Facebook, mit helt nye liv

Har man noget på hjertet (og en smule på hjernen), skal man ud med det.

Derfor er det heldigt, at dette hyggehobbybloggermedie eksisterer. Her kan både man og jeg fortælle, brokke, grine, vise og påpege i vilden sky, uden at pådutte eller spamme nogen med mine meninger og ordkløveri. Med mindre man abonnerer, i hvilket fald man selv er ude om det!

På Facebook derimod er der lidt andre spilleregler: Her går budskaber og synspunkter ud til et relativt stort og ikke altid lige homogent publikum, som ikke nødvendigvis er enig eller interesseret i at skulle låne øren til, hvad du nu går og synes.  Ikke uden at tage stilling, i hvert fald.

Og det tror jeg ind imellem vi glemmer.

Eksempler på udsagn, der kan afføde uventede reaktioner, er der mange af. Lige fra ”Jeg støtter lærerne” til ”Kom så FCK!”.

Således kommer der, i bedste karmastil, ind imellem reaktioner tilbage, som ikke var den opbakning og ja-sigen, der var det tiltænkte resultat. Ofte reagerer vi kraftigt på modreaktionen og får sagt ting som ”Nå, der blev du sur”, ”Den gik lige ind, hva?” eller ”Nu var det jo ikke meningen, at dette skulle være en diskussion”

Sidstnævnte eksempel viser tydeligt afsenders hensigt med udsagnet; nemlig at sige noget uden at skulle forsvare eller stå til ansvar.

I disse dage, hvor vi kaster om os med angrebsord som ”dialog”, ”kommunikation” og ”samtale”, bude vi måske samtidig lige trække vejret helt ned i maven, kigge indad og se, om vi selv er så åbne for feedback og samtale, som vi kræver, at alle andre er.

For det kedelige og dybt uretfærdige faktum er, at alting starter med dig selv.  Ikke dermed sagt at man ikke skal sige sin mening og melde ud via sociale medier, men ind imellem vil det måske være et frisk pust lige at tænke: Hvis jeg sad overfor dem og den og ham, ville jeg så sige det her..?

I en verden af åbne sluser og freedom of speech er en smule selvjustits ikke helt ved siden af.

Hvis nogen spørger mig!

Go'e nødder, lidt for fed.

Jeg tænker lidt på det der med kropsidealer.

Jeg tænker på tykke mennesker. Og tynde mennesker. Og midtimellem mennesker.

I en verden af GI, LCHF, crossfit og zumba, hvor vi maratonløber, boxerciser og divadanser rundt for at smide eller bygge, så er det lidt som om vi nogen gange glemmer det der med, hvor lækkert det er at, vi netop ikke ligner hinanden. Fysisk.

Pointen er, at så mange af os træner og spiser for at ligne hinanden, med henholdsvis store overarme og brede skuldrer, eller slanke lår og faste bryster. Flad mave og stramme baller er vi ofte enige om kønnene imellem.

Og det er da flot. Det ER det! Det er jo en grund til, at vi er så mange, der stræber efter de samme kropsidealer – for det ser da pissegodt ud på Cameron Diaz og Ryan Reynolds med de der maver og baller osv. Men det er også lækkert, når piger med små bryster er udringede til navlen, når damer med store numser vrikker frækt på latinamåden eller når spinkle fyre har ekstra stramme bukser på.

Imens jeg skriver, opdager jeg, at det her vist i virkeligheden har meget med MÅDEN at gøre. Måden at bære sin krop på og måden føre sig frem. Jeg tror nemlig, at det mange gange ikke handler så meget om +/- 10 kilo, men mere om hvordan vi præsenterer vores krop.

Altså, for min skyld må man se ud lige som man har lyst til – så længe man er glad for det. Men er man det ikke, skal man simpelthen bare holde op med at pive over det og finde en løsning, så man bliver det.

For det er da bedst, hvis man er glad for den man er. Det er det da!

Det grimmeste navn

Johnny Reimar hedder Johnny

I en meget lang periode har jeg tænkt, om ikke et af de grimmeste navne i det dansk sprog, som nogen faktisk hed, var Gerd.

Jeps. Gerd. Femininum. Med ’d’.

Og jo, det er stadig et brutalt ondskabsfuldt navn at give sit barn, men så længe nogen faktisk hedder det, så kan denne nogen jo blive ked af det, når man siger, at det er det grimmeste navn man nogensinde har hørt.

Og desuden. Det her med at alle er nogens barn? Det er bare nogen gange meget svært at forstå. Naturligvis er alt dette i langt de fleste tilfælde forældrenes skyld.

Udover et tydeligt minde af tvillingerne Lea-Linda og Lone-Laila (true story), så hørte jeg over en øl forleden, om en familie; en mor og en far med fem børn, som de havde valgt at navngive på følgende måde:

Johnny
Conny
Ronny
Bunny
Og så den mindste: Charles... Uden ”tj-lyd”, men udtalt Sjarles.

Her tænker jeg, at uanset hvor meget de kriminelt klingende unger strittede imod på vej ud af deres mødrende ophav og uanset hvor meget, der blev kastet op i løbet af de første graviditetsmåneder, så er der ingen undskyldning for at afstraffe sine børn på den måde!

Med mindre det netop var en hævn. Og så var der vel ingen grund til at få fem af slagsen?

Men faktum er, at alles navn er givet til dem af nogen, der har set ned på det fineste de nogensinde har set og sagt: ”Du skal hedde Sisse-Lone". Og virkelig har syntes at det var det fineste navn til det fineste fine.

Og så skal jeg virkelig ikke dømme dem. Det skal ungen nok selv gøre senere i livet.

Jeg rør ik' ve'n!

Har lige stået ansigt til ansigt med min egen tvangsneurose, og jeg er nødt til at tale om det.
Jeg blev konfronteret med en stor stabel med små, spændende kasser og et skilt med ordene ”Rør ikke”.

Og hvad gør jeg? Sætter min fede pegefinger på en af kasserne og spørger pigen, der netop har sat skiltet op: ”Hvorfor må vi ikke røre ved de her?” – Af ren refleks og uden at tænke.

Hun kiggede på mig, rystede på hovedet og sukkede ”Fordi det står der”.

At den kommentar på ingen måde er et svar på mit spørgsmål, og at småprovokative ytringer som ”Fordi, jeg siger det”, Sådan er det bare” og ”Derfor” generelt udløser endnu flere spørgsmål, er en anden sag.

Det går op for mig, at min refleks-reaktion på skiltet var fuldt modstridende med det meget tydelige budskab: "Rør ikke". Og det er da egentligt underligt.

Hvorfor er det så naturligt at gøre det, man ikke må? For du kan lige så godt indrømme, at jeg ikke er alene her. Ikke? Det er nærmest en teoretisk umulighed at jeg er alene med min neurose. Og hvis jeg ikke er det, er det så overhovedet en neurose?

Nu havde det så været svært handy med den der cand.psyk, for så kunne jeg måske selv svare på, om dette i virkeligheden er en del af menneskets natur (hvad det så end er?), en adfærd vi har adopteret eller adapteret, eller om det bare er mig og nogle få andre?

Hvordan kan det være at vi så gerne vil trykke på den røde knap under skiltet ”Do not press the red button”? Hvad er det, der gør at vi liiiige skal røre ved den indhegnede skulptur og hvordan kan det være, at man ofte tager sine poser og rygsække ind i prøverummet, selvom det er tydeligt mærket med skiltet ”Tasker må ej medtages i prøverummet”?

Tænk lidt over det.. og ha en god weekend!

Kom-mu-ni-ka-tion

Klappede du det?
Ellers gør vi det lige sammen:

Kom-mu-ni-ka-tion!

Det er det der med at få ting sagt på en ordentlig og forståelig måde, for at undgå misforståelser og dermed et utal følelsesudbrud af (i reglen) negativ karakter.

Dette er særligt gældende i parforhold og på arbejdspladser, og i dag er de sidstnævnte, business-casual arbejdssko, der trykker.

Jeg kan desværre vælge imellem et utal af eksempler, hvor der bliver givet beskeder på en helt forkert måde. Eller slet ikke givet besked. Og når jeg siger forkert, mener jeg i forhold til alle (ALLE) moderne ledelsesteorier. Eller managementditto, om man vil.

I dagens eksempel (eller case study) handler det om en nedskæring i den hviletidsaftale, som arbejdspladsen tidligere har brystet sig med at have. Det ”kommunikeres” mellem linjerne i en forward’et e-mail fra en, af chefen udpeget, skemaansvarlig med ”FYI” som eneste tekst fra afsender; den nærmeste mellemleder.

Okay...

For det første er der intet direkte fra chefen, som dermed mere eller mindre bevidst (hvad er værst?) afskriver sig det ansvar, som denne de facto har i kraft af sin stilling. For det andet er beskeden sendt uden nogen som helst stillingstagen fra den nærmeste mellemleder, hvis personale dette i høj grad påvirker (denne mellemleder selv er ikke påvirket af forandringen).

Resultatet bliver, at medarbejderne sidder "alene" ved deres computere og læser en e-mail uden at være mentalt forberedte.
Det sætter en masse umiddelbare reaktioner igang: Undren, frustration og også vrede over det, der føles som et overgreb, fordi noget lige pludselig er taget fra dem uden nogen god forklaring.

Det afføder også hvisken og tisken og højlydte reaktioner ved kaffeautomaten, og en generel flytten af fokus fra de egentlige arbejdsopgaver. Der skabes altså et meget lidt ønskværdigt arbejdsmiljø - og en meget lidt effektiv arbejdsplads.

Skemalæggeren (som ikke er hverken chefen eller mellemlederen) skal dog have ros for at forsøge at vende ændringen til noget positivt; nemlig at medarbejderne nemmere kan bytte vagter internt, nu hvor den slemme hviletids-stopklods er fjernet.

Okay...

I praksis handler det om, at det tidligere har ligget på mellemlederen at justerer skema, når der skulle byttes vagter internt. Denne voldsomme arbejdsbelastning er mellemlederen nu befriet for. Dejligt for mellemlederen.

Jeg kan jo i mit stille sind blot håbe, at mellemlederen, med al sin nye tid, lægger (mere) energi i at være leder. Sådan på den rigtige måde: Lyttende, motiverende, støttende og forståelig. Ja, måske simpelthen kommunikerende.

Jeg forestiller mig, at det kan være vigtigt, nu hvor medarbejderne i mindre grad får sovet ud mellem vagterne.

Tale er guld

Den harmeløse forkølelse, som startede som lidt kriller i halsen, har i løbet af de sidste 4 dage flyttet sig rundt i hele øre-næse-halsregionen, og har nu slået en stor, fed lejr lige midt på stemmebåndet.

Jeg er med andre ord i ikke uvæsentlig grad vokalt handicappet, og jodler mig igennem dagen, godt hjulpet af fagter og et (forhåbentlig) provisorisk arsenal af tegnsprog.

Og så er det jeg opdater, at man lytter mere, når man ikke selv taler. Det er overhovedet ikke så fikst og holistisk som det lyder; det er kedeligt. Særligt når man, som jeg, har virkelig mange ting at sige om langt det meste. 

Konklusionen må derfor være, at Michael uden audio er en halv Michael.

Så her sidder jeg. Og er halv.

Et homoansvar!

Her til morgen står jeg og passer mig selv i køkkenet på arbejde.

Eller.

Ja, jeg står og snakker med nogle kollegaer og er som altid kæk og frisk. Pludselig spiller radioen YMCA med The Village People – og på en måde er sangen lidt højere end den forrige. Ikke just noget særligt underligt eller unaturligt i det; det er radio og der kan være variationer i frekvensen. Og man (ikke jeg) har åbenbart valgt en form for Oldies Hits-kanal, da man er blevet træt af at Bygga-bygga upp og Riva-Riva ner fem gange i timen.

Ind i køkkenet kommer min chef for at tage en kop kaffe. Hun lytter et øjeblik på musikken og kigger derefter på mig og siger ”Dans nu, Michael!”, hvorefter hun leende forlader køkkenet.

Og der står jeg så. Med mit homoansvar. 

For selvfølgelig kender jeg sangen og selvfølgelig har jeg danset til den flere gange end jeg vil være bekendt (dog mest som spejder), og selvfølgelig er The Village People et stort stykke af homohistorielagkagen.

Men betyder det, at jeg pr default - og på et hvilket som helst tidspunkt på døgnet - skal danse løs og forme Y-M-C-A med armene (uden spejlvendt C)? For det var ikke alle i køkkenet, der blev opfordret til dans. Det var kun mig!

Uden at ryge ud i en større afhandling om tematikker som ”at sætte i bås” og ”forudfattede opfattelser”, så tænker jeg på, om jeg, som en værre homo, har et ansvar for at opretholde og videreføre en begejstring for såkaldte Gay Anthems og film med homotema? 
Er jeg moralsk forpligtet til at købe CD’er med Mika og Weather Girls og løbe til biografen ved hver eneste gay film festival? For det er jeg ikke sikker på, at jeg gider. Eller nej, nu lyver jeg: Det gider jeg ikke.

Jeg mener på ingen måde noget ondt eller nedsættende om hverken homofilm eller 70’er og 80’ermusik med tvetydige sangtekster; det gnubber mig bare forkert, at ”man” går ud fra, at jeg kender hele koreografien til YMCA (her jeg er nødt til at indskyde at Village People på intet tidspunkt i musikvideoen laver de kendte bevægelser. Mistænker at en frisk bartender på Crazy Dazy i sin tid har opfundet dansen), græd mig grim til Brokeback Mountain og elsker Madonna no matter what.

For det gør jeg ikke. Har jeg så sviget? Er jeg en dårlig homo? Lever jeg ikke op til mit ansvar?

I så fald bør det være nogens opgave at udforme vilkår og betingelser for homo’er, så vi alle sammen ved hvad der gælder, og i lignende situationer kan slå op og finde svaret og betale eventuel bøde.

I øvrigt blev YMCA efterfulgt af A Woman In Love med Streisand. Jeg forlod køkkenet, inden nogen krævede en moderne tolkningsdans med vimpel eller et drag show.