Jeg rør ik' ve'n!

Har lige stået ansigt til ansigt med min egen tvangsneurose, og jeg er nødt til at tale om det.
Jeg blev konfronteret med en stor stabel med små, spændende kasser og et skilt med ordene ”Rør ikke”.

Og hvad gør jeg? Sætter min fede pegefinger på en af kasserne og spørger pigen, der netop har sat skiltet op: ”Hvorfor må vi ikke røre ved de her?” – Af ren refleks og uden at tænke.

Hun kiggede på mig, rystede på hovedet og sukkede ”Fordi det står der”.

At den kommentar på ingen måde er et svar på mit spørgsmål, og at småprovokative ytringer som ”Fordi, jeg siger det”, Sådan er det bare” og ”Derfor” generelt udløser endnu flere spørgsmål, er en anden sag.

Det går op for mig, at min refleks-reaktion på skiltet var fuldt modstridende med det meget tydelige budskab: "Rør ikke". Og det er da egentligt underligt.

Hvorfor er det så naturligt at gøre det, man ikke må? For du kan lige så godt indrømme, at jeg ikke er alene her. Ikke? Det er nærmest en teoretisk umulighed at jeg er alene med min neurose. Og hvis jeg ikke er det, er det så overhovedet en neurose?

Nu havde det så været svært handy med den der cand.psyk, for så kunne jeg måske selv svare på, om dette i virkeligheden er en del af menneskets natur (hvad det så end er?), en adfærd vi har adopteret eller adapteret, eller om det bare er mig og nogle få andre?

Hvordan kan det være at vi så gerne vil trykke på den røde knap under skiltet ”Do not press the red button”? Hvad er det, der gør at vi liiiige skal røre ved den indhegnede skulptur og hvordan kan det være, at man ofte tager sine poser og rygsække ind i prøverummet, selvom det er tydeligt mærket med skiltet ”Tasker må ej medtages i prøverummet”?

Tænk lidt over det.. og ha en god weekend!

Kom-mu-ni-ka-tion

Klappede du det?
Ellers gør vi det lige sammen:

Kom-mu-ni-ka-tion!

Det er det der med at få ting sagt på en ordentlig og forståelig måde, for at undgå misforståelser og dermed et utal følelsesudbrud af (i reglen) negativ karakter.

Dette er særligt gældende i parforhold og på arbejdspladser, og i dag er de sidstnævnte, business-casual arbejdssko, der trykker.

Jeg kan desværre vælge imellem et utal af eksempler, hvor der bliver givet beskeder på en helt forkert måde. Eller slet ikke givet besked. Og når jeg siger forkert, mener jeg i forhold til alle (ALLE) moderne ledelsesteorier. Eller managementditto, om man vil.

I dagens eksempel (eller case study) handler det om en nedskæring i den hviletidsaftale, som arbejdspladsen tidligere har brystet sig med at have. Det ”kommunikeres” mellem linjerne i en forward’et e-mail fra en, af chefen udpeget, skemaansvarlig med ”FYI” som eneste tekst fra afsender; den nærmeste mellemleder.

Okay...

For det første er der intet direkte fra chefen, som dermed mere eller mindre bevidst (hvad er værst?) afskriver sig det ansvar, som denne de facto har i kraft af sin stilling. For det andet er beskeden sendt uden nogen som helst stillingstagen fra den nærmeste mellemleder, hvis personale dette i høj grad påvirker (denne mellemleder selv er ikke påvirket af forandringen).

Resultatet bliver, at medarbejderne sidder "alene" ved deres computere og læser en e-mail uden at være mentalt forberedte.
Det sætter en masse umiddelbare reaktioner igang: Undren, frustration og også vrede over det, der føles som et overgreb, fordi noget lige pludselig er taget fra dem uden nogen god forklaring.

Det afføder også hvisken og tisken og højlydte reaktioner ved kaffeautomaten, og en generel flytten af fokus fra de egentlige arbejdsopgaver. Der skabes altså et meget lidt ønskværdigt arbejdsmiljø - og en meget lidt effektiv arbejdsplads.

Skemalæggeren (som ikke er hverken chefen eller mellemlederen) skal dog have ros for at forsøge at vende ændringen til noget positivt; nemlig at medarbejderne nemmere kan bytte vagter internt, nu hvor den slemme hviletids-stopklods er fjernet.

Okay...

I praksis handler det om, at det tidligere har ligget på mellemlederen at justerer skema, når der skulle byttes vagter internt. Denne voldsomme arbejdsbelastning er mellemlederen nu befriet for. Dejligt for mellemlederen.

Jeg kan jo i mit stille sind blot håbe, at mellemlederen, med al sin nye tid, lægger (mere) energi i at være leder. Sådan på den rigtige måde: Lyttende, motiverende, støttende og forståelig. Ja, måske simpelthen kommunikerende.

Jeg forestiller mig, at det kan være vigtigt, nu hvor medarbejderne i mindre grad får sovet ud mellem vagterne.

Tale er guld

Den harmeløse forkølelse, som startede som lidt kriller i halsen, har i løbet af de sidste 4 dage flyttet sig rundt i hele øre-næse-halsregionen, og har nu slået en stor, fed lejr lige midt på stemmebåndet.

Jeg er med andre ord i ikke uvæsentlig grad vokalt handicappet, og jodler mig igennem dagen, godt hjulpet af fagter og et (forhåbentlig) provisorisk arsenal af tegnsprog.

Og så er det jeg opdater, at man lytter mere, når man ikke selv taler. Det er overhovedet ikke så fikst og holistisk som det lyder; det er kedeligt. Særligt når man, som jeg, har virkelig mange ting at sige om langt det meste. 

Konklusionen må derfor være, at Michael uden audio er en halv Michael.

Så her sidder jeg. Og er halv.

Et homoansvar!

Her til morgen står jeg og passer mig selv i køkkenet på arbejde.

Eller.

Ja, jeg står og snakker med nogle kollegaer og er som altid kæk og frisk. Pludselig spiller radioen YMCA med The Village People – og på en måde er sangen lidt højere end den forrige. Ikke just noget særligt underligt eller unaturligt i det; det er radio og der kan være variationer i frekvensen. Og man (ikke jeg) har åbenbart valgt en form for Oldies Hits-kanal, da man er blevet træt af at Bygga-bygga upp og Riva-Riva ner fem gange i timen.

Ind i køkkenet kommer min chef for at tage en kop kaffe. Hun lytter et øjeblik på musikken og kigger derefter på mig og siger ”Dans nu, Michael!”, hvorefter hun leende forlader køkkenet.

Og der står jeg så. Med mit homoansvar. 

For selvfølgelig kender jeg sangen og selvfølgelig har jeg danset til den flere gange end jeg vil være bekendt (dog mest som spejder), og selvfølgelig er The Village People et stort stykke af homohistorielagkagen.

Men betyder det, at jeg pr default - og på et hvilket som helst tidspunkt på døgnet - skal danse løs og forme Y-M-C-A med armene (uden spejlvendt C)? For det var ikke alle i køkkenet, der blev opfordret til dans. Det var kun mig!

Uden at ryge ud i en større afhandling om tematikker som ”at sætte i bås” og ”forudfattede opfattelser”, så tænker jeg på, om jeg, som en værre homo, har et ansvar for at opretholde og videreføre en begejstring for såkaldte Gay Anthems og film med homotema? 
Er jeg moralsk forpligtet til at købe CD’er med Mika og Weather Girls og løbe til biografen ved hver eneste gay film festival? For det er jeg ikke sikker på, at jeg gider. Eller nej, nu lyver jeg: Det gider jeg ikke.

Jeg mener på ingen måde noget ondt eller nedsættende om hverken homofilm eller 70’er og 80’ermusik med tvetydige sangtekster; det gnubber mig bare forkert, at ”man” går ud fra, at jeg kender hele koreografien til YMCA (her jeg er nødt til at indskyde at Village People på intet tidspunkt i musikvideoen laver de kendte bevægelser. Mistænker at en frisk bartender på Crazy Dazy i sin tid har opfundet dansen), græd mig grim til Brokeback Mountain og elsker Madonna no matter what.

For det gør jeg ikke. Har jeg så sviget? Er jeg en dårlig homo? Lever jeg ikke op til mit ansvar?

I så fald bør det være nogens opgave at udforme vilkår og betingelser for homo’er, så vi alle sammen ved hvad der gælder, og i lignende situationer kan slå op og finde svaret og betale eventuel bøde.

I øvrigt blev YMCA efterfulgt af A Woman In Love med Streisand. Jeg forlod køkkenet, inden nogen krævede en moderne tolkningsdans med vimpel eller et drag show.

Anatidaephobi

”Sid helt stille. Der kravler en edderkop i dit hår”

Hvor mange har forholdt sig i ro efter ovenstående replik? Ikke mig, i hvert fald.

Jeg tilhører den store gruppe af typer, der har flettet fuldstændigt irrationelle fobier ind i deres ellers mere eller mindre saglige og virkelighedsnære personligheder.

Så sent som i går aftes sidder jeg på en terrasse i godt selskab, drikker øl og nyder udsigten over Stockholm, da jeg pludselig bliver gjort opmærksom på en lillebitte, sort og levende prik på min fod. I ren refleks kaster min hånd sig ned og slår den lillebitte prik væk, imens jeg ryster på hele kroppen (ja, og skriger en smule). Mandigt. Og voksent.

Det er underligt og ret utroligt, hvordan en så lysvågen frygt kan sidde på spring overfor et lillebitte og helt, heeelt ufarligt dyr, når jeg samtidig kan være helt rolig, når jeg møder en ko eller en elg eller et andet dyr, der faktisk meget let kan knuse mig eller sparke mig i hovedet. Det var jo noget andet, hvis jeg boede i Australien, hvor alle dyr og planter potentielt kan slå dig ihjel på 3-5 sekunder.

Dog er min araknofobi ikke noget særligt. Der er mange, der har det på samme måde, og det er ikke noget, der gør mig specielt interessant eller afføder en dobbeltsides artikel i Illustreret Videnskab. Nej, det er alt, alt for almindelig, nærmest pøbelagtigt at være virkelig, virkelig bange for bittesmå edderkopper.

Næ, skulle man være bange for noget særligt og have fobi på den flippede måde, så skulle man have Anatidaephobi.
Dette fantastiske ord (prøv igen: udtal det) dækker over en konstant angst for at en and holder øje med en. En and! Her kan vi tale om en socialt fuldstændig håbløs fobi, der aldrig, aldrig vil få respekt og forståelse. En and! Frygt for højder, dybder, lukkede rum, åbne rum, mennesker, ingen mennesker, edderkopper, slanger og mus har vi alle sammen accepteret som et mere eller mindre almindeligt personlighedstræk hos mange, men: EN AND?!

Kom så, du søde milde!

Held!

Forleden holdte jeg personlig premiere for årets fortovsserveringer.

Det blev en meget stor fadøl i meget godt selskab. Og hyggeligt var det!
Glemt var vinterdepression, selvhad og løftet jeg svor om ikke at gå igennem endnu en skandinavisk vinter.

Indsvøbt i Carlsberg-plaid fuld af cigarethuller og andre menneskers hår, kneb jeg øjnene i og missede mod de få, men meget varme stråler fra solen, imens jeg drak og røg og snakkede og gestikulerede festligt.

Alligevel nåede vi kun lige igennem den store øl, inden vi med blå læber måtte give op og gå indenfor i varmen, men nu er det officielt: Foråret er her! Det er forår igen! Træer, buske og NBA basketballspillere springer ud i fuld flor.

Overraskelsen og glæden er lige stor hvert år. Det er som om, vi har en indbygget kollektiv demens, når det kommer til årstider:

Hver sommer chokeres vi over, hvor hurtigt vi bliver solbrændte, hvor mange mariehøns der egentlig er og at det udelukkende er held, der gør at man får gang i engangsgrillen.

Om efteråret kan vi aldrig forstå, at sommeren var så kort, at en ruskindssko ikke er en efterårssko i Skandinavisk klima og får et chok, når der pludselig og helt uden varsel er glat på vejen (selvom det regnede i går og vi udmærket hørte meteorologen advare om sort is og våde blade).

Når det bliver vinter, kommer der aldrig lige så meget sne, som der plejer; det er utroligt, at det fortov ikke bliver ryddet og hver første juledag fortryder vi lidt, at vi pinedød skulle det store repertoire igennem dagen før, i stedet for at tage den med ro og nyde hinandens selskab.

Og hver gang foråret kommer, glemmer vi al ovenstående og kaster os kåde og småforkølede ud på caféernes klapstole iført sidste sommers t-shirt og solbriller.

Det er sådan, det er og sådan, det skal være. Foråret må være den årstid, der skaber mest balance på depressionskontoen og får det gode humør og smilerynkerne ordentligt tilbage i vores blege ansigter.

Så vær velkommen, forårets år og velkommen her hid!

   

Taxa du ellers ha!

Okay, nu brokker jeg mig lige.

Jeg kan ikke forstå hvad det er, der sker i taxabranchen. Det er usikkert om de har mistet viljen eller incitamentet til at drive en ordentlig forretning.

Næppe er jeg den eneste, der har lagt mærke til at niveauet af taxakørslen er faldet kraftigt de seneste år. Eller hvad?

Er de simpelthen ligeglade med kvaliteten af deres produkt eller er vi andre bare blevet vant til at acceptere en chauffør, der hverken kan finde vores destination eller er i stand til at kommunikere med os?

Jeg må i disse tider nok hellere understrege, at dette ikke på nogen måde handler om racisme eller mobning af taxachauffører generelt, men blot om kvaliteten af et produkt og en service:

Skulle vi for eksempel på samme måde acceptere at handle i en tøjbutik, hvor personalet er meget svære at forstå og ikke har en anelse om, hvilke varer de har i butikken? Jeg skulle ikke.

Det er bare meget svært at stille krav kl. 4 om morgenen, når man bare vil hjem – også selvom selv stort set skal køre taxibilen. Er det derfor, taxakvaliteten styrtdykker?

Et andet taxarelateret problem er, at de helt enkelt kører som idioter. Ja, undskyld, men det gør de!

Som glad cyklist farter jeg gennem byen flere gange om dagen, og det er nu mere regel end undtagelse, at jeg enten næste bliver påkørt af en højresvingende (og 9 ud af 10 gange også mobiltelefonssnakkende) taxa eller tvunget ud midt på kørerbanen, fordi en hyrevogn er parkeret på cykelstien eller bare midt på gaden.

Brokkeri? Ja! Realitet? Ja! Helt vildt farligt? JA!

Så hvis nogen kender nogen der er trafikminister, kan han (m/k) så ikke lige bede om at få styr på de der taxa’er (taxi? taxae?)