Anatidaephobi

”Sid helt stille. Der kravler en edderkop i dit hår”

Hvor mange har forholdt sig i ro efter ovenstående replik? Ikke mig, i hvert fald.

Jeg tilhører den store gruppe af typer, der har flettet fuldstændigt irrationelle fobier ind i deres ellers mere eller mindre saglige og virkelighedsnære personligheder.

Så sent som i går aftes sidder jeg på en terrasse i godt selskab, drikker øl og nyder udsigten over Stockholm, da jeg pludselig bliver gjort opmærksom på en lillebitte, sort og levende prik på min fod. I ren refleks kaster min hånd sig ned og slår den lillebitte prik væk, imens jeg ryster på hele kroppen (ja, og skriger en smule). Mandigt. Og voksent.

Det er underligt og ret utroligt, hvordan en så lysvågen frygt kan sidde på spring overfor et lillebitte og helt, heeelt ufarligt dyr, når jeg samtidig kan være helt rolig, når jeg møder en ko eller en elg eller et andet dyr, der faktisk meget let kan knuse mig eller sparke mig i hovedet. Det var jo noget andet, hvis jeg boede i Australien, hvor alle dyr og planter potentielt kan slå dig ihjel på 3-5 sekunder.

Dog er min araknofobi ikke noget særligt. Der er mange, der har det på samme måde, og det er ikke noget, der gør mig specielt interessant eller afføder en dobbeltsides artikel i Illustreret Videnskab. Nej, det er alt, alt for almindelig, nærmest pøbelagtigt at være virkelig, virkelig bange for bittesmå edderkopper.

Næ, skulle man være bange for noget særligt og have fobi på den flippede måde, så skulle man have Anatidaephobi.
Dette fantastiske ord (prøv igen: udtal det) dækker over en konstant angst for at en and holder øje med en. En and! Her kan vi tale om en socialt fuldstændig håbløs fobi, der aldrig, aldrig vil få respekt og forståelse. En and! Frygt for højder, dybder, lukkede rum, åbne rum, mennesker, ingen mennesker, edderkopper, slanger og mus har vi alle sammen accepteret som et mere eller mindre almindeligt personlighedstræk hos mange, men: EN AND?!

Kom så, du søde milde!

Held!

Forleden holdte jeg personlig premiere for årets fortovsserveringer.

Det blev en meget stor fadøl i meget godt selskab. Og hyggeligt var det!
Glemt var vinterdepression, selvhad og løftet jeg svor om ikke at gå igennem endnu en skandinavisk vinter.

Indsvøbt i Carlsberg-plaid fuld af cigarethuller og andre menneskers hår, kneb jeg øjnene i og missede mod de få, men meget varme stråler fra solen, imens jeg drak og røg og snakkede og gestikulerede festligt.

Alligevel nåede vi kun lige igennem den store øl, inden vi med blå læber måtte give op og gå indenfor i varmen, men nu er det officielt: Foråret er her! Det er forår igen! Træer, buske og NBA basketballspillere springer ud i fuld flor.

Overraskelsen og glæden er lige stor hvert år. Det er som om, vi har en indbygget kollektiv demens, når det kommer til årstider:

Hver sommer chokeres vi over, hvor hurtigt vi bliver solbrændte, hvor mange mariehøns der egentlig er og at det udelukkende er held, der gør at man får gang i engangsgrillen.

Om efteråret kan vi aldrig forstå, at sommeren var så kort, at en ruskindssko ikke er en efterårssko i Skandinavisk klima og får et chok, når der pludselig og helt uden varsel er glat på vejen (selvom det regnede i går og vi udmærket hørte meteorologen advare om sort is og våde blade).

Når det bliver vinter, kommer der aldrig lige så meget sne, som der plejer; det er utroligt, at det fortov ikke bliver ryddet og hver første juledag fortryder vi lidt, at vi pinedød skulle det store repertoire igennem dagen før, i stedet for at tage den med ro og nyde hinandens selskab.

Og hver gang foråret kommer, glemmer vi al ovenstående og kaster os kåde og småforkølede ud på caféernes klapstole iført sidste sommers t-shirt og solbriller.

Det er sådan, det er og sådan, det skal være. Foråret må være den årstid, der skaber mest balance på depressionskontoen og får det gode humør og smilerynkerne ordentligt tilbage i vores blege ansigter.

Så vær velkommen, forårets år og velkommen her hid!

   

Taxa du ellers ha!

Okay, nu brokker jeg mig lige.

Jeg kan ikke forstå hvad det er, der sker i taxabranchen. Det er usikkert om de har mistet viljen eller incitamentet til at drive en ordentlig forretning.

Næppe er jeg den eneste, der har lagt mærke til at niveauet af taxakørslen er faldet kraftigt de seneste år. Eller hvad?

Er de simpelthen ligeglade med kvaliteten af deres produkt eller er vi andre bare blevet vant til at acceptere en chauffør, der hverken kan finde vores destination eller er i stand til at kommunikere med os?

Jeg må i disse tider nok hellere understrege, at dette ikke på nogen måde handler om racisme eller mobning af taxachauffører generelt, men blot om kvaliteten af et produkt og en service:

Skulle vi for eksempel på samme måde acceptere at handle i en tøjbutik, hvor personalet er meget svære at forstå og ikke har en anelse om, hvilke varer de har i butikken? Jeg skulle ikke.

Det er bare meget svært at stille krav kl. 4 om morgenen, når man bare vil hjem – også selvom selv stort set skal køre taxibilen. Er det derfor, taxakvaliteten styrtdykker?

Et andet taxarelateret problem er, at de helt enkelt kører som idioter. Ja, undskyld, men det gør de!

Som glad cyklist farter jeg gennem byen flere gange om dagen, og det er nu mere regel end undtagelse, at jeg enten næste bliver påkørt af en højresvingende (og 9 ud af 10 gange også mobiltelefonssnakkende) taxa eller tvunget ud midt på kørerbanen, fordi en hyrevogn er parkeret på cykelstien eller bare midt på gaden.

Brokkeri? Ja! Realitet? Ja! Helt vildt farligt? JA!

Så hvis nogen kender nogen der er trafikminister, kan han (m/k) så ikke lige bede om at få styr på de der taxa’er (taxi? taxae?)

Kontorflytning

Er sygdomsramt, svag og stakkels efter 4 dages snue. Og det er alt sammed’ på grund besøg på meget fantastisk spansk ø-strand med høje bølger (med tilhørende surfere), som gør badning umuligt at modstå.
Også selvom det betyder, at kroppen køles ned til 16 grader. Worth it.

Uden at gå i detaljer, kan jeg oplyse, at jeg på nuværende tidspunkt er tørblokeret i øre-næse-halsområdet. Til forskel for tidligere alt-i-et løben af næse og øjne, som har være gennemgående tema dag 1-3, så er et helt ukvalificeret gæt, at jeg befinder mig på bedringens snævre vej.

Er derfor i dag tilbage på arbejde, og med det samme havnet midt i stormens øje. To personer er sygemeldt med sammenbrud efter konflikter og beslutning om at flytte rundt på folk her på kontoret. Dette er en opgave, min chef ikke magter at kontrollere og løse. Til min store overraskelse. Naturligvis.

Jeg vil jo (lettere tilbagelænet med armene mageligt korslagt over brystet) vove påstanden, at Lederskab 1.1 netop handler om, hvordan man håndterer og kommunikerer forandringer til sit personale, og at ændring af såvel arbejdsopgaver som fysiske omgivelser potentielt kan skabe store konflikter, hvis disse ikke præsenteres, kommunikeres og behandles korrekt. Og korrekt er ikke at tage en beslutning og sige ”sådan bliver det”. Så bryder helvede nemlig løs. Som nu.

Selv har jeg valgt at forholde mig passivt, og betragte slagets gang. Jeg har naturligvis tænkt mig at sige hvad jeg synes, hvis jeg bliver spurgt – man vil jo ikke obstruere – men jeg vil ikke blande mig på eget initiativ. Ser dette som et studie – en workshop, om man vil – i hvordan man ikke skal håndterer en personalerelateret situation. Og i selvkontrol.

Let the show begin!

Bar røv og stråhat!

Indrøm det. Det er lidt sjovt.

Den søde juletid

Ak ja.

Så er den over os. Bare det lyder jo ikke særligt positivt: "Julen er over os". Som om vi sådan bliver overfaldet - voldtaget om man vil - af Julen og dens bande; Advent, Pakkekalender og Julefrokost.

Det er ikke nogen hemmelighed at julen ikke er min favorittradition. Og det handler ikke om at jeg har noget imod selve julens budskab eller noget personligt imod Jesusbarnet.. Jeg er heller ikke anarkistisk imod at man mødes i familiens skød. Det jeg ikke bryder mig om er alle de forventninger, der er knyttet til stort set hele december.

Man skal:

A) Julehygge på kommando og deltage i alle julefrokoster og glöggrelaterede arrangementer med både arbejde, skole, fodboldklub, venindekreds og fætterkusinekonstallationer.

B) Købe lave pakkekalender og købe gaver til alle i ens intimsfære, hvad enten man skal se dem i julen eller ej. Eller for den sags skyld har set dem hele året.

C) Hygge sig hele d. 24. Også når man mellem 18.00 og 19.00 skal indtage mere mad end man kan spise eller har lyst til, fordi ens mor/svigermor/mormor eller anden mor har stået i flere dage og fået mavesår, fordi alt skal være "som det plejer". 

Derefter skal man så tæve rund om træet og synge "som vi plejer", selvom de fleste synes det mest bare er pinligt. Det er trods alt de færreste familier, der "plejer" at synge sammen, når de ses.

Og så skal man pakke gaver ud og lade som om man bliver glad for et gavekort på 100 kr til Magasin eller et par boxershorts fra Maverick eller noget andet fis, som man ikke behøver eller kan bruge, og som nogen anden bare har købt for at købe noget. Og SÅ skal vi ellers hygge "som vi plejer" med slik og kaffe og sådan, selvom alle allerhelst bare vil ind og ligge alene i sin egen seng.

Man må for alt i verden ikke:

A) Foreslå, at man ikke "bytter gaver" i år (eller alle år)

B) Være alene juleaften, da man i så fald for det første er ked af det, ensom og ulykkelig, og desuden fornærmer alle dem, der tilbyder at man kan fejre jul hos dem - selvom om det netop er det, man prøver at undgå.

C) Foreslå at lave en "alternativ" juleaften uden stress; hvor man selv bestemmer hvad der skal ske og hvornår.

Som sagt og som det tydeligt fremgår: Ikke en stor fan.

Men faktisk synes jeg selve julehyggen er hyggelig; at klippe julehjerter og pynte og lave konfekt og drikke glögg og mødes med familien, men i sit eget tempo, så alle er med og har det godt.

Tænk hvis det kunne være sådan - på selv juleaften? At man ikke skulle gøre "som man plejer", men som man har lyst til!

Klog af facebookskade

Nymodens teknologi plejer ellers ikke at være en voldsom udfordring for mig. Har sådan set altid syntes at jeg har ret godt styr og er fremme i skoene. Også med facebook. Indtil i går.

I går blev kvinden i sin hjemmespundne kjole lige pludselig meget nøgen igen, og den blinde høne fik brutalt frataget sit korn!

Tanken var at gøre det lettere for jer, som ind imellem kigger ind, læser et indslag, fnyser lidt på en af måderne og surfer videre; jeg skulle importere min blog til facebook.
Det lykkedes mig i stedet, ved et frygteligt uheld og i bedste mening, at spamme alle mine (nu sikkert mindre end) 401 søde facebookvenner med 4 års indslag. Tjekkede ellers at jeg ikke havde godkendt at de skulle postes nogen steder, og havde ellers tjekket efter på min egen wall at der ikke var noget. Det var først nogle timer senere, hvor sandheden gik op for mig.

Lyset i mørket er vel så, at de der fra nu af læser mine statusopdateringer og posts, kun er de, der virkelig er interesserede. Resten har nok valgt mine posts fra. På den hårde måde!

Så undskyld endnu engang til alle – både jer som stadig læser og til jer, som ikke længere gør. Det var simpelthen ikke med vilje at selvpromovere mig i så udstrakt en grad. Men nu ved jeg da, hvordan man gør det!