Op på sæbekasserne!

 

Vågner op til en status fra Omar Marzouk, som jeg forstår som at han ærgrer sig over, at gårsdagens mord i Paris ikke vil rykke os tættere sammen, men i stedet vil resultere i øget had mod muslimer. 

Samtidig virker det som om, han er træt af at skulle ”tage afstand” til denne slags handlinger.

Jeg tror, at det netop er det, der er nødvendigt gang på gang: At tage afstand. Jeg tror at det er vigtigt, at det muslimske miljø tager tydeligt afstand, hvis det mener at disse handlinger sker på et forkert eller misforstået grundlag.

For det ER sådan, at den, der tier samtykker. Vi har alle sammen et ansvar for at forsvare, det vi tror på. Hvis det var min tro, der i den grad havde et PR-problem i den senere tid, så ville jeg se det som en selvfølgelighed at sige fra og gøre det klart at disse menneskers sandhed ikke er min sandhed.

Jeg ville forklare hvordan mit verdensbillede ser ud; hvorfor jeg ikke er enige i terrorhandlinger; at dem i grimhøj er nogle fjolser, der ikke har stoppet op og set sig omkring i 500 år; at jeg med glæde deltager i det samfund jeg lever i og at jeg ønsker at være en klar modsætning til skræmmebilledet.

Det ville jeg gøre hver eneste dag, så længe det var nødvendigt. For det er mit ansvar!

Selvfølgelig skal vi alle søge viden og se tingene så nuanceret som vi kan. Men hvor skal informationen komme fra? Det nytter ikke noget at det kun er de samme trætte politikere, der gang på gang skal synes og mene.

Hvor er de rigtige mennesker? Hvor er de, der på egen krop mærker den øgede mistillid til muslimer? Hvor er imamen, der er uenig med dem i Grimhøj? Hvorfor er der ingen, der tager debatten op?

Nu var det Marzouk, der fik mig til blækket og alt skal jo ikke ligge på hans skuldre, men jeg vil mene at man, særligt som offentlig person, har mulighed og middel til at tage sig ansvar alvorligt og vise hvad man står for.

Hvis man gerne vil gøre noget mere end bare at sidde og mene på facebook, selvfølgelig.  

Effektiv besparing. Eller hvad det nu hedder..

En glad og effektiv arbejder

Nu tænker jeg bare lige højt.

De sidste mange år er der gået mode i ord som effektivisering, effektiv tid og tidsoptimering.

At arbejde effektivt er der nok ingen, der kan synes er en dum ide. Tværtimod er effektivisering en fordel for både arbejdsgiver og arbejdstager. Klog af erfaring kan jeg fortælle, at mange dage uden noget at lave og for meget spildtid på jobbet har en voldsom demotiverende effekt på både arbejdsindsats og arbejdsstolthed (det, man på engelsk kalder ”job satisfaction”).

Nu lader det dog til at mange forveksler effektivisering med besparing. Det er farligt. Og slet ikke det samme.

Bevares. Effektivisering kan gøres op i penge, når en opgave udføres på kortere tid og dermed koster mindre i arbejdsløn, alternativt at der enten skabes plads til flere løste opgaver i samme tidsrum.

Problemet opstår, når man vil nedskære (det grimme ord for besparing) og kalder det for effektivisering.

En virksomhed ser at personalet ikke løser deres opgaver på den nominerede tid. Fair nok. Firmaet skal naturligvis være økonomisk holdbart.

Men i stedet for at påbegynde en effektivisering, hvor man (gerne i samarbejde med pågældende personale) først undersøger, hvordan personalet bedre og hurtigere kan løse deres opgaver, uden at gå på kompromis med kvalitet, og så dernæst iværksætter løsningsmodeller for at finde frem til den bedste løsning, inden en beslutning træffes, så gør man det modsatte:
Man skærer i personalestyrken, så de, der er tilbage, nu skal løse flere opgaver med forringede forudsætninger.

Så sker der det, der skete hos sygehuspersonalet, hos hjemmehjælpen, lærerne og nu også hos politiet (jeg undskylder overfor de eventuelt oversete faggrupper): Arbejdsstoltheden og tilfredsheden daler og de ansatte bliver utilfredse, obstinate og mindre effektive. Måske strejker de.

I stedet for en besparing, får man i stedet øgede sygemeldinger, lavere effektivitet og et rigtig dårligt arbejdsmiljø.

Nu hvor denne uheldige model efterhånden er afprøvet i rigtig mange forskellige industrier og med nogenlunde samme resultat, er det spændende at se, hvornår man også på bestyrelses- og ledelsesniveau opdager, at udfordringen med effektivitet skal gribes anderledes an.

I en perfekt verden kunne man måske sige "Her er niveauet: Det her koster det.” og så arbejde derfra. Måske er den laveste pris til slutkonsumenten ikke nødvendigvis målet. Måske er det hellere en sund forretning, glade medarbejdere og et godt image?

Se på Apple. De leverer langt fra de billigste produkter på markedet, er en af de allerstørste i deres kategori OG deres medarbejdere er gladere og mere tilfredse med deres arbejde end gennemsnittet. Det er de, fordi Apple aktivt arbejder for at skabe en inspirerende og attraktiv arbejdsplads.

Jeg vil vove den påstand, at lige meget hvilken branche man har at gøre med, så der der ingen undskyldning for ikke at vide, hvornår citronen ikke kan presses mere, og hvordan tilfredse medarbejder øger effektivitet, produktion og brand – og dermed omsætning.

Men hvad ved jeg?

En bred erfaring

Ikke mig

Jeg har tidligere bevæget mig graciøst rundt i emnet job hopping og beskrevet min evne til at kaste mig hovedkulds fra den ene ende af erhvervslivet til den anden.

I dag havde jeg tænkt, at jeg lige ville genopfriske nogle af de mere usædvanlige jobs (eller arbejdsrelaterede opgaver, om man vil) som jeg har bestredet.

Der er ingen morale eller pointe i dagens indspark. Dette er ren selvudlevering og forhåbentlig underholdning.

Pizzabager
Vi starter blidt. Selve jobbet er langt fra usædvanligt. Dog mere for personer af kaukasisk afstamning end andre. Dog var det især usædvanligt for mig, da jeg hverken taler italiensk (eller andet middelhavs/mellemøstlig/østeuropæisk sprog) eller er decideret god til at bage pizzaer. Trods det, tilbragte jeg det meste af en sommer med at klatte rundt med tomatsovs og mozzarellastrimler. Og med helt okay resultat. Der blev aldrig klaget over maden på mine vagter. No, sir!

Telefonsvarer
Det er ikke bare en kæk måde at beskrive et job som telefondame/kundeservicemedarbejder, men jeg har rent faktisk ageret ”live telefonsvarer” for forhenværende statsminister Poul NR og kone Lone. I stedet for, som alle andre dengang, at købe en maskine i Føtex til 200 kr., valgte man at købe en tjeneste, hvor et rigtigt menneske svarede telefonen og enten kunne tage imod en besked eller henvise til et mobilnummer. Ikke stille videre, blot henvise. Altså fuldstændig samme service som maskinen til 200 kr. Jeg kan afsløre her, at tjenesten kostede betydeligt mere, så det var rart at vide, at de der styrer landet også har en god, sund privatøkonomi.

Cykelbud (cyklebud bør det vel hedde?).
Heller ikke noget usædvanligt job, men luk lige øjnene og forestil dig en 14-årig Ehlers en mørk eftermiddag i december iført nissehue-overtrukken cykelhjelm og en Fjällräven proppet til randen med apotekervarer til ældre og gangbesværede i lokalområdet. På rød damecykel. Blev rig af drikkepenge, siger jeg! RIG!

Danselærer
It’s true! Folk har betalt penge for at lære dansens kunst af mig. Nød lærer som bekendt nøgen kvinde at spinde, og åbenbart også ungdomsskoler at ansætte revl og krat. I et svagt øjeblik sagde jeg ja til at undervise et hold i ”funky dance”. Den får du lige igen: Funky dance… Visualisér.. Det skal siges, at eleverne var glade og kom og dansede hele sæson'en, så noget fik de vel ud af det.

Tamburmajor
Er legende i branchen. Mildest talt. Har gået forrest og vist vej til ære for borgere, borgmestre, dronninger, prinser og julemarkedsgæster over hele Danmark og Sydslesvig. Har desuden undervist drenge og piger (flest piger) i kunsten at gå med pind gennem størstedelen af 90'erne. Og her taler vi både diverse spejderorganisationer (inklusive KFUK. Ja. -K.), skotske pibe bands (har altid været go i plisseret nederdel) og hjemmeværnet. Fik aldrig decideret penge for det, men hvis arbejdet bærer lønnen i sig selv, så var det godt betalt.

Krop som et menneske

Her sidder jeg så en søndag aften og føler mig en smule sådan.. uvedligeholdt. Og så begynder jeg at tænke lidt over det med renlighed.

Lige så let som det er at stave til ordet ordet ”ulækker”, lige så let er det at blive det. Og her mener jeg ikke sådan ”Puha, jeg løber lige et par kilometer og nu er jeg bare helt svedig”, men sådan rigtig fælt.

Og er man allerede rigtig møgbeskidt, så nytter det ikke noget med en hurtig tur under bruseren for igen at blive ren. Nejnej. Så skal der barberes og klippes og plukkes og renses og peeles og mundvandes og smøres forskellige hudpartier ind i forskellige dertil fremstillede cremer og lotioner, og tøjet skal være nyvasket og nytørret og SÅ føler man sig ren igen.

Det er kun en lille smule tid, der står imellem din fuldbyrdede, sommerregnsduftende lækkerhed og det ulækre, surtlugtende, som er dig.. eller.. menneske. Eller.. krop.

Måske kan man undskylde sine ”brusebadsfrie dage” med at man vil fortrænge det faktum at man blot er krop. Eller gøre som en del gør, nemlig at forsvare sin uvilje til at blive gennemblødt hver morgen med at ”vi lever i et samfund, hvor vi faktisk har badet os til en udbredt overfølsomhed overfor snavs og skidt”. Det hører man jo ind imellem nogen sige; at vi er for renlige.
 Men siden håndsprit nærmest er blevet kåret som Året Julegave to år i træk, er den teori ligesom røget lidt på loftet.

Desuden møder man jo i det offentlige rum indimellem nogen, hvor man tænker ”Ja, men bare fordi man ikke nødvendigvis behøver at gå i bad hver dag, betyder det jo ikke at man slet ikke behøver bade”. – Et hvis niveau af renlighed kunne man ønske kunne smitte af på den gængse befolkning, men ofte er det urenligheden, som smitter af på én.. Mere eller mindre frivilligt.

Kropslugten.. eller hvordan vi opfatter og tolker kropslugten ændrer sig også i forhold til social status. Her taler jeg ikke om klasser, men om hvor mere eller mindre ensom man er.

Man kan vælge at definere ensomhed som for eksempel når man laver pindemadder til sig selv – for at det skal være sådan lidt festligt. Eller som når ens krops- eller svedlugt føles lidt tryg. Som om niveauet af menneskelugt i rummet, ligegyldig om den kommer fra en eller flere personer, skaber en tryghed, som lægger sig som en varm og lidt småpruttet dyne omkring en.

Nu sidder jeg ikke her og siger at jeg qua min svedlugt er afslappet i mit eget selskab. Det er bare en tanke. Sådan når man nu sidder her og skriver alligevel.
Måske skulle jeg gå i bad i stedet?

Facebook, mit helt nye liv

Har man noget på hjertet (og en smule på hjernen), skal man ud med det.

Derfor er det heldigt, at dette hyggehobbybloggermedie eksisterer. Her kan både man og jeg fortælle, brokke, grine, vise og påpege i vilden sky, uden at pådutte eller spamme nogen med mine meninger og ordkløveri. Med mindre man abonnerer, i hvilket fald man selv er ude om det!

På Facebook derimod er der lidt andre spilleregler: Her går budskaber og synspunkter ud til et relativt stort og ikke altid lige homogent publikum, som ikke nødvendigvis er enig eller interesseret i at skulle låne øren til, hvad du nu går og synes.  Ikke uden at tage stilling, i hvert fald.

Og det tror jeg ind imellem vi glemmer.

Eksempler på udsagn, der kan afføde uventede reaktioner, er der mange af. Lige fra ”Jeg støtter lærerne” til ”Kom så FCK!”.

Således kommer der, i bedste karmastil, ind imellem reaktioner tilbage, som ikke var den opbakning og ja-sigen, der var det tiltænkte resultat. Ofte reagerer vi kraftigt på modreaktionen og får sagt ting som ”Nå, der blev du sur”, ”Den gik lige ind, hva?” eller ”Nu var det jo ikke meningen, at dette skulle være en diskussion”

Sidstnævnte eksempel viser tydeligt afsenders hensigt med udsagnet; nemlig at sige noget uden at skulle forsvare eller stå til ansvar.

I disse dage, hvor vi kaster om os med angrebsord som ”dialog”, ”kommunikation” og ”samtale”, bude vi måske samtidig lige trække vejret helt ned i maven, kigge indad og se, om vi selv er så åbne for feedback og samtale, som vi kræver, at alle andre er.

For det kedelige og dybt uretfærdige faktum er, at alting starter med dig selv.  Ikke dermed sagt at man ikke skal sige sin mening og melde ud via sociale medier, men ind imellem vil det måske være et frisk pust lige at tænke: Hvis jeg sad overfor dem og den og ham, ville jeg så sige det her..?

I en verden af åbne sluser og freedom of speech er en smule selvjustits ikke helt ved siden af.

Hvis nogen spørger mig!

Go'e nødder, lidt for fed.

Jeg tænker lidt på det der med kropsidealer.

Jeg tænker på tykke mennesker. Og tynde mennesker. Og midtimellem mennesker.

I en verden af GI, LCHF, crossfit og zumba, hvor vi maratonløber, boxerciser og divadanser rundt for at smide eller bygge, så er det lidt som om vi nogen gange glemmer det der med, hvor lækkert det er at, vi netop ikke ligner hinanden. Fysisk.

Pointen er, at så mange af os træner og spiser for at ligne hinanden, med henholdsvis store overarme og brede skuldrer, eller slanke lår og faste bryster. Flad mave og stramme baller er vi ofte enige om kønnene imellem.

Og det er da flot. Det ER det! Det er jo en grund til, at vi er så mange, der stræber efter de samme kropsidealer – for det ser da pissegodt ud på Cameron Diaz og Ryan Reynolds med de der maver og baller osv. Men det er også lækkert, når piger med små bryster er udringede til navlen, når damer med store numser vrikker frækt på latinamåden eller når spinkle fyre har ekstra stramme bukser på.

Imens jeg skriver, opdager jeg, at det her vist i virkeligheden har meget med MÅDEN at gøre. Måden at bære sin krop på og måden føre sig frem. Jeg tror nemlig, at det mange gange ikke handler så meget om +/- 10 kilo, men mere om hvordan vi præsenterer vores krop.

Altså, for min skyld må man se ud lige som man har lyst til – så længe man er glad for det. Men er man det ikke, skal man simpelthen bare holde op med at pive over det og finde en løsning, så man bliver det.

For det er da bedst, hvis man er glad for den man er. Det er det da!

Det grimmeste navn

Johnny Reimar hedder Johnny

I en meget lang periode har jeg tænkt, om ikke et af de grimmeste navne i det dansk sprog, som nogen faktisk hed, var Gerd.

Jeps. Gerd. Femininum. Med ’d’.

Og jo, det er stadig et brutalt ondskabsfuldt navn at give sit barn, men så længe nogen faktisk hedder det, så kan denne nogen jo blive ked af det, når man siger, at det er det grimmeste navn man nogensinde har hørt.

Og desuden. Det her med at alle er nogens barn? Det er bare nogen gange meget svært at forstå. Naturligvis er alt dette i langt de fleste tilfælde forældrenes skyld.

Udover et tydeligt minde af tvillingerne Lea-Linda og Lone-Laila (true story), så hørte jeg over en øl forleden, om en familie; en mor og en far med fem børn, som de havde valgt at navngive på følgende måde:

Johnny
Conny
Ronny
Bunny
Og så den mindste: Charles... Uden ”tj-lyd”, men udtalt Sjarles.

Her tænker jeg, at uanset hvor meget de kriminelt klingende unger strittede imod på vej ud af deres mødrende ophav og uanset hvor meget, der blev kastet op i løbet af de første graviditetsmåneder, så er der ingen undskyldning for at afstraffe sine børn på den måde!

Med mindre det netop var en hævn. Og så var der vel ingen grund til at få fem af slagsen?

Men faktum er, at alles navn er givet til dem af nogen, der har set ned på det fineste de nogensinde har set og sagt: ”Du skal hedde Sisse-Lone". Og virkelig har syntes at det var det fineste navn til det fineste fine.

Og så skal jeg virkelig ikke dømme dem. Det skal ungen nok selv gøre senere i livet.