Kom så med et ordentligt grand prix

Irriterende værter

I anledning af, at vi nu er midt i en grand prix tid.

Eller… jeg burde nok nærmere sige en Eurovision-tid. For det er ikke meget grand prix, Danmark har præsteret de seneste år.

Okay, selvfølgelig lige med undtagelse af et brag af en tv-produktion til sidste års ESC i København.

For det var et virkelig flot show! Og så bagefter rigtig pinligt og desværre typisk for statsstøttede (kultur)virksomheder, at der ikke var styr på økonomien og undskyldninger som ”jamen, vi havde jo ikke prøvet det før” skulle godtgøre for et tab på mere end 20 millioner kroner. Som konsekvens af fadæsen blev både direktøren og en stor del af bestyrelse i Wonderful Copenhagen skiftet ud. Synkende skude og den slags.

Nok om det.

Det, der ærgrer mig er, at DR igennem mange år ikke rigtig har formået at holde et grand prix med både et godt show og gode sange. Flere forklaringer er i spil, bl.a. at der ikke sendes nok sange ind til konkurrencen og at der ikke er nok seere til programmet.

Men det passer simpelthen ikke: Til grand prix’et i 2014 modtog DR 872 bidrag, hvilket er det højeste antal nogensinde – selv hvis vi medregner storhedstiden i 80’erne, hvor grand prix’et i 1988 toppede med 741 bidrag. Og i år havde grand prix’et 1,7 mio. seere, hvilket kun er ca. 100.000 mindre end året inden.

Så der er faktisk ingen undskyldning for at half-ass’e programmet sådan, som det de sidste mange år er blevet med en kombination af uoplagte børneværter, dårlige manuskripter, x-faktorplagiater, kedelig underholdning og en generel mangel på gode sange.

Hvis vi nu kaster et hurtigt blik over sundet, opdager vi et helt andet show, som stadig er den største tv-begivenhed. Den svenske Melodifestivalen er 6 programmer fordelt på 6 lørdage med 32 (28 i år) og hvert program kombinerer underholdning, fest, galla og en bred vifte af musik.

Så er det da underligt, at man hos DR ikke kan levere andet en en halvlunken aften med sange, som ingen kan huske. Syng årets vindersang nu. Lige nu. Prøv.

Et forslag kunne være, at redaktionen hos DR måske kiggede lidt i øst og med al deres professionelle kundskab knækkede den svenske kode og selv stablede et grand prix sammen, hvori ovenstående ingredienser indgår.

Altså.. når det nu er et af de største tv-shows, de har.

Fake it 'till you make it

Nu er det ingen hemmelighed, at jeg gennem tiderne har haft lidt forskellige jobs og at flere af disse også har være såkaldte ”voksenjob”.

Jeg beklager den irriterende, pædagogiske brug af citationstegn. Eller situationstegn, som jeg troede de hed indtil for ganske få år siden. Live and learn.

Med voksenjob mener jeg fuldtidsarbejde, der ofte involverer en stor del kontorarbejde foran en computer i et åbent kontorlandskab, hvor man er omgivet af mange andre med tilsvarende voksenjob og computer.

I mit tilfælde har jeg flere gange fået et voksenjob, som jeg på ingen måde (eller i ringere grad) har været kvalificeret til. Dette skyldtes min dansk-i-Stockholm-situation, som har åbnet mange (måske lidt for mange) døre til det pulserende erhvervsliv. Kort fortalt, så er dansktalende personer en meget sjælden varer i Stockholm, fordi mange firmaer har deres nordiske hovedkontorer, og derfor ofte har brug for denne sprogkompetence.

I disse forskellige jobs har jeg ofte (og ikke uventet) oplevet en smule stress og følelsen af at være bagud, af ikke at ha styr på og af ikke at følge med. Og det troede jeg indtil for ganske nylig, var fordi jeg ikke hver gang var så kvalificeret, som jeg måske burde - og mest bare kørte den hjem på charme og modersmålskompetence.

Men jeg opdager mere og mere, at det ikke kun er mig, der føler en slags utilstrækkelighed og svag præstationsangst. Næ næ, der er maaaange flere som heller ikke har en anelse, om hvordan de er havnet i den situation, de er i - sådan rent voksenjobmæssigt.

Vi er altså mange derude, der pisker rundt for at holde os flydende, og som faker i tide og utide for at give indtrykket af kompetance og overblik. Med en nikken, ”m-hm” og måske en let markering af at vi har ret, lader vi de andre voksne forstå, at vi er helt med, er i kontrol, bestemmer og forstår alting. No problem!

Dette medfører så bare desværre også, at de andre voksne opfatter én som så erfaren, slagfærdig og overskudsagtig, så de selv bliver stressede og usikre over hvordan deres egen præstation bliver opfattet overfor sådan en verdensmand med så meget tjek på tingene.

Og i virkeligheden er der ingen, der rigtigt ved, hvad de laver! Det er nok unfair at forvente en håndsoprækning og offentlig bekendtgørelse fra de, der har det på samme måde som mig, men I er der. Jeg ser jer. Og lad os nu for hulen slappe lidt af, og nogen gange bare turde sige "det forstår jeg altså ikke" eller "nu er jeg ikke med".

Okay, jeg siger det først: "Det der grundskyld... det forstår jeg altså ikke"