Ta et valg – bare et eller andet.

Hvis du lige nu tænker ”åh nej, jeg magter ikke at læse flere folks meninger om valg og politik”, så kan du være ganske rolig. Jeg skal nok holde mig fra egne politiske holdninger og præferencer.

Det, der kilder min interesse lige nu er nemlig folks (som jo så må være mine facebookvenners) adfærd på netop Facebook i en valgperiode.

Det er egentlig ikke så meget de mange, der viser billeder af sig selv pyntet med logoet på det parti, de nu stemmer på eller dem, som poster artikler om hvor god deres holdning er eller hvor dumme de andres er.

Det, jeg bliver overrasket over, er de mange, der i statusopdateringer proklamerer, at de ikke vil høre noget om valg eller sågar vil slette dem, der skriver noget om valg. Her i valgperioden. Eller måske resten af livet.

Og jo. Det er overalt. Valget. I fjernsyn, aviser og på alle sociale medier. Men det er jo også pointen med en valg-kampagne. Ikke?

Men det slår mig som en temmelig egoistisk og ret indadvendt handling at blive sur over, at andre mennesker ytrer deres holdninger. Hvorfor har vi fået så svært ved bare at trække på skulderen og ignorere dem, vi ikke gider, eller lade være med at lytte til dem, vi ikke gider høre på? Hvorfor hidser vi os op, fordi nogen synes noget?

Mit umiddelbare forslag er vel at lade være med at gå på facebook. Hold pause et par uger. Det er slut lige om lidt. Kys dine børn eller gå en tur i stedet. Der er helt sikkert ikke meget, du går glip af derinde.

Alligevel bliver jeg lidt bekymret for de mange, der ”ikke gider det valg”. Jeg håber, at problemet ligger i en oplevelse af at blive overrendt med andres irriterende holdninger, fordi man selv har sin egen. For det har man da? Ikke?

For… hvis man er helt ligeglad med det danske politiske landskab og hellere vil kigge på nuttede kattekillinger og billeder af mad og fødder-i-sand, mangler man så ikke et eller andet grundlæggende som borger i et demokratisk samfund?

I så fald har man også frasagt sig retten til at brokker sig over noget som helst, hverken skattetryk, skoler, økopriser, skokvitteringer, forurening eller plejehjem. Nix. Knyt. Du har meldt dig ud. Kig på en ged, der skriger på youtube i stedet.

Eller tag nu bare et valg og lad de andre gøre det samme. Og træk vejret. Helt ned i maven. Det er snart overstået.

Fister Humlehaven

Du har sikkert prøvet den sjove, sjove leg, hvor man finder sit helt eget strippernavn ved at tage navnet på sit første husdyr og navnet på den første gade, du boede på.

Og hvis du ikke selv har taget initiativet, så har facebook helt sikkert taget det for dig. Som stripper skulle jeg i så fald arbejde under følgende frække navn:

"Fister Humlehaven. Book NU til din polterabend!"

Eller måske ikke sådan voldsomt frækt egentligt, men det er på den anden side også svært at få en fræk kombination med Humlehaven... og Fister.

Jeg er altså ikke tilfreds med resultatet af testen og vælger derfor den eneste logiske løsning: At snyde. Således havner jeg i stedet med scenenavnet Tiger Skolevej.

"Miiiine damer og herrer... taaaag godt imod...Tiiiiiiiger Skoleveeeeeeeej!!"

Lidt bedre, bedstemt. Men det er lissom stadig ikke rigtige noget pletskud.

Trods en masse flytten rundt i en meget ung alder, er Skolevej den primære del af det, jeg husker som mit barndomshjem. Selve vejen oplevede jeg dengang som en ret stor vej, men når jeg i en senere alder har besøgt vejen, indser jeg hvor lille jeg var, da jeg var lille. For det er ikke nogen stor vej.

Midt på denne vej for 30 år siden stod i hvert fald tit en flok børn og sagde at ”alle må være med til rundbold på nær dem der starter med M”. Jeg og min ven Mette gik så hjem til hende og Mette græd og så drak vi sikkert kakaomælk. Det var der meget af dengang. Det indgik bare i det at være de små.
Der var også en del toasts og legoklodser i barndomsminderne.

Når vi fik lov til at være med, legede vi nogle gange dåseput. Også efter lille-Kim fik ret mange og ret alvorlige tæsk af den underlige mand, hvis baghave vi bare ikke måtte gemme os i.
Samme underlige mands æbletræ blev som resultat plyndret hver sommer og toiletpapir’et hver vinter.

Op og ned ad Skolevej har jeg i timevis øvet mig i at blive en dygtig tamburmajor, inden at jeg vidste at jeg faktisk skulle blive en sådan en. Selvom jeg var en dreng og derfor ikke kunne være med i pigegarden. 80'erne var mere firkantede og regelfaste.

På Skolevej har jeg underholdt de store drenge med at helt naturligt spankulere rundt i spinlonkjoler, høje sko og håndtaske, og spørge ind til deres knallerter, mens min stakkels storesøster døde af skam.

Skolevej er derfor det bedste bud på min barndoms gade. Og selvom jeg skulle snyde endnu mere i testen og vælge frit mellem alle veje, jeg har bodet på, er der ikke et eneste seriøst bud på stripper-efternavn: Trige Centervej, Grønnegade og Lyravej.

"Madame Amour præsenterer: Liveshow med Kittemis TrigeCentervej"

Nej. Det blir bare aldrig godt.

Overtrådt!

Her den anden dag er jeg et hurtigt smut ude at deltage i forbrugsfesten - som den shoppingtype,         jeg er.

Jeg køber en masse tøj og er så naturligvis også derfor nødt til at købe sko. Og en en bog. Jeg køber så meget, at ekspedienten udstøder et ”ohr”, når jeg lægger det altsammed’ op på disken, hvilket må siges at være en god indikator for overforbrug. 

Efter denne farlige leg med mit nu en anelse voldtagede dankort, er jeg så udmattet og sulten, at jeg slår et smut ind på den nærmest burgerrestaurant - BurgerKing. Egentligt er min plan at finde en single-plads ved vinduet og læse lidt i min nye bog, men da alle disse allerede er optaget af andre ensomme overforbrugere (mest piger), sætter jeg mig ved det eneste ledige bord; en 4-personers bås. Og det er her, der indenfor 30 sekunder bliver dømt overtrådt. Med stort OVER!

I den tid det tager mig at gøre kål på en mellem pommes frites, mellem cola og to knaslækre kyllingeburgere, får jeg det ondeste øje af omtrent 5 mødre, som tydeligvis ikke kan hverken overskue eller acceptere mit overforbrug.
Nej – ikke af tøj, penge eller mad. Af plads! Siddeplads! 

Her skal det lige tilføjes, at der er en ret høj udskiftning af restaurantgæster, så ingen behøver ligefrem at stå op. Men min bås er tydeligvis et meget eftertragtet sted at sidde, hvis man er nogens mor med favnen fuld af umættede fedtsyrer og overvægtige teenagebørn.

Mit blik søger derfor helle og akut tilflugt fra den vredeste øjenkontakt i min nyindkøbte bog, og jeg overvejer flugtmuligheder og overgivelsesstrategier, men min krop er lammet over den overraskende og voldsomme reaktion, min opførsel har medført.

Helt naivt troede jeg, at det var okay og helt acceptabel burgerresturant-opførsel at sidde ved et bord, der tæller flere stole end højest nødvendigt. Men jeg har taget fejl og har lært min lektie!

Efter endt måltid pakker jeg forsigtigt mine ting og forlader restauranten med blikket fast fokuseret i gulvet.

Jeg vil gerne sige undskyld. Det her skal ikke ske igen.
Fremadrettet  vil jeg derfor meget hellere vente til der bliver plads på singlerækkerne, end at risikere at blive udsat for endnu en kaskade af skuffede, himlende, vrede og truende mødreøjne.

Hvonår mon man udvikler sådan et blik..? Kors, altså.

Hvorfor siger du 86 når jeg siger 87..?

I mit hoved ser hun cirka sådan her ud

Indimellem er det godt med lidt fredagsgenbrug.

Jeg dør stadig indeni over damens utrolige evne til på ingen måde at være til stede eller til at opfatte den mindste information.

Og jeg imponeres af politimandens tålmodighed. Jeg havde klaret præcis 20 sekunder inden jeg havde smækket på og ladet konen sejle i sin egen sø.  Dette trods mange år i "servicebranchen".

Alarmscentralmand er nu øverst på listen over jobs, jeg ikke ville kunne håndtere. Og her optræder ellers både løvetæmmer, slamsluger-operatør og sosu-hjælper.


Klik på filmen!