Politikontrol - har vi ikke..

Måske var det ham her, jeg talte med. 

Med al respekt for politiets arbejde og prioritering, særligt i disse dage, må jeg dele min oplevelse.

Jeg ringer ind til Kbhs politi her til formiddag for at gøre opmærksom på en stor, spritny BMW uden nummerplader, som holder udenfor min dør.
Jeg tænker, at man særligt lige nu er obs på biler uden nummerplader. Bliver stillet om 3 gange og til sidst bliver min henvendelse registreret.

Fire timer senere bliver jeg ringet op og spurgt om bilen stadig holder der. Jeg er på arbejde, så det kan jeg ikke svare på.

"Vores motorcykelbetjent havde en mere presserende opgave", lyder forklaringen.
Det er jo ok. Man kan ikke være alle steder på en gang. Men er der kun en betjent i hele Kbh? Til det skal siges at jeg bor 100 meter fra politistationen på v-bro. Det ville tage nogen 3 minutter at gå op til bilen og tilbage.

"Kan du ikke ringe ind igen, hvis den stadig holder der?", spørger manden.

Det kan jeg ikke. Min telefon er i stykker og jeg kan kun ringe fra arbejde. Vil gerne. Kan ikke. Desuden er det som sagt ikke fordi jeg personligt er presset over bilen, men den holder ulovligt og uden plader - dobbelt op på ulovlighed og mystik anonym bil i city.

Jeg forklarer manden situationen og tilføjer at de jo selv bor lige om hjørnet, hvis det er.

"Nå.. Så må du have en god weekend", siger manden og så er det det med det.

...Lige nu er jeg typen, der har en ret tom fornemmelse i maven. Jeg tror stadig på at det kan betale sig at ringe ind, hvis der er noget, men jeg er faktisk lidt skuffet.

SE MIG! Jeg skal hjem og skide!

Forleden dag var jeg nede at handle lidt. Ikke noget særligt, sådan basisvarer: Mælk, brød, smør og toiletpapir.

Det sidste fandtes kun i en 10-pak, som ikke kunne være i en plasticpose sammen med de andre varer. Derfor tager jeg rullerne under armen og går hjemad.

Så er det at jeg begynder at lægge mærke til hvordan folk kigger en smule underligt på mig. Sådan med en smule ubehag i blikket, som om jeg står og skriger "Uh, hvor skal jeg bare hjem og skide" lige ind i ansigtet på dem.

Det lader til, at der er et tabu omkring toiletpapir. Også selvom det er noget, vi jo simpelthen alle sammen køber.

Men at se nogen køber toiletpapir, får os åbenbart til at tænke mere på, hvad det skal bruges til, end når vi køber chips eller gulerødder. Vi tænker på bæ - og det vil vi ikke tænke på!

Her er jeg typen, der ikke synes at dette er et tabu, der bør bekæmpes med oplysning, samtaler og 80'er OBS-indslag.

Jeg synes i stedet, at dagligvarebutikkerne burde skaffe nogle meget store, brune papirsposer, så  toiletrullerne kan fragtes anonymt og uden at støde nogen. Helt efter den amerikanske spiritusmodel. Her er der jo heller ingen, der regner ud, at den lasede mand drikker billig alkohol af flasken, han gemmer i en brun papirspose. Det er jo ikke til at vide.

I denne nye, vidunderlige verden, vil gadebilledet altså være fyldt med mennesker, der kan gå helt uden skyld og skam med store, brune poser fyldt med anonym Lambi i favnen.