Længe siden. Faktisk rigtig længe. Håber, alt er vel.
Jeg tænkte på dig for lidt siden. Helt uden tilløb.
Eller. Jeg tænkte også på dig. Men mere præcist tænkte jeg på din tissekone. Og på hvordan den mon har det?
Jeg kan nemlig tydeligt huske episoden i børnehaveklassen. Nede i kælderen, hvor madrasrummet var og hvor vi plejede at hoppe fra den høje kældervindueskarm, svæve et superduperkort øjeblik, for så at falde og lande blødt i puderne på madrassen.
Det var skægt. Og vi gjorde det meget. Indtil den dag, det skete.
Den dag, hvor en af de små, men meget robuste, børnestørrelsestol i træ stod alt for tæt på madrassen. Den dag, hvor du sprang fra den høje vindueskarm og i et øjeblik hang i luften med dit lange børnehår som en hvid sky omkring dit hoved. Den dag, hvor du for sent opdagede, at du havde hoppet i en lidt skæv retning.
Det gik hurtigt, da du faldt og ramte med benene på hver side af stolens ryglæn.
Tiden stod stille. Ingen trak vejret. Så skreg du. Og så kom blodet. Og de voksne. Og de tog dig med.
Tilbage stod vi andre og var bange for, hvad der var sket. Med dig. Og med tissekonen. Var den gået i stykker? Eller gået af?
Jeg kan ikke huske, hvad skete efterfølgende, men jeg tror aldrig rigtig, vi snakkede om det. Det gider man måske heller ikke snakke om, når man er en pige, der render rundt med en nedfaldsskadet tissekone.
Så lige pludselig – mange år senere – kommer jeg altså til at tænke på den igen. Tissekonen.
Hvordan har den det egentlig? Er den okay? Er du? Det håber jeg.
Hvis du læser det her, kære klassekammerat, så hils den. Og sig undskyld for, at vi ikke spurgte mere ind til den, dengang den faldt og slog sig.
Kærlig hilsen
Michael
 |
| Dette er ikke den rigtige stol. Dens identitet er beskyttet. |
Ingen kommentarer:
Send en kommentar