I denne del af verden er vejret sikkert på førstepladsen. Det påstår jeg helt uden bevis. Rækkefølgen herefter er jeg usikker på, men offentlig transport og X-faktor må ligge højt på listen.
Højt på min egen liste ligger emner som parforhold og forskellen mellem danskere og svenskere. Ikke fordi jeg kan lide at tale om det, eller selv bringer det på bane, men fordi det er det, folk gerne taler med mig om. Ofte folk, jeg ikke kender eller lige har mødt.
Som om jeg er en form for orakel udi kæresteri eller svensk/dansk kultur.
Jovist! Jeg har da måske lidt mere indsyn i det sidste af de to temaer end de fleste, men jeg er nået til det punkt, hvor jeg ikke gider tale om det mere.
Efter mere end 6 år som dansker-i-sverige, har jeg efterhånden snart udviklet en fysisk opkast-reaktion, når middagsselskabets samtaleleder vender sig mod mig og spørger: ”Nå, er der så stor forskel på svenskere og danskere, eller hvad?”
Med al respekt og taknemmelighed for at inkludere mig i samtalen, og ikke for at være uforskammet, men hvorfor er det altid det, jeg bliver spurgt om?
Svaret er ja! JAAA! Det er der! Det er folk(-eslag), som bor relativt langt fra hinanden, og i mange tilfælde taler forskellige sprog. Eller meget forskellige dialekter af et gammelt sprog, om man vil.
Det er den første forskel.
Så er der kulturelle forskelle, historiske forskelle og endda fysiologiske forskelle.
Men så forventes der altid en længere udlægning med eksempler og slides, som jeg så pligtskyldigt og med kraftigt faldende engagement udlægger.
Jeg gider ikke at snakke om det mere!
Tænker at det er lidt som at spørge en gravid om, hvordan det er at være gravid. Det er hun helt sikkert aldrig blevet spurgt om før!
Bevares – Hvis man ikke spørger, bliver man ikke klogere, men man kunne måske overveje, hvad man spørger nogen om, og måske i stedet spørge mere konkret ind til det, man håber svaret handler om:
”Tisser du mere i bukserne, nu hvor du er gravid?” versus ”Har svenskere større tissemænd end danskere?”
Og så det med parforhold.
Jeg forstår simpelthen ikke at nogen spørger mig til råds om parforhold. Det er da hyggeligt, at de gør og interessant at tale om, men jeg ville da f.eks. aldrig spørge min far til råds om stramajbroderi eller spørge naboens hund om nationaløkonomi.
Det ved de da ingenting om! Fordi de aldrig har henholdsvis broderet eller haft penge.
Jeg har aldrig haft en vellykket parforhold, ej heller oplevet et under min opvækst, så hvor hulen skulle jeg vide det fra?
Spørg nogen, der har været gift i 60 år! Eller Suzanne Bjerrehuus. Eller Divya Das! Hun har sikkert en teleprompter fuld af gode råd som hun kan læse op fra, mens hun kompetent skridter frem imod dig.
En ven blev helt alvorligt mopset på mig, da jeg sagde at jeg var den forkerte at spørge.
Kan ikke lade være med at tænke, om de fejl vi begår måske ind imellem skyldes, at vi søger råd og vejledning de forkerte steder?
