Svøm for hulen!

Det er vel ikke undgået nogens opmærksomhed, at vi er midt i en OL-tid?

Tusindvis af eliteidrætsudøvere er stablet i hotelværelser over hele London, og masseres, mentalforbedredes, forbindes og opvarmes til de, ofte ret få, minutter, som er kulminationen af de sidste mange års intense træning og fokus. London er med andre ord fuld af vabelplastre og ambitioner. Og det er netop dem, altså ambitionerne, som jeg grubler over i dag.

Fælles for alle de veltrænede gymnaster, roere, svømmere og højde- længde- og udspringere, som tager fokus (også for deres sportspræstationer), er et afsindigt højt ambitionsniveau. De har ikke lavet ret meget andet end at træne til dette OL de sidste fire år; måske hele livet.

Her midt i vores efterhånden temmelig veltrafikerede hav af selvrealisering, mindfulness og life-coaching, kan jeg ikke lade være med at tænke på, om det ville være nemmere, hvis vi bare gik til noget svømning i stedet? Og koncentrerede os om det.

Det er i øvrigt alene i denne sammenhæng, at udtrykket ”elite” opfattes som noget positivt, men den kan vi tage en anden dag.

”Verden er af lava” eller ”Der er meget, jeg ikke forstår.”

Det er ikke mange dage, man kan pjække fra nyhedsudsendelser og avisartikler, inden man er bag om dansen, sat ud af spil, uoplyst og voldsomt underinformeret.

Her tænker jeg primært på debatten om omskæring, Justin Bieber og folk, der i flæng ædes af diverse indhegnede rovdyr.

Af alle de seneste rovdyrsangreb, er der kun ét tilfælde, hvor jeg har virkelig ondt af ofret:

Det er ikke den unge, danske mand, der klatrede over mure og hegn midt om natten, for at komme ind til tigrene i Københavns Zoo. Det er kun selvforskyldt. Man afliver heller ikke en bro, fordi nogen hopper ud fra den.

Det er heller ikke den svenske, unge dyrepasserinde, der gik alene ind til ulvene i den svenske dyrepark Kolmården uden våben eller back-up. Hun var en tosk, som burde vide bedre og ikke tro, at hun var Dian Fossey hos gorillaerne.

Nej, det er den lille tigerunge i en zoologisk have i Kina, der blev spist af sin egen familie! Det er synd! Stakkels lille, lille mini-tiger!

Argumentet for, hvorfor dette ikke er nogen overraskelse eller dyrenes fejl, er dog det samme i alle tre tilfælde: De er dyr. Vilde, rovdyr i fangeskab og ikke væsner med medfølelse, moral og samvittighed. Hvis de er sultne, så spiser de; hvis de føler sig truede, så angriber de.
Og det er lige meget om du er fuld og ikke tænkte dig om, har madet dem med sutteflaske, da de var små eller om du for få uger siden kom ud af en af dem. 

Lesbisk udseende ungdomsidol Justin Bieber er blevet sagsøgt af en dame, der påstår at have pådraget sig permanent høreskade efter at have været med sin datter til koncert, fordi DE ANDRE  TILSKUERE skreg så højt. Og fordi JB (som jeg kalder ham) opfordrede til det, ved at pege.

Okay, lady. Vi er lidt i samme, selvforskyldte spor som tidligere. Jeg har været til mangt en koncert og danset på mangt et lastbilslad. Og jo, jeg har ofte haft ondt i og susen for ørerne bagefter, men det var i allerhøjeste grad, fordi jeg selv skreg. Og fløjtede i trillefløjte. Amerikansk retssystem til trods, så håber jeg ikke hun får en krone.
Lesson learned: Lad din teenagedatter selv gå til de koncerter med sine veninder. Win-win!

Og så når vi til de små tissemænd, som vi taler så meget om i disse dage. Jeg forstår slet ikke debatten. Der er ikke et eneste holdbart argument for ikke at afskaffe omskæring, og jeg er sikker på at debatten havde været meget kort, havde problemet været, at islamistiske muslimer skar øreflipperne af deres 5-årige.
Nu er det bare sådan, at dette er en lang tradition (religiøs eller ej), som i stor del tilhører en mindre reaktionær religiøs gruppe. Og så er det pludselig noget, vi skal debattere. Men… tager jeg fejl, hvis jeg tror, at omskæring af små piger ikke er tilladt i Danmark? Hvad er forskellen?

Hold op med at skære i folk!

Når tiden går baglæns

”Intelligente mennesker keder sig ikke.”

Det har jeg altid fået som svar, når jeg har klaget min nød over kedsommelighed og ”ingentingatlavehed”; både som barn og nu også som voksen. Og det grænser jo nærmest til mobning.
Det der jo indirekte siges er at det øjeblik, jeg synes at det hele er lidt kedeligt, så PUF er jeg dum som en potteplante. Hm.

Nu betragter jeg mig selv som et ret intelligent menneske. Ja, grin bare, men jeg læser faktisk bøger, ser nyheder, taler om aktuelle hændelser og har aldrig set et afsnit af De Unge Mødre. Alligevel sker det indimellem, at jeg ikke kan finde på noget at lave, og derfor simpelthen keder mig. Og her er det så, at min IQ åbenbart styrtdykker i et rasende tempo i samme øjeblik, som kedsomheden indtager min krop og jeg logger på facebook for fjerde gang på to minutter.

Hvis intelligens er målt i aktivitet og virksomhed, så kan jeg for så vidt være enig i mundheldet, for i disse situationer sker der virkelig ingenting. Men at jeg så herefter skal bære det røde idiotmærke i panden, få en akut tribal på lænden og i al fremtid ytre ting som ”Du styre” og ”Knuzzz tøzz”, er urimeligt! Og jeg finder mig ikke i det!

Jeg vil ha lov til at kede mig, lave ingenting og facebooke i timevis, hvis det passer mig, uden at partout stigmatiseres som ung mor eller deltager i For Lækker Til Love, Paradise Hotel og hvad det nu heller altsammed’.

Ja, jeg trækker voksenkortet: ”Jeg er voksen og må gøre, hvad jeg vil”. Nogen fordel skal der være med at være gråhåret.

”Intelligente mennesker keder sig – også”