; at vi er for renlige.
 Men siden håndsprit nærmest er blevet kåret som Året Julegave to år i træk, er den teori ligesom røget lidt på loftet.

Desuden møder man jo i det offentlige rum indimellem nogen, hvor man tænker ”Ja, men bare fordi man ikke nødvendigvis behøver at gå i bad hver dag, betyder det jo ikke at man slet ikke behøver bade”. – Et hvis niveau af renlighed kunne man ønske kunne smitte af på den gængse befolkning, men ofte er det urenligheden, som smitter af på én.. Mere eller mindre frivilligt.

Kropslugten.. eller hvordan vi opfatter og tolker kropslugten ændrer sig også i forhold til social status. Her taler jeg ikke om klasser, men om hvor mere eller mindre ensom man er.

Man kan vælge at definere ensomhed som for eksempel når man laver pindemadder til sig selv – for at det skal være sådan lidt festligt. Eller som når ens krops- eller svedlugt føles lidt tryg. Som om niveauet af menneskelugt i rummet, ligegyldig om den kommer fra en eller flere personer, skaber en tryghed, som lægger sig som en varm og lidt småpruttet dyne omkring en.

Nu sidder jeg ikke her og siger at jeg qua min svedlugt er afslappet i mit eget selskab. Det er bare en tanke. Sådan når man nu sidder her og skriver alligevel.
Måske skulle jeg gå i bad i stedet?

Facebook, mit helt nye liv

Har man noget på hjertet (og en smule på hjernen), skal man ud med det.

Derfor er det heldigt, at dette hyggehobbybloggermedie eksisterer. Her kan både man og jeg fortælle, brokke, grine, vise og påpege i vilden sky, uden at pådutte eller spamme nogen med mine meninger og ordkløveri. Med mindre man abonnerer, i hvilket fald man selv er ude om det!

På Facebook derimod er der lidt andre spilleregler: Her går budskaber og synspunkter ud til et relativt stort og ikke altid lige homogent publikum, som ikke nødvendigvis er enig eller interesseret i at skulle låne øren til, hvad du nu går og synes.  Ikke uden at tage stilling, i hvert fald.

Og det tror jeg ind imellem vi glemmer.

Eksempler på udsagn, der kan afføde uventede reaktioner, er der mange af. Lige fra ”Jeg støtter lærerne” til ”Kom så FCK!”.

Således kommer der, i bedste karmastil, ind imellem reaktioner tilbage, som ikke var den opbakning og ja-sigen, der var det tiltænkte resultat. Ofte reagerer vi kraftigt på modreaktionen og får sagt ting som ”Nå, der blev du sur”, ”Den gik lige ind, hva?” eller ”Nu var det jo ikke meningen, at dette skulle være en diskussion”

Sidstnævnte eksempel viser tydeligt afsenders hensigt med udsagnet; nemlig at sige noget uden at skulle forsvare eller stå til ansvar.

I disse dage, hvor vi kaster om os med angrebsord som ”dialog”, ”kommunikation” og ”samtale”, bude vi måske samtidig lige trække vejret helt ned i maven, kigge indad og se, om vi selv er så åbne for feedback og samtale, som vi kræver, at alle andre er.

For det kedelige og dybt uretfærdige faktum er, at alting starter med dig selv.  Ikke dermed sagt at man ikke skal sige sin mening og melde ud via sociale medier, men ind imellem vil det måske være et frisk pust lige at tænke: Hvis jeg sad overfor dem og den og ham, ville jeg så sige det her..?

I en verden af åbne sluser og freedom of speech er en smule selvjustits ikke helt ved siden af.

Hvis nogen spørger mig!

Go'e nødder, lidt for fed.

Jeg tænker lidt på det der med kropsidealer.

Jeg tænker på tykke mennesker. Og tynde mennesker. Og midtimellem mennesker.

I en verden af GI, LCHF, crossfit og zumba, hvor vi maratonløber, boxerciser og divadanser rundt for at smide eller bygge, så er det lidt som om vi nogen gange glemmer det der med, hvor lækkert det er at, vi netop ikke ligner hinanden. Fysisk.

Pointen er, at så mange af os træner og spiser for at ligne hinanden, med henholdsvis store overarme og brede skuldrer, eller slanke lår og faste bryster. Flad mave og stramme baller er vi ofte enige om kønnene imellem.

Og det er da flot. Det ER det! Det er jo en grund til, at vi er så mange, der stræber efter de samme kropsidealer – for det ser da pissegodt ud på Cameron Diaz og Ryan Reynolds med de der maver og baller osv. Men det er også lækkert, når piger med små bryster er udringede til navlen, når damer med store numser vrikker frækt på latinamåden eller når spinkle fyre har ekstra stramme bukser på.

Imens jeg skriver, opdager jeg, at det her vist i virkeligheden har meget med MÅDEN at gøre. Måden at bære sin krop på og måden føre sig frem. Jeg tror nemlig, at det mange gange ikke handler så meget om +/- 10 kilo, men mere om hvordan vi præsenterer vores krop.

Altså, for min skyld må man se ud lige som man har lyst til – så længe man er glad for det. Men er man det ikke, skal man simpelthen bare holde op med at pive over det og finde en løsning, så man bliver det.

For det er da bedst, hvis man er glad for den man er. Det er det da!

Det grimmeste navn

Johnny Reimar hedder Johnny

I en meget lang periode har jeg tænkt, om ikke et af de grimmeste navne i det dansk sprog, som nogen faktisk hed, var Gerd.

Jeps. Gerd. Femininum. Med ’d’.

Og jo, det er stadig et brutalt ondskabsfuldt navn at give sit barn, men så længe nogen faktisk hedder det, så kan denne nogen jo blive ked af det, når man siger, at det er det grimmeste navn man nogensinde har hørt.

Og desuden. Det her med at alle er nogens barn? Det er bare nogen gange meget svært at forstå. Naturligvis er alt dette i langt de fleste tilfælde forældrenes skyld.

Udover et tydeligt minde af tvillingerne Lea-Linda og Lone-Laila (true story), så hørte jeg over en øl forleden, om en familie; en mor og en far med fem børn, som de havde valgt at navngive på følgende måde:

Johnny
Conny
Ronny
Bunny
Og så den mindste: Charles... Uden ”tj-lyd”, men udtalt Sjarles.

Her tænker jeg, at uanset hvor meget de kriminelt klingende unger strittede imod på vej ud af deres mødrende ophav og uanset hvor meget, der blev kastet op i løbet af de første graviditetsmåneder, så er der ingen undskyldning for at afstraffe sine børn på den måde!

Med mindre det netop var en hævn. Og så var der vel ingen grund til at få fem af slagsen?

Men faktum er, at alles navn er givet til dem af nogen, der har set ned på det fineste de nogensinde har set og sagt: ”Du skal hedde Sisse-Lone". Og virkelig har syntes at det var det fineste navn til det fineste fine.

Og så skal jeg virkelig ikke dømme dem. Det skal ungen nok selv gøre senere i livet.

Jeg rør ik' ve'n!

Har lige stået ansigt til ansigt med min egen tvangsneurose, og jeg er nødt til at tale om det.
Jeg blev konfronteret med en stor stabel med små, spændende kasser og et skilt med ordene ”Rør ikke”.

Og hvad gør jeg? Sætter min fede pegefinger på en af kasserne og spørger pigen, der netop har sat skiltet op: ”Hvorfor må vi ikke røre ved de her?” – Af ren refleks og uden at tænke.

Hun kiggede på mig, rystede på hovedet og sukkede ”Fordi det står der”.

At den kommentar på ingen måde er et svar på mit spørgsmål, og at småprovokative ytringer som ”Fordi, jeg siger det”, Sådan er det bare” og ”Derfor” generelt udløser endnu flere spørgsmål, er en anden sag.

Det går op for mig, at min refleks-reaktion på skiltet var fuldt modstridende med det meget tydelige budskab: "Rør ikke". Og det er da egentligt underligt.

Hvorfor er det så naturligt at gøre det, man ikke må? For du kan lige så godt indrømme, at jeg ikke er alene her. Ikke? Det er nærmest en teoretisk umulighed at jeg er alene med min neurose. Og hvis jeg ikke er det, er det så overhovedet en neurose?

Nu havde det så været svært handy med den der cand.psyk, for så kunne jeg måske selv svare på, om dette i virkeligheden er en del af menneskets natur (hvad det så end er?), en adfærd vi har adopteret eller adapteret, eller om det bare er mig og nogle få andre?

Hvordan kan det være at vi så gerne vil trykke på den røde knap under skiltet ”Do not press the red button”? Hvad er det, der gør at vi liiiige skal røre ved den indhegnede skulptur og hvordan kan det være, at man ofte tager sine poser og rygsække ind i prøverummet, selvom det er tydeligt mærket med skiltet ”Tasker må ej medtages i prøverummet”?

Tænk lidt over det.. og ha en god weekend!

Kom-mu-ni-ka-tion

Klappede du det?
Ellers gør vi det lige sammen:

Kom-mu-ni-ka-tion!

Det er det der med at få ting sagt på en ordentlig og forståelig måde, for at undgå misforståelser og dermed et utal følelsesudbrud af (i reglen) negativ karakter.

Dette er særligt gældende i parforhold og på arbejdspladser, og i dag er de sidstnævnte, business-casual arbejdssko, der trykker.

Jeg kan desværre vælge imellem et utal af eksempler, hvor der bliver givet beskeder på en helt forkert måde. Eller slet ikke givet besked. Og når jeg siger forkert, mener jeg i forhold til alle (ALLE) moderne ledelsesteorier. Eller managementditto, om man vil.

I dagens eksempel (eller case study) handler det om en nedskæring i den hviletidsaftale, som arbejdspladsen tidligere har brystet sig med at have. Det ”kommunikeres” mellem linjerne i en forward’et e-mail fra en, af chefen udpeget, skemaansvarlig med ”FYI” som eneste tekst fra afsender; den nærmeste mellemleder.

Okay...

For det første er der intet direkte fra chefen, som dermed mere eller mindre bevidst (hvad er værst?) afskriver sig det ansvar, som denne de facto har i kraft af sin stilling. For det andet er beskeden sendt uden nogen som helst stillingstagen fra den nærmeste mellemleder, hvis personale dette i høj grad påvirker (denne mellemleder selv er ikke påvirket af forandringen).

Resultatet bliver, at medarbejderne sidder "alene" ved deres computere og læser en e-mail uden at være mentalt forberedte.
Det sætter en masse umiddelbare reaktioner igang: Undren, frustration og også vrede over det, der føles som et overgreb, fordi noget lige pludselig er taget fra dem uden nogen god forklaring.

Det afføder også hvisken og tisken og højlydte reaktioner ved kaffeautomaten, og en generel flytten af fokus fra de egentlige arbejdsopgaver. Der skabes altså et meget lidt ønskværdigt arbejdsmiljø - og en meget lidt effektiv arbejdsplads.

Skemalæggeren (som ikke er hverken chefen eller mellemlederen) skal dog have ros for at forsøge at vende ændringen til noget positivt; nemlig at medarbejderne nemmere kan bytte vagter internt, nu hvor den slemme hviletids-stopklods er fjernet.

Okay...

I praksis handler det om, at det tidligere har ligget på mellemlederen at justerer skema, når der skulle byttes vagter internt. Denne voldsomme arbejdsbelastning er mellemlederen nu befriet for. Dejligt for mellemlederen.

Jeg kan jo i mit stille sind blot håbe, at mellemlederen, med al sin nye tid, lægger (mere) energi i at være leder. Sådan på den rigtige måde: Lyttende, motiverende, støttende og forståelig. Ja, måske simpelthen kommunikerende.

Jeg forestiller mig, at det kan være vigtigt, nu hvor medarbejderne i mindre grad får sovet ud mellem vagterne.