Alt ordner sig til sidst

Alting handler om indstilling, siger man.

Handler om at det, der er afgørende for hvordan alting flasker sig, er hvordan man tænker på det eller er indstillet.

Det er bare nogen gange rigtig svært at opretholde den rette indstilling, når det meste omkring én virker stressende, overrumplende og uoverskueligt.
På et tidspunkt kan man ikke længere bare smile til verden og vende den anden kind til.

Man er nødt til at trække i håndbremsen; se det hele ude fra og ja.. mærke ind og melde ud.

I en sådan situation kan denne være verdens bedste sang:

Hotel Don Carlos og mig

I anledning af at jeg omsider skal gense solen, synes jeg at en lille sang er på sin plads. Du er velkommen til at synge med!


Mel: Eviva España

Om to dage drager jeg til Grand Canari’
Jeg er forelsket i alt hvad der er spansk
Jeg bli’r aldrig træt af vin og røde bøffer
Og alle bøsser taler tysk og svensk og dansk
Der findes ingen spanske fyre der
Men jeg må ned, jag kan slet ik’ la’ vær’

Jeg elsker dans og go’ musik, Eviva España
Og åh så meget sol og sprit, Eviva España
Hotel som ikke har balkon, Eviva España
Og mad på ægte dansk facon (Hos Pia), España por favor

MELLEMSPIL

Snart så skal jeg nyde klang af kastagnetter
Og danse nøgen som en ægte tysk turist
Mænd og koner uden tøj med hængenumser
Ta’r varmt imod mig som en ny og ung nudist
Velkommen til min spanske festival
Den gamle hud den gør mig vild og gal

Jeg elsker dans og go’ musik, Eviva España
Og åh så meget sol og sprit, Eviva España
Don Carlos uden en balkon, Eviva España
Og mad på ægte dansk facon (Hos Pia), España por favor

MELLEMSPIL

Når jeg er hjemme i min polske stue
Med læderstol og pudervår i leopard
I det vinterhverdagstriste tøj og hue
Så ønsker jeg, jeg var tilbage i en fart
Til billig øl og sand i mine sko
Hvor gamle, nøgne damer går i bro

Jeg elsker dans og go’ musik, Eviva España
Og åh så meget sol og sprit, Eviva España
Don Carlos uden en balkon, Eviva España
Og mad på ægte dansk facon (Hos Pia), España por favor

Tra la la lalalala la, Eviva España
Tra la la lalalala la, Eviva España
Tra la la lalalala la, Eviva España
Tra la la lalalala la (Hos Pia), España por favor

España por favooooooooor

Se, hvad jeg kan!

”Vi søger dig, som er prestigeløs..”

På det svenske jobmarkede er der den sidste tid opstået en trend med at bruge ordet ”prestigeløs” i annoncer.
Ikke engang variationer eller synonymer, men KUN det ord. Og ikke overraskende, så bliver jeg ret provokeret af det.

Når jeg slår ordet ”prestige” op, finder jeg følgende:
”Prestige (..) dækker over en slags anseelse, som en person (..) nyder..”
”En persons prestige er meget afhængig af for eksempel job, ejendom, uddannelse og lignende, dvs. på hvad man har udrettet og hvad man magter at udrette.”

Straks vil nogen sikkert sige: ”Ja, altså pral og gøren-sig-bedre-end”, hvilket jo her i vores kulturelle del af spektrummet, er en helt medfødt moralsk default, nemlig janteloven. Ja, en kliché, men ikke desto mindre det som udløser reaktionen.

Skal man være lidt mindre hysterisk, kan man påstå at prestige er lig stolthed og selvværd; at vise hvad man kan!

Vi gjorde meget som børn: Tegnede, formede, malede, byggede, modulervoksede og optrådte med ting, som vi ville at vores forældre skulle se. Fordi vi havde lavet det! Fordi vi kunne! Og fordi vi syntes, vi var dygtigt!
I de fleste tilfælde modtog vi vores forældres hyldest i form af ”ih” og ”neej” og ”nææ”, hvilket så gjorde at vi fortsatte, indtil vores præstationer (!) med tiden udløste mindre og mindre begejstring for til sidst kun at udløses ved de virkelig store præstationer. Som for eksempel at blive gravid, gifte sig eller fylde år, hvilket, når man tænker efter, egentlig ikke er særligt store præstationer. Store begivenheder, ja. Men en direkte præstation..?

Nu som voksen er det at vise sine resultater og indsatser (som er synonymer til præstation) altså blevet noget negativt. Det vi som børn blev hyldet for, bliver der nu rynket på næsen af. Fordi nu handler det pludselig om at vi gør os bedre end andre. Det gjorde det ikke før, men nu trykker vi nogen anden ned og rækker tunge af taberene, når vi vinder. Og er vi stolte over et resultat, så bør vi i stedet vise hensyn til de, der ikke klarede sig lige så godt.

Det provokerer mig og det ærgrer mig! Hvorfor må man ikke være stolt af det man har opnået? Hvorfor må man ikke med glæde i hele kroppen fortælle om et resultat, man har opnået eller en konkurrence man har vundet? Med mindre man naturligvis er idrætsudøver. Tænk, hvis nogen havde sagt "Ej, hallo! Slap lige af og tænk lidt på de andre" til Bjarne Riis, da han stod med armene overhovedet og havde vundet Tour de France?

Men i jobannoncer søger man nu efter personer, som ikke er stolte over deres bedrifter og som ikke stræber efter at gøre sit bedste og blive bedre.

Fandme nej!

Jeg er stolt over mine bedrifter; jeg bliver glad, når jeg vinder og jeg vil gerne fortælle om mine resultater!
Og det er ikke fordi, jeg vil påpege at nogen er mindre gode. Slet ikke. Jeg vil bare gerne ha, at I skal se hva jeg ka!

Dommedag nu?

Har ventet hele dagen.

Og begynder at overveje, om det måske slet ikke passer?

Altså at jorden går under og vi allesammen skal herfra på den omfattende og meget von Trier-agtige måde?

Naturligvis med undtagelse af mormonerne. Og jehovaerne. Og scientologerne. Og de, der er fløjet ned og står helt tæt sammen oppe på nogle bjergtoppe.

Selv tilhører jeg ingen af de ovenstående grupper og er desuden sådan en som mange (ovenstående) vil sætte helt forrest i køen til undergang og skærsild. Homo, mener jeg. Hvis nogen skulle være i tvivl.

Alligevel så sidder jeg her og overvejer at gå i seng. Og opgive min venten. Selvom dommedag ikke er noget, man ikke komme sovende til. Slet ikke når man står helt længst fremme i køen. Jeg er bare træt af at vente.

Desuden bliver vi nok alligevel reddet af Liam Neeson eller Buffy. Eller Will Smith. Eller nogle af de der fra de der to film, der kom samtidig og som handlede om jordens undergang. Engang i starten af 00'erne.

Men jeg tror, jeg gør det. Går i seng. Og satser på at, hvis dommedagen kom, så ventede den nok ikke til den 11. time.

ELLER ER DET DERFOR DET HEDDER DET?! HVA?!


Så.. er der nogen, der lige vækker mig, hvis jorden går under?

Drømmen om Hyacinth

Ens hoved er underligt, når man drømmer. Meget underligt.

I nat stod jeg for eksempel på ski. Det er ikke så underligt i princippet. Jeg snakker så i telefon med min far og siger, at jeg holder min 30årsfest heroppe (i snelandet: Nok Sverige), og så begynder han at græde. Noget min far nok aldrig gør. Så jeg siger ok, så kommer jeg og holder en fest hjemme også. Og inviterer på facebook. Inviterer også Hyasinth Bucket, som jeg er venner med i drømmen.

Jeg skal så tilbage på pisten (som nu er mørk og ved at lukke) for at se, hvornår bussen til Århus går. Her kommer jeg næsten i slåskamp med en ældre dame i pels, som er meget ubehøvlet og snyder foran i køen til tabellen. Hun skal åbenbart også til Århus.

Vupti! Jeg er i min fars hus og gæsterne strømmer ind. Maden er ikke lavet, men dog købt ind, og der er ikke rigtig glas nok. Lige da jeg kan se nogle af gæsterne på eget initiativ begynde at lave maden, kommer Patricia Routledge og Clive Swift (Hyasinth og Richard Bucket, men som privatpersoner) ind ad døren. Min far har set, at jeg havde inviteret dem på facebook, så han havde ringet til dem “rigtigt” og inviteret. Søde ældre mennesker, som åbenbart taler svensk.
Men der var stadig ingen glas. Eller mad.

Og så vågnede jeg.

Tænk, hvis der stadig står en hel sulten fest hjemme hos min far og drikker vin fra flasken? Inklusive kendte engelske tv-skuespillere. Måske jeg lige skal ringe og tjekke… Svarer hun så måske telefonen?

Den handy type

Åbenbart er jeg den lidt handy type.

Det er lissom noget, der er kommet snigende de sidste år. Ilddåben var renovering af min helt nye lejlighed. Eller millionprojektet, som det kaldtes.
Ikke som i betonkompleks men som i "ja, riv du endelig bare din pissedyre og helt nye lejlighed fra hinanden".

Siden er det blevet til lidt småprojekter her og der. Sidste skud på stammen er mit sofabord, lavet nej SKABT af en låge fra mit gamle køkken. Pissehandy!

Og ja, det er Jelly Beans og Ryan Reynolds, der bydes på.

Jeg gider ikke at snakke om det.

Samtaleemner er der mange af. Nogle mere brugte end andre.

I denne del af verden er vejret sikkert på førstepladsen. Det påstår jeg helt uden bevis. Rækkefølgen herefter er jeg usikker på, men offentlig transport og X-faktor må ligge højt på listen.

Højt på min egen liste ligger emner som parforhold og forskellen mellem danskere og svenskere. Ikke fordi jeg kan lide at tale om det, eller selv bringer det på bane, men fordi det er det, folk gerne taler med mig om. Ofte folk, jeg ikke kender eller lige har mødt.
Som om jeg er en form for orakel udi kæresteri eller svensk/dansk kultur.

Jovist! Jeg har da måske lidt mere indsyn i det sidste af de to temaer end de fleste, men jeg er nået til det punkt, hvor jeg ikke gider tale om det mere.

Efter mere end 6 år som dansker-i-sverige, har jeg efterhånden snart udviklet en fysisk opkast-reaktion, når middagsselskabets samtaleleder vender sig mod mig og spørger: ”Nå, er der så stor forskel på svenskere og danskere, eller hvad?”

Med al respekt og taknemmelighed for at inkludere mig i samtalen, og ikke for at være uforskammet, men hvorfor er det altid det, jeg bliver spurgt om?

Svaret er ja! JAAA! Det er der! Det er folk(-eslag), som bor relativt langt fra hinanden, og i mange tilfælde taler forskellige sprog. Eller meget forskellige dialekter af et gammelt sprog, om man vil.
Det er den første forskel.
Så er der kulturelle forskelle, historiske forskelle og endda fysiologiske forskelle.

Men så forventes der altid en længere udlægning med eksempler og slides, som jeg så pligtskyldigt og med kraftigt faldende engagement udlægger.

Jeg gider ikke at snakke om det mere!

Tænker at det er lidt som at spørge en gravid om, hvordan det er at være gravid. Det er hun helt sikkert aldrig blevet spurgt om før!
Bevares – Hvis man ikke spørger, bliver man ikke klogere, men man kunne måske overveje, hvad man spørger nogen om, og måske i stedet spørge mere konkret ind til det, man håber svaret handler om:
”Tisser du mere i bukserne, nu hvor du er gravid?” versus ”Har svenskere større tissemænd end danskere?”

Og så det med parforhold.
Jeg forstår simpelthen ikke at nogen spørger mig til råds om parforhold. Det er da hyggeligt, at de gør og interessant at tale om, men jeg ville da f.eks. aldrig spørge min far til råds om stramajbroderi eller spørge naboens hund om nationaløkonomi.
Det ved de da ingenting om! Fordi de aldrig har henholdsvis broderet eller haft penge.

Jeg har aldrig haft en vellykket parforhold, ej heller oplevet et under min opvækst, så hvor hulen skulle jeg vide det fra?

Spørg nogen, der har været gift i 60 år! Eller Suzanne Bjerrehuus. Eller Divya Das! Hun har sikkert en teleprompter fuld af gode råd som hun kan læse op fra, mens hun kompetent skridter frem imod dig.

En ven blev helt alvorligt mopset på mig, da jeg sagde at jeg var den forkerte at spørge.
Kan ikke lade være med at tænke, om de fejl vi begår måske ind imellem skyldes, at vi søger råd og vejledning de forkerte steder?