Fordriv af tid

Pludselig kan man af den ene eller den anden årsag stå i en situation, hvor man har en helt masse tid tilovers. Og hvad gør man så?

Den umiddelbare løsning er at arbejde mere. På den måde får man nået alt det man skal nå og samtidig sparer man en masse overtid og afspadsering sammen. Det, som mange dog hurtigt opdager med denne løsningsmodel er, at jo mere man arbejder, desto mere har man at lave. Ja, en klassiker, men ikke desto mindre sand.

Mulighed nummer to er også en klassiker, nemlig at skaffe sig en hobby. Her tænker jeg straks på træsløjd, noget med garn eller aktiviteter, der involverer en rideskole.
Jeg har i et stykke tid valgt at risikere liv og lemmer og mit gode helbred, og kastet mig hovedkulds ud i en kajak. På klubmåden. Er indtil videre (7-9-13) ikke ufrivilligt havnet i vandet, og det er faktisk en meget afstressende aktivitet. Det er bare begrænset hvor mange timer man kan udfylde i en kajak.

Mulighed nummer tre: Man bruger penge. En fuldstændig formidabel måde at få tiden til at gå er shopping. Her taler jeg ikke kun om indkøb af tøj og anden detail i beklædningsfamilien, men i særdeleshed om møbler, biler og ejendomme. – altså boliger. Har faktisk aldrig tænkt på at det hedder sådan; ejendom. ”Jeg har lige købt en ejendom” siger jo i ordenes direkte betydning overhovedet ingenting om, hvad man har købt, udover at det er noget man ejer – hvilket jo er givet allerede fra starten. Sidebar. Det tager enorme mængder af tid at undersøge, research'e, kigge, finde, mærke, prøve og overveje inden man kommer frem til selvet købet af for eksempel en sofa. For slet ikke at tale om tidshorisonten for boligkøb.
 Mulighed nummer tre er derfor en klar vinder, hvis vi udelukkende leder efter tidsfordriv i mængde.

Er vi derimod på jagt efter lidt mere mening OG tidsfordriv, er hobby’en nok det bedre valg. Men her bliver det farligt: Skulle man nu havne i en situation hvor man overvejer og spekulerer over køb af større møblement IMENS man padler rundt i en kajak, og på den måde kombinerer man to ting – multitasker om man vil - udnytter man umiddelbart tiden bedst muligt. Men når hele humlen er at bruge tid, så skyder man her sig selv i foden (jeg taler i metaforer), og havner i det, jeg kalder ”tidssplid” – en tilstand hvor man i forsøget på at bruge tid alligevel effektiviserer og dermed medvirker processen.

En mulig konklusion kan altså være at gøre én ting ad gangen. Holde sig fra multitasking. Med andre ord; ikke være kvinde.

Ergo: Har man for meget fritid ,er det bedst at være en mand! Hov?

Welcome to Copenha.. Malmooee!

Til de få, der endnu ikke har opdaget det, så er der grand prix i luften! Nærmere betegnet i luften over Malmö, hvor alle hoteller er fuldt bookede med nervøse sangerinder (m/k) fra nær og fjern, og deres hære af stylister, artister, dansere, svansere og pr-maskiner (m/k).

De, der bookede i tide og dermed fik plads, vil det sige. For som i Betlehem, så i Malmö: Alt er optaget og ingensteds kan husly findes.

I praksis betyder det, at delegationerne må løse deres akutte og temporære boligsituations andetsteds – altså i København. Og ikke kun dem. De mange, mange (MANGE) grandprix fans må også se sig nødsaget til at pendle over Storebælt til og fra det store show.

Da det blev officielt at ESC 2013 skulle stå i Malmö ”Arena”, skal en af Københavns mange borgmestre efter sigende have twittret en stor tak til SVT. Det gjorde han eller hun ret i, for helt uden at røre en finger (eller kulturkassen), har København i disse dage flere tusinde turister mere end sædvanligt, og Wonderful Copenhagen gnider sig i hænderne og smiler skævt.

Det er dejligt for København og for Danmark! Men det er hulme dumt af Sverige. Det skulle være interessant at få indblik i, hvilket vanvittigt politisk cirkus som har fået et af verdens største TV-arrangementer til at placeres et sted, som ikke har kapacitet til at rumme det, i stedet for at placere der, hvor alle (inklusive værtsparet i Baku sidste år og i det danske grand prix i år) regnede med at det skulle afholdes; Stockholm. Her kan tilføjes, at flere hundrede Stockholmske hotelværelser allerede var bookede, inden det blev besluttet at Malmö skulle være værtsby.

”Our southern capital to the rest of Europe” prøvede ESC-værtinde Peter Mede at forklare valget med under semifinalen i tirsdags. Og ja, det havde været korrekt, hvis dette var ECS 1992, men nu hvor hele Baltikum og Rusland deltager, holder argumentet ikke.

Hvor om alting er, så er det indtil videre et flot show med rørende tegnsprogstegnende børn og sjov pauseunderholdning. Moldavien, Danmark, Estland og Ukraine gik videre til finalen, så egentlig har jeg ikke meget at klage over. Bortset fra at det havde været skægt at se det Live from Stockholm. For jeg rejser ikke til Malmö. Det gør jeg sgu ikke. Det er simpelthen for fesent!

Måske bliver det en tur til Moldavien næste år? Skal bare liiige finde ud af, hvor det mon ligger..

Alt ordner sig til sidst

Alting handler om indstilling, siger man.

Handler om at det, der er afgørende for hvordan alting flasker sig, er hvordan man tænker på det eller er indstillet.

Det er bare nogen gange rigtig svært at opretholde den rette indstilling, når det meste omkring én virker stressende, overrumplende og uoverskueligt.
På et tidspunkt kan man ikke længere bare smile til verden og vende den anden kind til.

Man er nødt til at trække i håndbremsen; se det hele ude fra og ja.. mærke ind og melde ud.

I en sådan situation kan denne være verdens bedste sang:

Hotel Don Carlos og mig

I anledning af at jeg omsider skal gense solen, synes jeg at en lille sang er på sin plads. Du er velkommen til at synge med!


Mel: Eviva España

Om to dage drager jeg til Grand Canari’
Jeg er forelsket i alt hvad der er spansk
Jeg bli’r aldrig træt af vin og røde bøffer
Og alle bøsser taler tysk og svensk og dansk
Der findes ingen spanske fyre der
Men jeg må ned, jag kan slet ik’ la’ vær’

Jeg elsker dans og go’ musik, Eviva España
Og åh så meget sol og sprit, Eviva España
Hotel som ikke har balkon, Eviva España
Og mad på ægte dansk facon (Hos Pia), España por favor

MELLEMSPIL

Snart så skal jeg nyde klang af kastagnetter
Og danse nøgen som en ægte tysk turist
Mænd og koner uden tøj med hængenumser
Ta’r varmt imod mig som en ny og ung nudist
Velkommen til min spanske festival
Den gamle hud den gør mig vild og gal

Jeg elsker dans og go’ musik, Eviva España
Og åh så meget sol og sprit, Eviva España
Don Carlos uden en balkon, Eviva España
Og mad på ægte dansk facon (Hos Pia), España por favor

MELLEMSPIL

Når jeg er hjemme i min polske stue
Med læderstol og pudervår i leopard
I det vinterhverdagstriste tøj og hue
Så ønsker jeg, jeg var tilbage i en fart
Til billig øl og sand i mine sko
Hvor gamle, nøgne damer går i bro

Jeg elsker dans og go’ musik, Eviva España
Og åh så meget sol og sprit, Eviva España
Don Carlos uden en balkon, Eviva España
Og mad på ægte dansk facon (Hos Pia), España por favor

Tra la la lalalala la, Eviva España
Tra la la lalalala la, Eviva España
Tra la la lalalala la, Eviva España
Tra la la lalalala la (Hos Pia), España por favor

España por favooooooooor

Se, hvad jeg kan!

”Vi søger dig, som er prestigeløs..”

På det svenske jobmarkede er der den sidste tid opstået en trend med at bruge ordet ”prestigeløs” i annoncer.
Ikke engang variationer eller synonymer, men KUN det ord. Og ikke overraskende, så bliver jeg ret provokeret af det.

Når jeg slår ordet ”prestige” op, finder jeg følgende:
”Prestige (..) dækker over en slags anseelse, som en person (..) nyder..”
”En persons prestige er meget afhængig af for eksempel job, ejendom, uddannelse og lignende, dvs. på hvad man har udrettet og hvad man magter at udrette.”

Straks vil nogen sikkert sige: ”Ja, altså pral og gøren-sig-bedre-end”, hvilket jo her i vores kulturelle del af spektrummet, er en helt medfødt moralsk default, nemlig janteloven. Ja, en kliché, men ikke desto mindre det som udløser reaktionen.

Skal man være lidt mindre hysterisk, kan man påstå at prestige er lig stolthed og selvværd; at vise hvad man kan!

Vi gjorde meget som børn: Tegnede, formede, malede, byggede, modulervoksede og optrådte med ting, som vi ville at vores forældre skulle se. Fordi vi havde lavet det! Fordi vi kunne! Og fordi vi syntes, vi var dygtigt!
I de fleste tilfælde modtog vi vores forældres hyldest i form af ”ih” og ”neej” og ”nææ”, hvilket så gjorde at vi fortsatte, indtil vores præstationer (!) med tiden udløste mindre og mindre begejstring for til sidst kun at udløses ved de virkelig store præstationer. Som for eksempel at blive gravid, gifte sig eller fylde år, hvilket, når man tænker efter, egentlig ikke er særligt store præstationer. Store begivenheder, ja. Men en direkte præstation..?

Nu som voksen er det at vise sine resultater og indsatser (som er synonymer til præstation) altså blevet noget negativt. Det vi som børn blev hyldet for, bliver der nu rynket på næsen af. Fordi nu handler det pludselig om at vi gør os bedre end andre. Det gjorde det ikke før, men nu trykker vi nogen anden ned og rækker tunge af taberene, når vi vinder. Og er vi stolte over et resultat, så bør vi i stedet vise hensyn til de, der ikke klarede sig lige så godt.

Det provokerer mig og det ærgrer mig! Hvorfor må man ikke være stolt af det man har opnået? Hvorfor må man ikke med glæde i hele kroppen fortælle om et resultat, man har opnået eller en konkurrence man har vundet? Med mindre man naturligvis er idrætsudøver. Tænk, hvis nogen havde sagt "Ej, hallo! Slap lige af og tænk lidt på de andre" til Bjarne Riis, da han stod med armene overhovedet og havde vundet Tour de France?

Men i jobannoncer søger man nu efter personer, som ikke er stolte over deres bedrifter og som ikke stræber efter at gøre sit bedste og blive bedre.

Fandme nej!

Jeg er stolt over mine bedrifter; jeg bliver glad, når jeg vinder og jeg vil gerne fortælle om mine resultater!
Og det er ikke fordi, jeg vil påpege at nogen er mindre gode. Slet ikke. Jeg vil bare gerne ha, at I skal se hva jeg ka!

Dommedag nu?

Har ventet hele dagen.

Og begynder at overveje, om det måske slet ikke passer?

Altså at jorden går under og vi allesammen skal herfra på den omfattende og meget von Trier-agtige måde?

Naturligvis med undtagelse af mormonerne. Og jehovaerne. Og scientologerne. Og de, der er fløjet ned og står helt tæt sammen oppe på nogle bjergtoppe.

Selv tilhører jeg ingen af de ovenstående grupper og er desuden sådan en som mange (ovenstående) vil sætte helt forrest i køen til undergang og skærsild. Homo, mener jeg. Hvis nogen skulle være i tvivl.

Alligevel så sidder jeg her og overvejer at gå i seng. Og opgive min venten. Selvom dommedag ikke er noget, man ikke komme sovende til. Slet ikke når man står helt længst fremme i køen. Jeg er bare træt af at vente.

Desuden bliver vi nok alligevel reddet af Liam Neeson eller Buffy. Eller Will Smith. Eller nogle af de der fra de der to film, der kom samtidig og som handlede om jordens undergang. Engang i starten af 00'erne.

Men jeg tror, jeg gør det. Går i seng. Og satser på at, hvis dommedagen kom, så ventede den nok ikke til den 11. time.

ELLER ER DET DERFOR DET HEDDER DET?! HVA?!


Så.. er der nogen, der lige vækker mig, hvis jorden går under?

Drømmen om Hyacinth

Ens hoved er underligt, når man drømmer. Meget underligt.

I nat stod jeg for eksempel på ski. Det er ikke så underligt i princippet. Jeg snakker så i telefon med min far og siger, at jeg holder min 30årsfest heroppe (i snelandet: Nok Sverige), og så begynder han at græde. Noget min far nok aldrig gør. Så jeg siger ok, så kommer jeg og holder en fest hjemme også. Og inviterer på facebook. Inviterer også Hyasinth Bucket, som jeg er venner med i drømmen.

Jeg skal så tilbage på pisten (som nu er mørk og ved at lukke) for at se, hvornår bussen til Århus går. Her kommer jeg næsten i slåskamp med en ældre dame i pels, som er meget ubehøvlet og snyder foran i køen til tabellen. Hun skal åbenbart også til Århus.

Vupti! Jeg er i min fars hus og gæsterne strømmer ind. Maden er ikke lavet, men dog købt ind, og der er ikke rigtig glas nok. Lige da jeg kan se nogle af gæsterne på eget initiativ begynde at lave maden, kommer Patricia Routledge og Clive Swift (Hyasinth og Richard Bucket, men som privatpersoner) ind ad døren. Min far har set, at jeg havde inviteret dem på facebook, så han havde ringet til dem “rigtigt” og inviteret. Søde ældre mennesker, som åbenbart taler svensk.
Men der var stadig ingen glas. Eller mad.

Og så vågnede jeg.

Tænk, hvis der stadig står en hel sulten fest hjemme hos min far og drikker vin fra flasken? Inklusive kendte engelske tv-skuespillere. Måske jeg lige skal ringe og tjekke… Svarer hun så måske telefonen?