Se, hvad jeg kan!

”Vi søger dig, som er prestigeløs..”

På det svenske jobmarkede er der den sidste tid opstået en trend med at bruge ordet ”prestigeløs” i annoncer.
Ikke engang variationer eller synonymer, men KUN det ord. Og ikke overraskende, så bliver jeg ret provokeret af det.

Når jeg slår ordet ”prestige” op, finder jeg følgende:
”Prestige (..) dækker over en slags anseelse, som en person (..) nyder..”
”En persons prestige er meget afhængig af for eksempel job, ejendom, uddannelse og lignende, dvs. på hvad man har udrettet og hvad man magter at udrette.”

Straks vil nogen sikkert sige: ”Ja, altså pral og gøren-sig-bedre-end”, hvilket jo her i vores kulturelle del af spektrummet, er en helt medfødt moralsk default, nemlig janteloven. Ja, en kliché, men ikke desto mindre det som udløser reaktionen.

Skal man være lidt mindre hysterisk, kan man påstå at prestige er lig stolthed og selvværd; at vise hvad man kan!

Vi gjorde meget som børn: Tegnede, formede, malede, byggede, modulervoksede og optrådte med ting, som vi ville at vores forældre skulle se. Fordi vi havde lavet det! Fordi vi kunne! Og fordi vi syntes, vi var dygtigt!
I de fleste tilfælde modtog vi vores forældres hyldest i form af ”ih” og ”neej” og ”nææ”, hvilket så gjorde at vi fortsatte, indtil vores præstationer (!) med tiden udløste mindre og mindre begejstring for til sidst kun at udløses ved de virkelig store præstationer. Som for eksempel at blive gravid, gifte sig eller fylde år, hvilket, når man tænker efter, egentlig ikke er særligt store præstationer. Store begivenheder, ja. Men en direkte præstation..?

Nu som voksen er det at vise sine resultater og indsatser (som er synonymer til præstation) altså blevet noget negativt. Det vi som børn blev hyldet for, bliver der nu rynket på næsen af. Fordi nu handler det pludselig om at vi gør os bedre end andre. Det gjorde det ikke før, men nu trykker vi nogen anden ned og rækker tunge af taberene, når vi vinder. Og er vi stolte over et resultat, så bør vi i stedet vise hensyn til de, der ikke klarede sig lige så godt.

Det provokerer mig og det ærgrer mig! Hvorfor må man ikke være stolt af det man har opnået? Hvorfor må man ikke med glæde i hele kroppen fortælle om et resultat, man har opnået eller en konkurrence man har vundet? Med mindre man naturligvis er idrætsudøver. Tænk, hvis nogen havde sagt "Ej, hallo! Slap lige af og tænk lidt på de andre" til Bjarne Riis, da han stod med armene overhovedet og havde vundet Tour de France?

Men i jobannoncer søger man nu efter personer, som ikke er stolte over deres bedrifter og som ikke stræber efter at gøre sit bedste og blive bedre.

Fandme nej!

Jeg er stolt over mine bedrifter; jeg bliver glad, når jeg vinder og jeg vil gerne fortælle om mine resultater!
Og det er ikke fordi, jeg vil påpege at nogen er mindre gode. Slet ikke. Jeg vil bare gerne ha, at I skal se hva jeg ka!