Vi havde et af de der sjældne venskaber, hvor man er rigtig tæt på hinanden. De venskaber, hvor man sådan virkelig er der for hinanden til hverdag, laver ting sammen og mødes bare fordi man lige har lyst til at hænge og snakke.
Vi snakkede om kærester og kærestesorger, sygdom og misbrug, familie, venner, arbejde og fremtid. Vi snakkede om det hele. Det var trygt.
Og vi var flere, der var venner omkring ham. Han fik samlet en god gruppe folk, som hyggede sig med hinanden. Og med ham. Det var trygt. Og det var kærlighed.
Indtil vi opdagede det. Indtil vi fandt ud af, at alt hvad han nogensinde havde fortalt os var løgn. Alt. Hans fortid med tidligere karriere og sportsskader. Hans jobs og studie, som han var væk til og brugte mange timer på hver dag. Ny viden dukkede op: Et ægteskab. En voldsom gæld. Indlæggelser. Mange vrede mennesker. Og en særdeles plettet straffeattest.
Det viste sig på få minutter at ingen af os i virkeligheden vidste hvem han var, hvor han kom fra og hvad han lavede.
Alt hvad vi vidste om ham var løgn.
Vi havde købt løgnene alle sammen. Selvom vi havde snakket om, at nogle af historierne måske var lidt pyntede, lod vi os systemfodre med halve sandheder og forklaringer, som ikke ringede de klokker, de burde ha ringet. Fordi det var trygt.
Selvom jeg havde hørt rygterne og de onde tunger, hævede ingen særligt meget på øjenbrynene, når voldsomme sygdomme blev introduceret hos både ham selv og hans familie, som ingen i øvrigt rigtig havde mødt. Fordi det var kærlighed.
Tilbage stod jeg. Og var helt alene. Selvom vi var flere, så var jeg helt alene med mit svigt.
For jeg havde jo troet på ham. Jeg valgte at tro på det gode i ham. Valgt at lade tvivlen komme ham til gode og tro på, at vi jo alle sammen laver noget hø i fortiden, men at det netop er det, det er: Fortid. Og at det ikke havde noget med mig at gøre.
Men det havde det! For lige pludselig så var jeg også en del af løgnen. Jeg var medvirkende i et spil om økonomisk svindel, dokumentfalsk og manipulation. Det var jeg, fordi jeg aldrig spurgte hvor pengene kom fra, hvordan en studerende kunne ha råd til en lejlighed ved vandet fyldt med designermøbler eller hvorfor mon ingen nogensinde havde besøgt han på den skole, han påstod at han gik på? Jeg, som det voksne, fornuftige og måske endda decideret intelligente menneske, jeg går og regner mig selv for at være, blev charmet og forført til at tro, at jeg havde en god, nær og kærlig ven.
Den er svær at sluge. At jeg pludselig er hende konen inde i fjernsynet, der grædende fortæller at hun ikke anede at hendes mand svindlede for millioner igennem hele deres ægteskab. Hende, som fik mig til at råbe IDIOT af fjernsynet. Nu er det så mig, der er idioten, fordi jeg stolede på et menneske, jeg troede jeg kendte.
For lidt siden havde jeg en rigtig god ven. Han viste sig at være et rigtigt lyvesvin.
