Krop som et menneske

Her sidder jeg så en søndag aften og føler mig en smule sådan.. uvedligeholdt. Og så begynder jeg at tænke lidt over det med renlighed.

Lige så let som det er at stave til ordet ordet ”ulækker”, lige så let er det at blive det. Og her mener jeg ikke sådan ”Puha, jeg løber lige et par kilometer og nu er jeg bare helt svedig”, men sådan rigtig fælt.

Og er man allerede rigtig møgbeskidt, så nytter det ikke noget med en hurtig tur under bruseren for igen at blive ren. Nejnej. Så skal der barberes og klippes og plukkes og renses og peeles og mundvandes og smøres forskellige hudpartier ind i forskellige dertil fremstillede cremer og lotioner, og tøjet skal være nyvasket og nytørret og SÅ føler man sig ren igen.

Det er kun en lille smule tid, der står imellem din fuldbyrdede, sommerregnsduftende lækkerhed og det ulækre, surtlugtende, som er dig.. eller.. menneske. Eller.. krop.

Måske kan man undskylde sine ”brusebadsfrie dage” med at man vil fortrænge det faktum at man blot er krop. Eller gøre som en del gør, nemlig at forsvare sin uvilje til at blive gennemblødt hver morgen med at ”vi lever i et samfund, hvor vi faktisk har badet os til en udbredt overfølsomhed overfor snavs og skidt”. Det hører man jo ind imellem nogen sige; at vi er for renlige.
 Men siden håndsprit nærmest er blevet kåret som Året Julegave to år i træk, er den teori ligesom røget lidt på loftet.

Desuden møder man jo i det offentlige rum indimellem nogen, hvor man tænker ”Ja, men bare fordi man ikke nødvendigvis behøver at gå i bad hver dag, betyder det jo ikke at man slet ikke behøver bade”. – Et hvis niveau af renlighed kunne man ønske kunne smitte af på den gængse befolkning, men ofte er det urenligheden, som smitter af på én.. Mere eller mindre frivilligt.

Kropslugten.. eller hvordan vi opfatter og tolker kropslugten ændrer sig også i forhold til social status. Her taler jeg ikke om klasser, men om hvor mere eller mindre ensom man er.

Man kan vælge at definere ensomhed som for eksempel når man laver pindemadder til sig selv – for at det skal være sådan lidt festligt. Eller som når ens krops- eller svedlugt føles lidt tryg. Som om niveauet af menneskelugt i rummet, ligegyldig om den kommer fra en eller flere personer, skaber en tryghed, som lægger sig som en varm og lidt småpruttet dyne omkring en.

Nu sidder jeg ikke her og siger at jeg qua min svedlugt er afslappet i mit eget selskab. Det er bare en tanke. Sådan når man nu sidder her og skriver alligevel.
Måske skulle jeg gå i bad i stedet?

Facebook, mit helt nye liv

Har man noget på hjertet (og en smule på hjernen), skal man ud med det.

Derfor er det heldigt, at dette hyggehobbybloggermedie eksisterer. Her kan både man og jeg fortælle, brokke, grine, vise og påpege i vilden sky, uden at pådutte eller spamme nogen med mine meninger og ordkløveri. Med mindre man abonnerer, i hvilket fald man selv er ude om det!

På Facebook derimod er der lidt andre spilleregler: Her går budskaber og synspunkter ud til et relativt stort og ikke altid lige homogent publikum, som ikke nødvendigvis er enig eller interesseret i at skulle låne øren til, hvad du nu går og synes.  Ikke uden at tage stilling, i hvert fald.

Og det tror jeg ind imellem vi glemmer.

Eksempler på udsagn, der kan afføde uventede reaktioner, er der mange af. Lige fra ”Jeg støtter lærerne” til ”Kom så FCK!”.

Således kommer der, i bedste karmastil, ind imellem reaktioner tilbage, som ikke var den opbakning og ja-sigen, der var det tiltænkte resultat. Ofte reagerer vi kraftigt på modreaktionen og får sagt ting som ”Nå, der blev du sur”, ”Den gik lige ind, hva?” eller ”Nu var det jo ikke meningen, at dette skulle være en diskussion”

Sidstnævnte eksempel viser tydeligt afsenders hensigt med udsagnet; nemlig at sige noget uden at skulle forsvare eller stå til ansvar.

I disse dage, hvor vi kaster om os med angrebsord som ”dialog”, ”kommunikation” og ”samtale”, bude vi måske samtidig lige trække vejret helt ned i maven, kigge indad og se, om vi selv er så åbne for feedback og samtale, som vi kræver, at alle andre er.

For det kedelige og dybt uretfærdige faktum er, at alting starter med dig selv.  Ikke dermed sagt at man ikke skal sige sin mening og melde ud via sociale medier, men ind imellem vil det måske være et frisk pust lige at tænke: Hvis jeg sad overfor dem og den og ham, ville jeg så sige det her..?

I en verden af åbne sluser og freedom of speech er en smule selvjustits ikke helt ved siden af.

Hvis nogen spørger mig!

Go'e nødder, lidt for fed.

Jeg tænker lidt på det der med kropsidealer.

Jeg tænker på tykke mennesker. Og tynde mennesker. Og midtimellem mennesker.

I en verden af GI, LCHF, crossfit og zumba, hvor vi maratonløber, boxerciser og divadanser rundt for at smide eller bygge, så er det lidt som om vi nogen gange glemmer det der med, hvor lækkert det er at, vi netop ikke ligner hinanden. Fysisk.

Pointen er, at så mange af os træner og spiser for at ligne hinanden, med henholdsvis store overarme og brede skuldrer, eller slanke lår og faste bryster. Flad mave og stramme baller er vi ofte enige om kønnene imellem.

Og det er da flot. Det ER det! Det er jo en grund til, at vi er så mange, der stræber efter de samme kropsidealer – for det ser da pissegodt ud på Cameron Diaz og Ryan Reynolds med de der maver og baller osv. Men det er også lækkert, når piger med små bryster er udringede til navlen, når damer med store numser vrikker frækt på latinamåden eller når spinkle fyre har ekstra stramme bukser på.

Imens jeg skriver, opdager jeg, at det her vist i virkeligheden har meget med MÅDEN at gøre. Måden at bære sin krop på og måden føre sig frem. Jeg tror nemlig, at det mange gange ikke handler så meget om +/- 10 kilo, men mere om hvordan vi præsenterer vores krop.

Altså, for min skyld må man se ud lige som man har lyst til – så længe man er glad for det. Men er man det ikke, skal man simpelthen bare holde op med at pive over det og finde en løsning, så man bliver det.

For det er da bedst, hvis man er glad for den man er. Det er det da!