Dommedag nu?

Har ventet hele dagen.

Og begynder at overveje, om det måske slet ikke passer?

Altså at jorden går under og vi allesammen skal herfra på den omfattende og meget von Trier-agtige måde?

Naturligvis med undtagelse af mormonerne. Og jehovaerne. Og scientologerne. Og de, der er fløjet ned og står helt tæt sammen oppe på nogle bjergtoppe.

Selv tilhører jeg ingen af de ovenstående grupper og er desuden sådan en som mange (ovenstående) vil sætte helt forrest i køen til undergang og skærsild. Homo, mener jeg. Hvis nogen skulle være i tvivl.

Alligevel så sidder jeg her og overvejer at gå i seng. Og opgive min venten. Selvom dommedag ikke er noget, man ikke komme sovende til. Slet ikke når man står helt længst fremme i køen. Jeg er bare træt af at vente.

Desuden bliver vi nok alligevel reddet af Liam Neeson eller Buffy. Eller Will Smith. Eller nogle af de der fra de der to film, der kom samtidig og som handlede om jordens undergang. Engang i starten af 00'erne.

Men jeg tror, jeg gør det. Går i seng. Og satser på at, hvis dommedagen kom, så ventede den nok ikke til den 11. time.

ELLER ER DET DERFOR DET HEDDER DET?! HVA?!


Så.. er der nogen, der lige vækker mig, hvis jorden går under?

Drømmen om Hyacinth

Ens hoved er underligt, når man drømmer. Meget underligt.

I nat stod jeg for eksempel på ski. Det er ikke så underligt i princippet. Jeg snakker så i telefon med min far og siger, at jeg holder min 30årsfest heroppe (i snelandet: Nok Sverige), og så begynder han at græde. Noget min far nok aldrig gør. Så jeg siger ok, så kommer jeg og holder en fest hjemme også. Og inviterer på facebook. Inviterer også Hyasinth Bucket, som jeg er venner med i drømmen.

Jeg skal så tilbage på pisten (som nu er mørk og ved at lukke) for at se, hvornår bussen til Århus går. Her kommer jeg næsten i slåskamp med en ældre dame i pels, som er meget ubehøvlet og snyder foran i køen til tabellen. Hun skal åbenbart også til Århus.

Vupti! Jeg er i min fars hus og gæsterne strømmer ind. Maden er ikke lavet, men dog købt ind, og der er ikke rigtig glas nok. Lige da jeg kan se nogle af gæsterne på eget initiativ begynde at lave maden, kommer Patricia Routledge og Clive Swift (Hyasinth og Richard Bucket, men som privatpersoner) ind ad døren. Min far har set, at jeg havde inviteret dem på facebook, så han havde ringet til dem “rigtigt” og inviteret. Søde ældre mennesker, som åbenbart taler svensk.
Men der var stadig ingen glas. Eller mad.

Og så vågnede jeg.

Tænk, hvis der stadig står en hel sulten fest hjemme hos min far og drikker vin fra flasken? Inklusive kendte engelske tv-skuespillere. Måske jeg lige skal ringe og tjekke… Svarer hun så måske telefonen?