I anledning af Mors Dag...

Det er aldrig særlig festligt, når man ikke er med til at fejre noget. Man risikerer nemlig at fremstå som kedelig og måske tilmed som én, der ødelægger den gode stemning.

Der ligger med andre ord en masse pres fra ens omverden på, at man skal være med og deltage i de her forskellige mærkedage, som vi nu plejer at fejre.
(Bøf og Blowjob er en undtagelse. Det er en skøn dag. Men den er vi åbenbart vrede på?)

Har man så af den ene eller anden grund ikke lyst til at fejre den pågældende mærkedag, har alle andre mennesker åbenbart krav på en forklaring; lige fra nær familie til perifer kollega forlanger alle, at man da lige fortæller, hvad der er galt og hvorfor man nu stiller sig sådan på tværs?

Juleaften er som tidligere nævnt et kapitel for sig og et lysende eksempel på problemstillingen. Her er man mildest talt underlig og i værste fald ondskabsfuld og sårende overfor andre mennesker, hvis man bare gerne vil have lov at hoppe over. For "man kan jo ikke sidde alene juuuuleaften". Det kan man så til gengæld alle andre af årets dage, uden at føle skyld og skam, og uden at det er et særligt problem for ens omverden. Men netop denne dag, juleaften, da er man simpelthen obsternasig, hvis man bare gerne vil være hjemme - også den aften.

Valentine's Day, som så hæsligt har sneget sig ind i den danske forbrugskultur (for at tro, at det noget som helst andet end det, er at lyve for sig selv), er en temmelig anstrengende dag at være single på. Her står folk på nakken af hinanden for at poste lummert belyste restaurantbesøg og buketter fra Rema 1000 på alle sociale medier, imens man selv - endnu en gang - laver aftensmad til sig selv.

Mors Dag (og Fars Dag for den sags skyld) er ikke et hak bedre, hvis man er sådan en, der mangler den forældre, man skal fejre. Her skal man nemlig også navigere imellem spørgsmål, situationer og krav, for ikke at såre andre menneskers følelser og ødelægge nogens gode stemning.
For mit eget vedkommende har jeg ikke haft en mor i 20 år i år. For mig er det ikke noget, jeg går og tænker på til hverdag. Det er ikke nogen ny eller underlig situation, og det er okay. 

Men er man uden mor på Mors Dag, så opstår de samme tre situationer hver gang - uanset hvor man er og hvor meget man prøver at navigere udenom:

A)
Man bliver spurgt, om man har købt noget til sin mor til Mors Dag. Svarer man "nej" uden en forklaring, risikerer man sandsynligvis at blive opfattet som et dårligt og utaknemmeligt barn, der er ligeglad med sin gamle mor.  Og det er jo en træls beskyldning og en ærgerlig situation. Men det er også en ærgerlig situation hvis man er ærlig og siger "Nej, det har jeg ikke. Min mor er død". For så har man pludselig sat spørgeren i en ubekvem situation og i værste fald såret dennes følelser - ikke fordi man ikke har en mor, men fordi den anden jo nu uvidende har spurgt til den døde mor. Og andres døde mødre er sjældent skidesjove at tale om.
Den eneste mulighed man har for ikke at havne i knibe, er altså at lyve den anden lige i hovedet: "Ja, jeg har købt et skønt kurophold. Du ved, sådan en weekend i et spa oppe i Nordsjælland. Det blir hun skide glad for. Og hun trænger!"

B)
Der er altid nogen (enten i forbindelse med punkt A eller helt umotiveret), der spørger ind og synes, at Mors Dag jo er et oplagt tidspunkt for mig til at mindes min døde mor. Der stilles forslag om at tænde et lys, besøge et gravsted eller gå en lang tur og sådan rigtig komme i kontakt, mærke ind og melde ud. Som om man ikke selv kan finde ud af at mindes dem, der skal mindes på de tidspunkter, hvor det giver mening at mindes dem på.

C)
Der indkommer tilbud om selskab. Lidt som med juleaften, så er denne dag for nogen åbenbart ikke en dag, som man skal være alene på. Igen til forskel fra alle andre dage, hvor det er helt okay.

Selvfølgelig er hensigten altid venligt ment, og de gode råd og tilbud et udtryk for omsorg. Det er klart. Det er som sagt bare lidt svært at venligt takke nej til forslag, meninger og tilbud uden at virke afvisende (hvilket man jo sådan set er) eller utaknemmelig (hvilket man bestem ikke er), og på den måde komme til at gøre nogen anden ked af det, som jo mener vel.

Jeg har ikke løsningen. Måske skal det også være sådan, at vi ind imellem lige træder lidt ved siden af eller over tæerne på hinanden. Så rykker vi måske tættere sammen, når vi lige har ømmet os.

Under alle omstændigheder, så er det en ærgerlig situation, når man kommer til at gøre nogen forlegen. Særligt når man måske bare mest har lyst til selv at gå og være lidt ked af det. Helt alene.

Det er inde i hovedet det hele.

Efter snart 36 år i livet, er jeg typen, der har samlet enorme mængder data inde i min hjerneharddisk.

Noget af indholdet er praktisk viden, som f.eks. hvad mælk bør koste, at rød mand betyder stop, at det er forkert at stjæle, at huske pas, når jeg rejser og at man ikke må cykle på gangstien.

Sidstnævnte stammer oven i købet fra en traumatiserende men samtidig lærerrig oplevelse fra barndommen, hvor jeg var nede at kigge lidt på lystbådehavnen med min far. Det gjorde vi tit, husker jeg. Vi gik rundt og kiggede på bådene (mest far) og på isskiltene (mest mig), og så byggede vi skibe af ting, vi fandt i molen. En dag havde jeg cykel med derned og cyklede kækt afsted langs med bådende, med min far – politimanden – i ryggen. Pludselig og helt uden varsel råber en høj og dyb stemme meget meget tæt på mit hoved: ”Man må IKKE cykle på gangstien!”.
Det var havneinspektøren (eller hvad han nu kaldte sig) og han var overbevisende nok til, at jeg fløj af cyklen, sagde undskyld og med røde øre trak videre med cyklen. Alt imens min far gik bagved og grinede. Tak for en information jeg aldrig glemmer, og tak far for backup…

Men mest af alt så indeholder mit hoved sangtekster. Og sange. Som dukker op lidt på må og få, eller udløst af et ord eller noget, der lige sker. Som nu her til aften, hvor jeg står under bruseren efter træning (igen). Ind kommer en asiatisk mand, som også skal bruses. Med det samme begynder alt indeni mig at synge ”Asian Heart” med Laban (1987). Upassende.

Her afslører jeg så også størstedelen af indholdet af min sanghjerne: 80’er- og 90’ermusik. Gerne dansk og gerne noget fra melodi grand prix. I blame the parents. De købte kassettebåndene til mig.

Udfordringen er så ikke altid at synge med på alt Keld og Hilda til havnefesten, eller at ikke hele tiden skrige med på alle grandprixsange hver eneste lørdag nat kl. 3.

Heldigvis er sangbanken ikke altid kun frisk på en upassende situation, og der er også lidt andet musik derinde – både nyere og ældre. F.eks. tryllede jeg en sang frem fra Sanne Salomonsens første plade fra 1973, og kunne dermed underholde en begejstret og meget overrasket Ivan Pedersen (fra selvsamme Laban) med sangen ”Tom” i en bil engang. Billige points.

Dilemmaet er jo så, at der tydeligvis ikke er plads til mere relevant – om end kedelig – information, som f.eks. hvordan man udfylder en selvangivelse eller hvordan et realkreditlån fungerer. Men er der i virkeligheden nogen, der ved det?

Ta et valg – bare et eller andet.

Hvis du lige nu tænker ”åh nej, jeg magter ikke at læse flere folks meninger om valg og politik”, så kan du være ganske rolig. Jeg skal nok holde mig fra egne politiske holdninger og præferencer.

Det, der kilder min interesse lige nu er nemlig folks (som jo så må være mine facebookvenners) adfærd på netop Facebook i en valgperiode.

Det er egentlig ikke så meget de mange, der viser billeder af sig selv pyntet med logoet på det parti, de nu stemmer på eller dem, som poster artikler om hvor god deres holdning er eller hvor dumme de andres er.

Det, jeg bliver overrasket over, er de mange, der i statusopdateringer proklamerer, at de ikke vil høre noget om valg eller sågar vil slette dem, der skriver noget om valg. Her i valgperioden. Eller måske resten af livet.

Og jo. Det er overalt. Valget. I fjernsyn, aviser og på alle sociale medier. Men det er jo også pointen med en valg-kampagne. Ikke?

Men det slår mig som en temmelig egoistisk og ret indadvendt handling at blive sur over, at andre mennesker ytrer deres holdninger. Hvorfor har vi fået så svært ved bare at trække på skulderen og ignorere dem, vi ikke gider, eller lade være med at lytte til dem, vi ikke gider høre på? Hvorfor hidser vi os op, fordi nogen synes noget?

Mit umiddelbare forslag er vel at lade være med at gå på facebook. Hold pause et par uger. Det er slut lige om lidt. Kys dine børn eller gå en tur i stedet. Der er helt sikkert ikke meget, du går glip af derinde.

Alligevel bliver jeg lidt bekymret for de mange, der ”ikke gider det valg”. Jeg håber, at problemet ligger i en oplevelse af at blive overrendt med andres irriterende holdninger, fordi man selv har sin egen. For det har man da? Ikke?

For… hvis man er helt ligeglad med det danske politiske landskab og hellere vil kigge på nuttede kattekillinger og billeder af mad og fødder-i-sand, mangler man så ikke et eller andet grundlæggende som borger i et demokratisk samfund?

I så fald har man også frasagt sig retten til at brokker sig over noget som helst, hverken skattetryk, skoler, økopriser, skokvitteringer, forurening eller plejehjem. Nix. Knyt. Du har meldt dig ud. Kig på en ged, der skriger på youtube i stedet.

Eller tag nu bare et valg og lad de andre gøre det samme. Og træk vejret. Helt ned i maven. Det er snart overstået.

Fister Humlehaven

Du har sikkert prøvet den sjove, sjove leg, hvor man finder sit helt eget strippernavn ved at tage navnet på sit første husdyr og navnet på den første gade, du boede på.

Og hvis du ikke selv har taget initiativet, så har facebook helt sikkert taget det for dig. Som stripper skulle jeg i så fald arbejde under følgende frække navn:

"Fister Humlehaven. Book NU til din polterabend!"

Eller måske ikke sådan voldsomt frækt egentligt, men det er på den anden side også svært at få en fræk kombination med Humlehaven... og Fister.

Jeg er altså ikke tilfreds med resultatet af testen og vælger derfor den eneste logiske løsning: At snyde. Således havner jeg i stedet med scenenavnet Tiger Skolevej.

"Miiiine damer og herrer... taaaag godt imod...Tiiiiiiiger Skoleveeeeeeeej!!"

Lidt bedre, bedstemt. Men det er lissom stadig ikke rigtige noget pletskud.

Trods en masse flytten rundt i en meget ung alder, er Skolevej den primære del af det, jeg husker som mit barndomshjem. Selve vejen oplevede jeg dengang som en ret stor vej, men når jeg i en senere alder har besøgt vejen, indser jeg hvor lille jeg var, da jeg var lille. For det er ikke nogen stor vej.

Midt på denne vej for 30 år siden stod i hvert fald tit en flok børn og sagde at ”alle må være med til rundbold på nær dem der starter med M”. Jeg og min ven Mette gik så hjem til hende og Mette græd og så drak vi sikkert kakaomælk. Det var der meget af dengang. Det indgik bare i det at være de små.
Der var også en del toasts og legoklodser i barndomsminderne.

Når vi fik lov til at være med, legede vi nogle gange dåseput. Også efter lille-Kim fik ret mange og ret alvorlige tæsk af den underlige mand, hvis baghave vi bare ikke måtte gemme os i.
Samme underlige mands æbletræ blev som resultat plyndret hver sommer og toiletpapir’et hver vinter.

Op og ned ad Skolevej har jeg i timevis øvet mig i at blive en dygtig tamburmajor, inden at jeg vidste at jeg faktisk skulle blive en sådan en. Selvom jeg var en dreng og derfor ikke kunne være med i pigegarden. 80'erne var mere firkantede og regelfaste.

På Skolevej har jeg underholdt de store drenge med at helt naturligt spankulere rundt i spinlonkjoler, høje sko og håndtaske, og spørge ind til deres knallerter, mens min stakkels storesøster døde af skam.

Skolevej er derfor det bedste bud på min barndoms gade. Og selvom jeg skulle snyde endnu mere i testen og vælge frit mellem alle veje, jeg har bodet på, er der ikke et eneste seriøst bud på stripper-efternavn: Trige Centervej, Grønnegade og Lyravej.

"Madame Amour præsenterer: Liveshow med Kittemis TrigeCentervej"

Nej. Det blir bare aldrig godt.

Overtrådt!

Her den anden dag er jeg et hurtigt smut ude at deltage i forbrugsfesten - som den shoppingtype,         jeg er.

Jeg køber en masse tøj og er så naturligvis også derfor nødt til at købe sko. Og en en bog. Jeg køber så meget, at ekspedienten udstøder et ”ohr”, når jeg lægger det altsammed’ op på disken, hvilket må siges at være en god indikator for overforbrug. 

Efter denne farlige leg med mit nu en anelse voldtagede dankort, er jeg så udmattet og sulten, at jeg slår et smut ind på den nærmest burgerrestaurant - BurgerKing. Egentligt er min plan at finde en single-plads ved vinduet og læse lidt i min nye bog, men da alle disse allerede er optaget af andre ensomme overforbrugere (mest piger), sætter jeg mig ved det eneste ledige bord; en 4-personers bås. Og det er her, der indenfor 30 sekunder bliver dømt overtrådt. Med stort OVER!

I den tid det tager mig at gøre kål på en mellem pommes frites, mellem cola og to knaslækre kyllingeburgere, får jeg det ondeste øje af omtrent 5 mødre, som tydeligvis ikke kan hverken overskue eller acceptere mit overforbrug.
Nej – ikke af tøj, penge eller mad. Af plads! Siddeplads! 

Her skal det lige tilføjes, at der er en ret høj udskiftning af restaurantgæster, så ingen behøver ligefrem at stå op. Men min bås er tydeligvis et meget eftertragtet sted at sidde, hvis man er nogens mor med favnen fuld af umættede fedtsyrer og overvægtige teenagebørn.

Mit blik søger derfor helle og akut tilflugt fra den vredeste øjenkontakt i min nyindkøbte bog, og jeg overvejer flugtmuligheder og overgivelsesstrategier, men min krop er lammet over den overraskende og voldsomme reaktion, min opførsel har medført.

Helt naivt troede jeg, at det var okay og helt acceptabel burgerresturant-opførsel at sidde ved et bord, der tæller flere stole end højest nødvendigt. Men jeg har taget fejl og har lært min lektie!

Efter endt måltid pakker jeg forsigtigt mine ting og forlader restauranten med blikket fast fokuseret i gulvet.

Jeg vil gerne sige undskyld. Det her skal ikke ske igen.
Fremadrettet  vil jeg derfor meget hellere vente til der bliver plads på singlerækkerne, end at risikere at blive udsat for endnu en kaskade af skuffede, himlende, vrede og truende mødreøjne.

Hvonår mon man udvikler sådan et blik..? Kors, altså.

Hvorfor siger du 86 når jeg siger 87..?

I mit hoved ser hun cirka sådan her ud

Indimellem er det godt med lidt fredagsgenbrug.

Jeg dør stadig indeni over damens utrolige evne til på ingen måde at være til stede eller til at opfatte den mindste information.

Og jeg imponeres af politimandens tålmodighed. Jeg havde klaret præcis 20 sekunder inden jeg havde smækket på og ladet konen sejle i sin egen sø.  Dette trods mange år i "servicebranchen".

Alarmscentralmand er nu øverst på listen over jobs, jeg ikke ville kunne håndtere. Og her optræder ellers både løvetæmmer, slamsluger-operatør og sosu-hjælper.


Klik på filmen!

Kom så med et ordentligt grand prix

Irriterende værter

I anledning af, at vi nu er midt i en grand prix tid.

Eller… jeg burde nok nærmere sige en Eurovision-tid. For det er ikke meget grand prix, Danmark har præsteret de seneste år.

Okay, selvfølgelig lige med undtagelse af et brag af en tv-produktion til sidste års ESC i København.

For det var et virkelig flot show! Og så bagefter rigtig pinligt og desværre typisk for statsstøttede (kultur)virksomheder, at der ikke var styr på økonomien og undskyldninger som ”jamen, vi havde jo ikke prøvet det før” skulle godtgøre for et tab på mere end 20 millioner kroner. Som konsekvens af fadæsen blev både direktøren og en stor del af bestyrelse i Wonderful Copenhagen skiftet ud. Synkende skude og den slags.

Nok om det.

Det, der ærgrer mig er, at DR igennem mange år ikke rigtig har formået at holde et grand prix med både et godt show og gode sange. Flere forklaringer er i spil, bl.a. at der ikke sendes nok sange ind til konkurrencen og at der ikke er nok seere til programmet.

Men det passer simpelthen ikke: Til grand prix’et i 2014 modtog DR 872 bidrag, hvilket er det højeste antal nogensinde – selv hvis vi medregner storhedstiden i 80’erne, hvor grand prix’et i 1988 toppede med 741 bidrag. Og i år havde grand prix’et 1,7 mio. seere, hvilket kun er ca. 100.000 mindre end året inden.

Så der er faktisk ingen undskyldning for at half-ass’e programmet sådan, som det de sidste mange år er blevet med en kombination af uoplagte børneværter, dårlige manuskripter, x-faktorplagiater, kedelig underholdning og en generel mangel på gode sange.

Hvis vi nu kaster et hurtigt blik over sundet, opdager vi et helt andet show, som stadig er den største tv-begivenhed. Den svenske Melodifestivalen er 6 programmer fordelt på 6 lørdage med 32 (28 i år) og hvert program kombinerer underholdning, fest, galla og en bred vifte af musik.

Så er det da underligt, at man hos DR ikke kan levere andet en en halvlunken aften med sange, som ingen kan huske. Syng årets vindersang nu. Lige nu. Prøv.

Et forslag kunne være, at redaktionen hos DR måske kiggede lidt i øst og med al deres professionelle kundskab knækkede den svenske kode og selv stablede et grand prix sammen, hvori ovenstående ingredienser indgår.

Altså.. når det nu er et af de største tv-shows, de har.