Hurra!
Er inviteret i teateret.
Og det fine af slagsen.
På Kungliga Dramaten i Stockholm skal jeg i aften overvære et teaterstykke om Strindberg, naturalisme og genus. Kunne det blive mere svensk? I think not! Fornemt, fornemt!
Naturligvis skal jeg lige kigge ind og læse lidt mere om forestillingen; man skal jo være forberedt, så man kan nikke med, smile indforstået og le opad på den intellektuelle måde. Jeg skimmer let hen over listen over medvirkende, da jeg sjældent kender nogen, og stopper op ved et navn med ** efter.
Underligt. Tænker, at de måske er to, der deler rollen eller sådan, så jeg scroller ned til bunden af siden og finder **....
Hun er praktikant!
FRA MIMESKOLEN!!
Med et slag er den nydelige og højborgerlige teaterforestilling nu blevet polsk kropsteater. Med gøgl og mimeri.
Af med butterfly og den høje hat, og på med det fedtede hår og selerne med små elefanter på:
JEG SKAL I CIRKUS! WOHOO!!
(Håber fandme, de har en tiger med)
