Fisk i verdensklasse!

I går til frokost var der ikke så meget festligt at vælge imellem. Det plejer ellers at være et mad-bonanza med sovs og kartofler og pasta og stegt kød.

Desuden bliver jeg meget venligt betjent af de mange søde, deltidsansatte i diverse skånejobs og arbejdstræninger. Her vil jeg fremhæve en lillebitte dame af asiatisk herkomst, som går under navnet ”Helen”, ifølge navneskiltet. Efter mange tallerkner mad og småsnak med ”Helen”, er jeg helt overbevist om at det ikke er hendes rigtige navn, og jeg mistænker at min kantine også huser folk i vidnebeskyttelsesprogrammer. Gad vide hvad ”Helen” har set som er så farligt, at hun er tvunget til at servere kogte kartofler under alias resten af hendes liv? Sidespor.

Der var altså i dag ikke så meget spændende kød på menuen. Derfor følger jeg min kantineven ”Helens” råd og tager en tallerken med den for mig hidtil ukendte fisk ”Kulmule-i-bacon”. HVILKEN FISK! Jeg elsker evolutionen og dens små mirakler, som i dette tilfælde har barslet denne lille baconflyder. Jeg forestiller mig, at kulmulens skjold af bacon er udviklet gennem tusindvis af år for at skræmme hajer og andre farlige havdyr, som jo som bekendt ikke tåler svinekød. Og så herligt det er at fange og efterfølgende stege og indtage dette dyr, som må siges at været et af naturens helt store kulinariske fænomener.

I dag er der en anden fisk på menuen. Laks. Møgfisk. Ikke det mindste et spor af bacon nogen steder på fiskens ovnbagte krop.

På billedet øverst ses ”Kulmule-i-bacon” anrettet på tallerken med hvad der må siges at være imponerende kartofler.

Nedenfor er det lykkes mig finde et billede af en tidligt evolutionerende del af arten, hvor baconskjoldet ikke umiddelbart er synligt. Det er det derimod på manden, der holder fisken.

I mitt hjärta.

Jeg har netop købt en togbillet fra Stockholm til København. Enkeltrejse. Det var svært.

I disse dage siger jeg farvel til byen, som har været mit hjem gennem syv år. Det er længe for sådan én som mig.
Der er blevet budt på mange magiske oplevelser, lige fra at få lov at synge i landets næststørste tv-program til at bade i total stilhed under stjernerne.

Jeg har været så heldig at møde fantastiske, kærlige mennesker. Nogle har været flygtige bekendtskaber og andre livslange venskaber, men ingen er glemt.

Det er heroppe, jeg har gennemlevet nogle af de værste kriser – både 30årskrise  og det der var meget værre.

Det er også her, jeg har boet i længst tid i egen lejlighed og det er her, jeg har haft nogle af mine til dato vigtigste parforhold.

Når jeg tænker på det, som skal blive mit ”nye” liv de næste tre år og som starter om 28 dage, er det lige nu mest med nervøsitet og forvirring. Og tvivl.

For hvad nu hvis jeg ikke kan finde ud af det? Eller bliver ked af det? Eller bliver så glad for det, at jeg glemmer, hvor meget jeg allerede savner Stockholm lige nu?

Jeg ved i mit hoved, at det nok skal gå; at der nok er nogen til at ae mig på kinden og at dette her er helt og aldeles nødvendigt. Lige nu er det bare virkelig trist.

Når alt kommer til alt så er det er nok bare sådan her, det er. Og skal være: Det er svært at tage afsked og det er først i 11. time, at vi endelig sætter pris på det, vi har. Eller havde.

Så nu vil jeg gemme Stockholm i mit hjertet, indtil den dag jeg kommer hjem igen.

Fordriv af tid

Pludselig kan man af den ene eller den anden årsag stå i en situation, hvor man har en helt masse tid tilovers. Og hvad gør man så?

Den umiddelbare løsning er at arbejde mere. På den måde får man nået alt det man skal nå og samtidig sparer man en masse overtid og afspadsering sammen. Det, som mange dog hurtigt opdager med denne løsningsmodel er, at jo mere man arbejder, desto mere har man at lave. Ja, en klassiker, men ikke desto mindre sand.

Mulighed nummer to er også en klassiker, nemlig at skaffe sig en hobby. Her tænker jeg straks på træsløjd, noget med garn eller aktiviteter, der involverer en rideskole.
Jeg har i et stykke tid valgt at risikere liv og lemmer og mit gode helbred, og kastet mig hovedkulds ud i en kajak. På klubmåden. Er indtil videre (7-9-13) ikke ufrivilligt havnet i vandet, og det er faktisk en meget afstressende aktivitet. Det er bare begrænset hvor mange timer man kan udfylde i en kajak.

Mulighed nummer tre: Man bruger penge. En fuldstændig formidabel måde at få tiden til at gå er shopping. Her taler jeg ikke kun om indkøb af tøj og anden detail i beklædningsfamilien, men i særdeleshed om møbler, biler og ejendomme. – altså boliger. Har faktisk aldrig tænkt på at det hedder sådan; ejendom. ”Jeg har lige købt en ejendom” siger jo i ordenes direkte betydning overhovedet ingenting om, hvad man har købt, udover at det er noget man ejer – hvilket jo er givet allerede fra starten. Sidebar. Det tager enorme mængder af tid at undersøge, research'e, kigge, finde, mærke, prøve og overveje inden man kommer frem til selvet købet af for eksempel en sofa. For slet ikke at tale om tidshorisonten for boligkøb.
 Mulighed nummer tre er derfor en klar vinder, hvis vi udelukkende leder efter tidsfordriv i mængde.

Er vi derimod på jagt efter lidt mere mening OG tidsfordriv, er hobby’en nok det bedre valg. Men her bliver det farligt: Skulle man nu havne i en situation hvor man overvejer og spekulerer over køb af større møblement IMENS man padler rundt i en kajak, og på den måde kombinerer man to ting – multitasker om man vil - udnytter man umiddelbart tiden bedst muligt. Men når hele humlen er at bruge tid, så skyder man her sig selv i foden (jeg taler i metaforer), og havner i det, jeg kalder ”tidssplid” – en tilstand hvor man i forsøget på at bruge tid alligevel effektiviserer og dermed medvirker processen.

En mulig konklusion kan altså være at gøre én ting ad gangen. Holde sig fra multitasking. Med andre ord; ikke være kvinde.

Ergo: Har man for meget fritid ,er det bedst at være en mand! Hov?

Welcome to Copenha.. Malmooee!

Til de få, der endnu ikke har opdaget det, så er der grand prix i luften! Nærmere betegnet i luften over Malmö, hvor alle hoteller er fuldt bookede med nervøse sangerinder (m/k) fra nær og fjern, og deres hære af stylister, artister, dansere, svansere og pr-maskiner (m/k).

De, der bookede i tide og dermed fik plads, vil det sige. For som i Betlehem, så i Malmö: Alt er optaget og ingensteds kan husly findes.

I praksis betyder det, at delegationerne må løse deres akutte og temporære boligsituations andetsteds – altså i København. Og ikke kun dem. De mange, mange (MANGE) grandprix fans må også se sig nødsaget til at pendle over Storebælt til og fra det store show.

Da det blev officielt at ESC 2013 skulle stå i Malmö ”Arena”, skal en af Københavns mange borgmestre efter sigende have twittret en stor tak til SVT. Det gjorde han eller hun ret i, for helt uden at røre en finger (eller kulturkassen), har København i disse dage flere tusinde turister mere end sædvanligt, og Wonderful Copenhagen gnider sig i hænderne og smiler skævt.

Det er dejligt for København og for Danmark! Men det er hulme dumt af Sverige. Det skulle være interessant at få indblik i, hvilket vanvittigt politisk cirkus som har fået et af verdens største TV-arrangementer til at placeres et sted, som ikke har kapacitet til at rumme det, i stedet for at placere der, hvor alle (inklusive værtsparet i Baku sidste år og i det danske grand prix i år) regnede med at det skulle afholdes; Stockholm. Her kan tilføjes, at flere hundrede Stockholmske hotelværelser allerede var bookede, inden det blev besluttet at Malmö skulle være værtsby.

”Our southern capital to the rest of Europe” prøvede ESC-værtinde Peter Mede at forklare valget med under semifinalen i tirsdags. Og ja, det havde været korrekt, hvis dette var ECS 1992, men nu hvor hele Baltikum og Rusland deltager, holder argumentet ikke.

Hvor om alting er, så er det indtil videre et flot show med rørende tegnsprogstegnende børn og sjov pauseunderholdning. Moldavien, Danmark, Estland og Ukraine gik videre til finalen, så egentlig har jeg ikke meget at klage over. Bortset fra at det havde været skægt at se det Live from Stockholm. For jeg rejser ikke til Malmö. Det gør jeg sgu ikke. Det er simpelthen for fesent!

Måske bliver det en tur til Moldavien næste år? Skal bare liiige finde ud af, hvor det mon ligger..

Alt ordner sig til sidst

Alting handler om indstilling, siger man.

Handler om at det, der er afgørende for hvordan alting flasker sig, er hvordan man tænker på det eller er indstillet.

Det er bare nogen gange rigtig svært at opretholde den rette indstilling, når det meste omkring én virker stressende, overrumplende og uoverskueligt.
På et tidspunkt kan man ikke længere bare smile til verden og vende den anden kind til.

Man er nødt til at trække i håndbremsen; se det hele ude fra og ja.. mærke ind og melde ud.

I en sådan situation kan denne være verdens bedste sang:

Hotel Don Carlos og mig

I anledning af at jeg omsider skal gense solen, synes jeg at en lille sang er på sin plads. Du er velkommen til at synge med!


Mel: Eviva España

Om to dage drager jeg til Grand Canari’
Jeg er forelsket i alt hvad der er spansk
Jeg bli’r aldrig træt af vin og røde bøffer
Og alle bøsser taler tysk og svensk og dansk
Der findes ingen spanske fyre der
Men jeg må ned, jag kan slet ik’ la’ vær’

Jeg elsker dans og go’ musik, Eviva España
Og åh så meget sol og sprit, Eviva España
Hotel som ikke har balkon, Eviva España
Og mad på ægte dansk facon (Hos Pia), España por favor

MELLEMSPIL

Snart så skal jeg nyde klang af kastagnetter
Og danse nøgen som en ægte tysk turist
Mænd og koner uden tøj med hængenumser
Ta’r varmt imod mig som en ny og ung nudist
Velkommen til min spanske festival
Den gamle hud den gør mig vild og gal

Jeg elsker dans og go’ musik, Eviva España
Og åh så meget sol og sprit, Eviva España
Don Carlos uden en balkon, Eviva España
Og mad på ægte dansk facon (Hos Pia), España por favor

MELLEMSPIL

Når jeg er hjemme i min polske stue
Med læderstol og pudervår i leopard
I det vinterhverdagstriste tøj og hue
Så ønsker jeg, jeg var tilbage i en fart
Til billig øl og sand i mine sko
Hvor gamle, nøgne damer går i bro

Jeg elsker dans og go’ musik, Eviva España
Og åh så meget sol og sprit, Eviva España
Don Carlos uden en balkon, Eviva España
Og mad på ægte dansk facon (Hos Pia), España por favor

Tra la la lalalala la, Eviva España
Tra la la lalalala la, Eviva España
Tra la la lalalala la, Eviva España
Tra la la lalalala la (Hos Pia), España por favor

España por favooooooooor

Se, hvad jeg kan!

”Vi søger dig, som er prestigeløs..”

På det svenske jobmarkede er der den sidste tid opstået en trend med at bruge ordet ”prestigeløs” i annoncer.
Ikke engang variationer eller synonymer, men KUN det ord. Og ikke overraskende, så bliver jeg ret provokeret af det.

Når jeg slår ordet ”prestige” op, finder jeg følgende:
”Prestige (..) dækker over en slags anseelse, som en person (..) nyder..”
”En persons prestige er meget afhængig af for eksempel job, ejendom, uddannelse og lignende, dvs. på hvad man har udrettet og hvad man magter at udrette.”

Straks vil nogen sikkert sige: ”Ja, altså pral og gøren-sig-bedre-end”, hvilket jo her i vores kulturelle del af spektrummet, er en helt medfødt moralsk default, nemlig janteloven. Ja, en kliché, men ikke desto mindre det som udløser reaktionen.

Skal man være lidt mindre hysterisk, kan man påstå at prestige er lig stolthed og selvværd; at vise hvad man kan!

Vi gjorde meget som børn: Tegnede, formede, malede, byggede, modulervoksede og optrådte med ting, som vi ville at vores forældre skulle se. Fordi vi havde lavet det! Fordi vi kunne! Og fordi vi syntes, vi var dygtigt!
I de fleste tilfælde modtog vi vores forældres hyldest i form af ”ih” og ”neej” og ”nææ”, hvilket så gjorde at vi fortsatte, indtil vores præstationer (!) med tiden udløste mindre og mindre begejstring for til sidst kun at udløses ved de virkelig store præstationer. Som for eksempel at blive gravid, gifte sig eller fylde år, hvilket, når man tænker efter, egentlig ikke er særligt store præstationer. Store begivenheder, ja. Men en direkte præstation..?

Nu som voksen er det at vise sine resultater og indsatser (som er synonymer til præstation) altså blevet noget negativt. Det vi som børn blev hyldet for, bliver der nu rynket på næsen af. Fordi nu handler det pludselig om at vi gør os bedre end andre. Det gjorde det ikke før, men nu trykker vi nogen anden ned og rækker tunge af taberene, når vi vinder. Og er vi stolte over et resultat, så bør vi i stedet vise hensyn til de, der ikke klarede sig lige så godt.

Det provokerer mig og det ærgrer mig! Hvorfor må man ikke være stolt af det man har opnået? Hvorfor må man ikke med glæde i hele kroppen fortælle om et resultat, man har opnået eller en konkurrence man har vundet? Med mindre man naturligvis er idrætsudøver. Tænk, hvis nogen havde sagt "Ej, hallo! Slap lige af og tænk lidt på de andre" til Bjarne Riis, da han stod med armene overhovedet og havde vundet Tour de France?

Men i jobannoncer søger man nu efter personer, som ikke er stolte over deres bedrifter og som ikke stræber efter at gøre sit bedste og blive bedre.

Fandme nej!

Jeg er stolt over mine bedrifter; jeg bliver glad, når jeg vinder og jeg vil gerne fortælle om mine resultater!
Og det er ikke fordi, jeg vil påpege at nogen er mindre gode. Slet ikke. Jeg vil bare gerne ha, at I skal se hva jeg ka!