Neglelak i drengefarver

Johnny Depp er en dreng med neglelak

Som typen, der ikke er nogens far, ved jeg at jeg skal træde varsomt, når jeg blander mig i emner som børneopdragelse og forældremoral. Så det gør jeg! Blander mig. Og træder varsomt.

For hvis nogen kan føle sig ramt, er det mødre og fædre. Det er min erfaring. Og det giver da også god mening, at man helst gerne selv vil tro, at ens beslutninger omkring ens egne børn, er de rigtige og de bedste.

Nogen gange kan jeg bare ikke lade være med at blande mig…

Forleden overhørte jeg en samtale mellem to mødre. Den ene fortalte at hendes søn gerne ville prøve at have neglelak på og havde det på i børnehaven. Den andens mors umiddelbare reaktion var et ”Ej!” og et fnis, som helt tydeligt viste, at det syntes hun ikke om.

Den første mor følte sig åbenbart på usikker grund her, og valgte en smule undskyldende at hurtigt tilføje: ”Altså jeg fandt en helt mørk rød – næsten sort”.

Og der sidder jeg med store, store lytteører og ærgrer mig over, at disse urbane og relativt unge mødre ikke er kommet længere i deres egen udvikling og at synet på hvad der er ”drenget” og ”piget” måske alligevel ikke er helt så elastisk, som man kunne håbe på: At vi stadig snakker om drengefarver og pigefarver. Sådan helt alvorligt med voksenstemmer.

Jeg vil skynde mig at sige, at jeg på ingen måde går ind for et kønsneutralt samfund, hvor alle tiltales med ”hen”. Jeg synes, at forskelligheden er det, vi bliver klogere af. At støde på andre mennesker med andre meninger og holdninger og en anden farve neglelak gør, at vi vokser som mennesker.

At man pådutter sine egne værdier og moral på sine unger, er der ikke noget underligt eller forkert i. Det gør alle. Det er vel en del af konceptet med værdier og moral. Men hvorfor ikke også lige gøre sig en tanke om, hvor man selv er i forhold til sine egne forældre? Er vi altid enige med dem og deres holdninger? Eller synes vi nogle gange, at de måske er lidt ”gammeldags” eller stive i betrækket, og vi selv står og jonglere friskt med de vise sten?

Kunne man så forestille sig, at man begrænser sine børn ved at sige ”du kan da ikke have neglelak på. Du er en dreng, ven” eller ”Alle piger vil da gerne lege med Barbie, skat”?

Kunne man forestille sig, at man måske skulle lade poderne selv vælge, gøre sig sine egne erfaringer og lade dem blive de mennesker, de er uden at føle sig forkerte eller skamme sig, hvis en pige hellere vil klatre i træer og en dreng gerne vil være ”mor” når vi leger far, mor og børn? Og hvis de vælger selv at synes at lyserød er pigefarver, så er det deres egen beslutning.

Og kunne man forestille sig, at man som den person, der har valgt at sætte børn i verden, også havde overskud, mod og ikke mindst lyst til at bakke barnet op og løse en eventuel konflikt med andre forældre, børnehaven, skolen, mormor eller legekammeraterne.

De er derude, de seje fædre, der selv lige hopper i en kjole og med humor og alvor tager snakken med de unger i børneren, der syntes at hans søn var underlig, fordi han gerne ville have kjole på.

De er derude, de seje mødre, der giver deres sønner neglelak på (i valgfri farve) og med et smil lige siger til hende den anden forældre med den firkantede holdning, at det må han gerne have og at hun er på mobilen, hvis der er spørgsmål.

For det er jo sjældent at det er ungerne selv, der skaber problemerne. Tror jeg. For hva ved jeg? Jeg er jo ikke nogens far.

Hvordan har din tissekone det egentlig?

Kære klassekammerat

Længe siden. Faktisk rigtig længe. Håber, alt er vel.

Jeg tænkte på dig for lidt siden. Helt uden tilløb.
Eller. Jeg tænkte også på dig. Men mere præcist tænkte jeg på din tissekone. Og på hvordan den mon har det?

Jeg kan nemlig tydeligt huske episoden i børnehaveklassen. Nede i kælderen, hvor madrasrummet var og hvor vi plejede at hoppe fra den høje kældervindueskarm, svæve et superduperkort øjeblik, for så at falde og lande blødt i puderne på madrassen.

Det var skægt. Og vi gjorde det meget. Indtil den dag, det skete.

Den dag, hvor en af de små, men meget robuste, børnestørrelsestol i træ stod alt for tæt på madrassen. Den dag, hvor du sprang fra den høje vindueskarm og i et øjeblik hang i luften med dit lange børnehår som en hvid sky omkring dit hoved. Den dag, hvor du for sent opdagede, at du havde hoppet i en lidt skæv retning.

Det gik hurtigt, da du faldt og ramte med benene på hver side af stolens ryglæn.

Tiden stod stille. Ingen trak vejret. Så skreg du. Og så kom blodet. Og de voksne. Og de tog dig med.

Tilbage stod vi andre og var bange for, hvad der var sket. Med dig. Og med tissekonen. Var den gået i stykker? Eller gået af?

Jeg kan ikke huske, hvad skete efterfølgende, men jeg tror aldrig rigtig, vi snakkede om det. Det gider man måske heller ikke snakke om, når man er en pige, der render rundt med en nedfaldsskadet tissekone.

Så lige pludselig – mange år senere – kommer jeg altså til at tænke på den igen. Tissekonen.
Hvordan har den det egentlig? Er den okay? Er du? Det håber jeg.

Hvis du læser det her, kære klassekammerat, så hils den. Og sig undskyld for, at vi ikke spurgte mere ind til den, dengang den faldt og slog sig.

Kærlig hilsen
Michael

Dette er ikke den rigtige stol. Dens identitet er beskyttet.

Nøgen.

Jeg er typen, der ind i mellem går i fitnesscenter.Jeg er også typen, der ikke rigtig snakker eller søger øjenkontakt i omklædningsrummet. Det er på en eller anden måde lidt privat at stå der med numsen bar og skifte til eller fra al sin spandex og mesh. Samme regel i badet: Ind - vaske - ud. No talking.

Men så her forleden forandredes alt.

Efter træning, går jeg op i omklædningsrummet, finder mit skab og smider tøjet. Jeg snupper håndklæde og shampoo (ja, og en Dermalogica Special Cleasning Gel til ansigtet, okay?) og går målrettet og barnumset ind til bruseren, tænder og stiller mig under. Og så sker det!

"Der er godt nok ikke meget tryk på vandet, hva?"

Jeg drejer overrasket hovedet og kigger i retning af den fremmede lyd. Ved siden af mig, nøgen og våd, står en mand omkring min egen alder og kigger smilende og en smule afventende på mig.
I mit hovede sker der lynhurtigt og helt automatisk en afmåling af situationens mulige seksuelle kontekst, men der er ingen. Manden vil gerne snakke. Her. Under bruseren. Nøgen.

"Jaa..", prøver jeg og hader mig selv med det samme jeg siger "Det er en sølle stråle"
Manden griner! Under bruseren. Nøgen.
"Vi får vel hva vi betaler for", fortsætter han, mens han meget grundigt sæber sig ind i området, der normalt er dækket af underbukser.

Der sker nu det, at vi faktisk får os en lille sludder på den helt overfladiske, bus-samtale-agtige måde, og det er faktisk hyggeligt. Og ikke spor seksuelt. Ikke fordi han ikke er flot. Ikke fordi jeg ikke kan se at han kommer her tit. Men her står vi. Under bruseren. Nøgne. Og snakker om vandtryk og konkurrence mellem fitnesscentre helt uden hverken at være blufærdige eller omvendt at prøve at score hinanden. Vi snakker bare, mens vi vasker os. Her. Under bruseren. Nøgne.

Min nye bruserven er først færdig, snupper sit håndklæde og siger "hej hej". Så forsvinder han ud i omklædningsrummet. Tilbage står jeg med hovedet fuld af small talk og kroppen fuld af glæde over at endnu ud barriere er brudt.

Jeg er typen, der lige sludrer med de andre under bruseren. Nøgen. For det er faktisk både hyggeligt og afvæbnende og ikke spor farligt.

Husk så den nissehue!

Læste lige denne artikel om to små drenge, der er blevet klædt af til en morgensamling af deres skoleleder, som straf for at de ikke havde nissehue på.

Tænk engang.


Jeg blev også truet med at blive klædt nøgen i skolegården af min nar af en matematiklærer i skolen. Jeg kan ikke huske om det var før eller efter at han knaldede min mor, mens jeg lå og sov på mit værelse ved siden af (fin fyr - god dømmekraft), men jeg kan stadig huske den panik, som truslen plantede i min spæde teenagekrop.

I disse ondt-i-røven-tider kan det nogle gange være svært at se, hvornår det er noget fis og hvornår det er alvor. Jeg tror, det her er alvor. Jeg er ikke i tvivl om at de to drenge ikke ALDRIG nægter at tage en nissehue på igen, hvis de får besked på det.

Jeg tror, at lederen er blevet fanget i sin egen supersjove leg om at straffe (!) de elever, der ikke også syntes om legen. Sådan på en "nu skal vi altså hygge os, og det gælder også dig" måde. 
Det kan ske. Alle kan fejle.
 
Det der ikke må ske, er at en hele flokken af lærere ikke griber ind og tilbyder en tænkepause til ham den sjove, der har så stor magt over eleverne, som en skoleleder nu engang har. Må de skamme sig lidt derude og gøre det bedre fra nu af. 

Og huske nissehuen, for hulen da!




Du kan også læse artiklen herunder:  

Skoleleder klædte børn af ved morgensamling
En skoleleder på Fyn klædte to drenge af under en morgensamling i december. Børns Vilkår er rystet, og en lektor i strafferet mener,at der kan være tale om blufærdighedskrænkelse.
Af Charlotte Flyvbjerg Poulsen og Kristian Østerby Jepsen (mailto:cfpo@dr.dk)
 
En morgensamling på privatskolen Strandmølleskolen i Assens 17. december endte med, at to drenge fra de yngste klasser blev klædt af og udstillet af skolens leder, Anders Storebjerg. Ifølge to vidner, som var til stede ved morgensamlingen, klædte skolelederen de to drenge af som en del af underholdningen. Underholdningen indebar også, at skolelederen sagde, at han ville klippe drengenes tissemænd af med en saks. “Det er rigtigt, at det er sket, og den form for humor tager vi fra bestyrelsens side naturligvis afstand fra.” Thomas Hald, næstformand for bestyrelsen.
Manglende nissehuerSkolen havde i december måned et 'nissepoliti', som sørgede for, at alle på skolen havde nissehuer på. Dem, der overtrådte den regel,skulle have en straf eksempelvis at synge eller danse foran alle skolens lærere og elever. Den 17. december blev to af drengene uden nissehuer kaldt op på scenen, og blev ifølge et af vidnerne bedt om at hoppe ned i hver deres sorte affaldssæk. Herefter tog skolelederen deres trøjer af. Bukserne røg også, og på et tidspunkt stak han sin hånd og en saks ned i en af
affaldssækkene og sagde, at han ville klippe drengenes tissemænd af. Til slut blev drengene af skolelederen viklet ud af affaldssækkene, hvorefter de stod foran lærere og kammerater kun iført
underbukser. 

Bestyrelsen bekræfter forløbet
Vidnerne har overfor DR Fyn ønsket at være anonyme, fordi de er bange for at komme i miskredit på skolen. Næstformanden for Strandmølleskolens bestyrelse, Thomas Hald, bekræfter forløbet, som ifølge skolen blot var ment som en spøg. - Det er rigtigt, at det er sket, og den form for humor tager vi fra bestyrelsens side naturligvis afstand fra, siger Thomas Hald til DR Fyn.

Ingen konsekvenser for skolelederen
Hændelsen har rystet både børn og forældre på skolen, men det får ikke konsekvenser for skolelederen. - Han har trådt ved siden af, og det ved han godt, og det har vi også snakket med ham om på det seneste bestyrelsesmøde, siger Thomas Hald.
DR Fyn har forsøgt at få en kommentar fra skoleleder Anders Storebjerg, som henviser til bestyrelsens næstformand.

Børns Vilkår er rystetThomas Hald forklarer, at skolen efterfølgende har udarbejdet en kommunikationsplan, der betyder, at skolelederen selv håndterer sagen. Blandt andet har han dagen efter hændelsen givet de involverede en undskyldning. Undskyldningen har dog ikke været tilstrækkeligt for flere forældre, som har henvendt sig til Børns Vilkår om sagen. Leder af organisationens rådgivning Bente Boserup er rystet.
- Der er nogle børn, som er blevet krænket og truet. I den situation får børnene og deres familie ikke nogen former for hjælp, fordi alle kræfter bliver brugt på, at systemet lukker sig om sig selv, og at man tager hensyn til de voksne frem for børnene, forklarer Bente Boserup.

Børnene kan være blevet krænket
Ifølge lektor i strafferet på Syddansk Universitet Birgit Feldtmann kan sagen være alvorlig for skolelederen. Lektoren kender ikke sagen i detaljer, men ud fra det, som vidnerne har beskrevet over for DR Fyn, kan der være tale om både blufærdighedskrænkelse og æreskænkelse. - Det kan være blufærdighedkrænkelse. Det kræver, at der er en seksuel undertone af en vis karakter. Men handlingerne kan også være æreskrænkende, siger Birgit Feldtmann til DR Fyn. Børns Vilkår har anbefalet, at forældrene melder hændelsen til politiet og klager til Undervisningsministeriet, som fører tilsyn med, hvad der foregår på landets skoler.

http://www.dr.dk/Nyheder/Regionale/Fyn/2015/01/07/143948.htm

Op på sæbekasserne!

 

Vågner op til en status fra Omar Marzouk, som jeg forstår som at han ærgrer sig over, at gårsdagens mord i Paris ikke vil rykke os tættere sammen, men i stedet vil resultere i øget had mod muslimer. 

Samtidig virker det som om, han er træt af at skulle ”tage afstand” til denne slags handlinger.

Jeg tror, at det netop er det, der er nødvendigt gang på gang: At tage afstand. Jeg tror at det er vigtigt, at det muslimske miljø tager tydeligt afstand, hvis det mener at disse handlinger sker på et forkert eller misforstået grundlag.

For det ER sådan, at den, der tier samtykker. Vi har alle sammen et ansvar for at forsvare, det vi tror på. Hvis det var min tro, der i den grad havde et PR-problem i den senere tid, så ville jeg se det som en selvfølgelighed at sige fra og gøre det klart at disse menneskers sandhed ikke er min sandhed.

Jeg ville forklare hvordan mit verdensbillede ser ud; hvorfor jeg ikke er enige i terrorhandlinger; at dem i grimhøj er nogle fjolser, der ikke har stoppet op og set sig omkring i 500 år; at jeg med glæde deltager i det samfund jeg lever i og at jeg ønsker at være en klar modsætning til skræmmebilledet.

Det ville jeg gøre hver eneste dag, så længe det var nødvendigt. For det er mit ansvar!

Selvfølgelig skal vi alle søge viden og se tingene så nuanceret som vi kan. Men hvor skal informationen komme fra? Det nytter ikke noget at det kun er de samme trætte politikere, der gang på gang skal synes og mene.

Hvor er de rigtige mennesker? Hvor er de, der på egen krop mærker den øgede mistillid til muslimer? Hvor er imamen, der er uenig med dem i Grimhøj? Hvorfor er der ingen, der tager debatten op?

Nu var det Marzouk, der fik mig til blækket og alt skal jo ikke ligge på hans skuldre, men jeg vil mene at man, særligt som offentlig person, har mulighed og middel til at tage sig ansvar alvorligt og vise hvad man står for.

Hvis man gerne vil gøre noget mere end bare at sidde og mene på facebook, selvfølgelig.  

Effektiv besparing. Eller hvad det nu hedder..

En glad og effektiv arbejder

Nu tænker jeg bare lige højt.

De sidste mange år er der gået mode i ord som effektivisering, effektiv tid og tidsoptimering.

At arbejde effektivt er der nok ingen, der kan synes er en dum ide. Tværtimod er effektivisering en fordel for både arbejdsgiver og arbejdstager. Klog af erfaring kan jeg fortælle, at mange dage uden noget at lave og for meget spildtid på jobbet har en voldsom demotiverende effekt på både arbejdsindsats og arbejdsstolthed (det, man på engelsk kalder ”job satisfaction”).

Nu lader det dog til at mange forveksler effektivisering med besparing. Det er farligt. Og slet ikke det samme.

Bevares. Effektivisering kan gøres op i penge, når en opgave udføres på kortere tid og dermed koster mindre i arbejdsløn, alternativt at der enten skabes plads til flere løste opgaver i samme tidsrum.

Problemet opstår, når man vil nedskære (det grimme ord for besparing) og kalder det for effektivisering.

En virksomhed ser at personalet ikke løser deres opgaver på den nominerede tid. Fair nok. Firmaet skal naturligvis være økonomisk holdbart.

Men i stedet for at påbegynde en effektivisering, hvor man (gerne i samarbejde med pågældende personale) først undersøger, hvordan personalet bedre og hurtigere kan løse deres opgaver, uden at gå på kompromis med kvalitet, og så dernæst iværksætter løsningsmodeller for at finde frem til den bedste løsning, inden en beslutning træffes, så gør man det modsatte:
Man skærer i personalestyrken, så de, der er tilbage, nu skal løse flere opgaver med forringede forudsætninger.

Så sker der det, der skete hos sygehuspersonalet, hos hjemmehjælpen, lærerne og nu også hos politiet (jeg undskylder overfor de eventuelt oversete faggrupper): Arbejdsstoltheden og tilfredsheden daler og de ansatte bliver utilfredse, obstinate og mindre effektive. Måske strejker de.

I stedet for en besparing, får man i stedet øgede sygemeldinger, lavere effektivitet og et rigtig dårligt arbejdsmiljø.

Nu hvor denne uheldige model efterhånden er afprøvet i rigtig mange forskellige industrier og med nogenlunde samme resultat, er det spændende at se, hvornår man også på bestyrelses- og ledelsesniveau opdager, at udfordringen med effektivitet skal gribes anderledes an.

I en perfekt verden kunne man måske sige "Her er niveauet: Det her koster det.” og så arbejde derfra. Måske er den laveste pris til slutkonsumenten ikke nødvendigvis målet. Måske er det hellere en sund forretning, glade medarbejdere og et godt image?

Se på Apple. De leverer langt fra de billigste produkter på markedet, er en af de allerstørste i deres kategori OG deres medarbejdere er gladere og mere tilfredse med deres arbejde end gennemsnittet. Det er de, fordi Apple aktivt arbejder for at skabe en inspirerende og attraktiv arbejdsplads.

Jeg vil vove den påstand, at lige meget hvilken branche man har at gøre med, så der der ingen undskyldning for ikke at vide, hvornår citronen ikke kan presses mere, og hvordan tilfredse medarbejder øger effektivitet, produktion og brand – og dermed omsætning.

Men hvad ved jeg?